Debat

»Og Bodil susede – og gjorde halløj …«

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

2013 sluttede lige så stormfuldt, som det begyndte. Der er god grund til at se tilbage og takke alle medlemmer for en kæmpeindsats og opbakning i året, der nu er ved at tone ud. Det er fornuftigt at orientere sig godt og grundigt i bakspejlet, inden vi igen trækker ud i sporet for at nå vores mål i horisonten.

I bakspejlet er der tydelige spor af ulykken, og oprydningsarbejdet er ikke færdigt, ja, nogle vil måske sige knap begyndt. Lad os slå fast, at det var en stor ulykke - en katastrofe. Vi skal tage bestik af det og konstatere, at det med stor sandsynlighed giver varige mén. Vi er tvunget til at leve med det, men vi må i gang med »genoptræningen«.

Sammenholdet i Lærerforeningen skal stå sin prøve. Vi skal alle med på sporet igen og gennem et sikkert og sundt arbejdsmiljø bevæge os fremad. Vi skal have skabt nogle rammer for arbejdet, der giver mening.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har et mål for eleverne. Som beskrevet i vores professionsideal så skulle den enkelte elev gerne forlade skolen som et selvstændigt tænkende, oplyst, ansvarligt, socialt indstillet og livsdueligt menneske, der har lært at lære og har tilegnet sig fornødne almene kundskaber og færdigheder.

Giver fremtiden os overhovedet muligheder for at bringe eleverne derhen?

Der er en årsag til, at vi kaster os over opgaven. Der er også en grund til, at forruden i en bil er større end bakspejlet. Vi må rette blikket fremad og se på mulighederne for at manøvrere os mod målet. Det er langtfra sikkert, at vejen er bred og lige, nogle steder er den endnu ikke projekteret, og andre steder er der ingen asfalt.

Vi skal gøre alt for at få kommuner og øvrige arbejdsgivere til at forstå nødvendigheden af aftalte spilleregler og samarbejdets betydning. Skolerne udvikles ikke til gavn for børn og samfund uden en betydelig inddragelse af lærerne. Selv om vi ser fremad, er det vigtigt, at vi orienterer os i bakspejlet, ellers kan det gå alvorlig galt!

En stor personlighed forlod os i forrige uge. Et par af Mandelas citater giver også her god mening: »Uddannelse er det mest kraftfulde våben, som du kan bruge til at ændre verden« og »Hvis du ønsker at skabe fred med din fjende, er du nødt til at arbejde med din fjende. Så bliver han din partner«.

Lad os håbe, at undervisning til alle er en naturlov i Danmark, og lad os håbe og kæmpe for mulighederne i 2014. Vi vil ikke stoppes af begrænsninger og tåbelige lovgivninger. Godt nytår.

Powered by Labrador CMS