Ny bog dokumenterer: 
Regeringen besluttede lockouten

Politikere og centrale embedsmænd taler ud om regeringens planer op til 
lockouten og lovindgrebet. Se de væsentligste afsnit fra lockoutbogen her.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

SF: Det var regeringens beslutning

Annette Vilhelmsen overtog formandsposten i Socialistisk Folkeparti (SF) efter Villy Søvndal og blev i oktober 2012 både erhvervsminister og formand for SF. Dermed overtog hun også en række regeringsaftaler. Om lockout og regeringsindgreb siger hun i bogen: »Lockouten af lærerne var regeringens beslutning«, og hun forklarer forløbet med, at »Villy Søvndal som SF's tidligere formand havde sagt ja, og den aftale var gældende i regeringen«.

Annette Vilhelmsen fortæller desuden, at hun blev »næsten lettet«, da hun læste et fødselsdagsinterview med Helle Thorning-Schmidt i Politiken i december 2016, »for nu sagde hun endelig tingene, som de var«. Det var det interview, hvor der stod: »Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i 1. maj«.

Siden fulgte et uskønt forløb, hvor Politiken efter Helle Thorning-Schmidts ønske rettede citatet til, så der stod: »Da vi besluttede at afslutte lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i 1. maj«.

DF: Det var lagt til rette på forhånd

I bogen fortæller Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti (DF) om et forløb i oktober 2012 - altså et halvt år før lockouten i april 2013, og før overenskomstforhandlingerne var startet:

»Jeg var lige blevet partiformand i september 2012, og nogle uger efter, i oktober, kom der invitation til en kop kaffe med Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet. Jeg havde aldrig talt med hende før og troede, at hun ville hilse på mig som ny partileder. Men statsministeren havde kun sat et kvarter af, og hun skænkede kun en halv kop kaffe«, fortæller han til bogen og fortsætter:

»Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen. Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om«.

»Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og at lærerne ikke havde noget at forhandle om. Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft«, siger Kristian Thulesen Dahl til bogen.

Anmelder om lockout-bog: Teknokratiets triumf 

Anonyme embedsmænd afslører drejebog


Centralt i forløbet op til lærerlockouten og regeringsindgrebet står en arbejdsgruppe, der blev nedsat den 8. december 2011. Gruppen skulle arbejde med »lærernes arbejdstid i folkeskolen og det almene gymnasium« og bestod af embedsmænd fra Finansministeriet, herunder Moderniseringsstyrelsen, Ministeriet for Børn og Undervisning og KL.

Gruppen fremlagde sit arbejde på et møde i Finansministeriet med regeringens topministre den 13. november 2012. Eftersom der ikke blev skrevet en rapport, har offentligheden aldrig fået indblik i, hvad der blev sagt på mødet, eller hvad udkommet af arbejdsgruppens arbejde blev, men en anonym mødedeltager fortæller nu i bogen:

»Jeg kan bekræfte, at mødet fandt sted, at vi blev orienteret om gruppens arbejde og gav håndslag på at gå hele vejen. Den kommende reform af folkeskolen var afhængig af overenskomstforhandlingerne, og KL fik regeringens støtte til at lockoute lærerne, hvis ikke de bøjede sig«.

»Hvor længe var I klar til at lade konflikten køre?« spørger forfatter Anders-Peter Mathiasen i bogen og får svaret: »Vi vidste, hvor mange penge lærerne havde i konfliktkassen, og at de kunne holde en måned eller halvanden, før de var færdige. Den tid var man klar til at bruge. KL og regeringen lavede en musketered og besluttede at gå hele vejen«.

Om den afgørende sekvens, som er båret af anonyme kilder, der var til stede på mødet, fortæller bogens forfatter til folkeskolen.dk:

»Jeg har ikke set alt det hemmelige materiale, der findes i den hemmelige arbejdsgruppes rapport, men jeg har set en oversigt over det - og en kilde har fortalt mig, at hvis lærerne havde set det på det tidspunkt, så var der blevet strejke. Og så havde det måske trukket andre fagforeninger med. For der var en drejebog for, hvordan man skulle gennemføre lockouten«. Og forfatteren præciserer, at førstehåndskilderne over for ham har oplyst, at der blev fremlagt dokumenter og beregninger fra arbejdsgruppen, som mødedeltagerne ikke måtte tage med ud fra Finansministeriet.