Debat

At tale lærernes sag

Det er medierne, kampen om folkeskolen står. Jeg er 61 nu og efter moden overvejelse klar til at tage min sidste tørn med den forestående valgperiode.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF skal give lærerstanden mæle. Sætte ord på lærernes oplevelser i dagligdagen, både de gode og de mindre gode, og gøre lærernes holdninger gældende på de bonede gulve, så de kan høres. Være fræk uden at være plat. Skarp uden at være skinger. Saglig uden at blive lang i spyttet. For mig er et sæde i hovedstyrelsen ikke blot en adgang til at være medbestemmende om DLF’s politik. Det er en talerstol overfor lærerne og deres øverste ledere, overfor politikerne og overfor den offentlighed, med hvis opbakning DLF’s styrke står og falder. Der er ting, der skal siges, og der er nogen, der skal sige dem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg kunne sagtens udbrede mig om, hvad jeg vil kæmpe for i den forestående valgperiode, men jeg tror det ville blive langt og forudsigeligt. Det er umuligt at være uenig i noget det, mine ærede medkandidater skriver i disse oplæg.

Jeg satser på, at DLF’s medlemmer er bekendt med mine holdninger via mine hundredevis af indlæg i alle dele af pressen. Det hele kan googles. Jeg vil fortælle om mine stillere. De er almindelige lærere fra Skagen til Gedser, herunder mine nære daglige kolleger Tove og Annette fra Kalbyrisskolen i Næstved, hvor jeg underviser i mine linjefag kristendomskundskab og historie 7 timer om ugen. De er også bibliotekarer, vejledere, tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer fra nær og fjern. Næstformændene fra Djurs og Gentofte lærerforeninger, Mogens og Emil, er med, og det er også Toke fra Gladsaxe og Marina fra Arden, der er i gang med at afsløre fuppet bag de adaptive, nationale test. Der er Thora fra Århus, som udsender en strøm af kloge debatindlæg. Der er Karsten Bräuner, som ene mand har gjort mere for at udstille elevplansvanviddet end hele DLF tilsammen. Med er også Erik Schmidt fra Odense, skaberen af tænketanken Sophia og de alternative sorømøder. Herudover vil jeg også takke grand old man Holger Henriksen og rektor for professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann for deres støtte samt sidst, men ikke mindst, mine to suppleanter, kredsformændene fra Rødovre og Fredensborg, Anders Liltorp og Jørgen Cseh. Jeg skal gøre mit bedste


Herunder et par anbefalinger:

Joy Lieberkind, lærer, tidl. kollega på Kalbyrisskolen i Næstved,
nuværende lektor på læreruddannelsen UCC

“Man kan ikke tænke sig en bedre kollega end Niels Sauer; han er loyal, hjælpsom, energisk og lyttende. Niels Sauer er i det hele taget et meget varmt og begavet menneske, og det nyder både store og små omkring ham godt af. Og så er han en fantastisk historiefortæller. Når han fortæller om fjerne tider og fremmede universer, sidder børnene med både store øjne og ører. Som kollega er det meget lærerigt at få lov til at lytte med.”

Mogens Clausen, næstformand, Djurs Lærerforening

“Niels Christian Sauers arbejde er enestående. Fra det svært overskuelige pædagogiske vildnis henter han synsvinkler, rapporter og ’synsninger’ ud i lyset og endevender dem kritisk. Hans tænksomme og velargumenterende kronikker og artikler er kendt af alle i den danske skoleverden. De må ikke mangle. Stem Sauer i Hovedstyrelsen. Det er ligegyldigt for ens arbejde i hovedstyrelsen, om man er fra Næstved eller Ålborg. Det afgørende er, hvad man mener og at man løfter de pædagogiske argumenter ud i offentligheden.”

Holger Henriksen, forfatter til bl.a. “Samtalens mulighed”,
tidligere studielektor i pædagogik

“Niels Sauer har den sjældne kvalitet, at han ikke bøjer nakken for eksperter og tilfældige flertal. Han tænker selv på grundlag af sine erfaringer som lærer og kollega. Når han stædigt bider sig fast i en sag, analyserer han den og giver kvalificeret vurdering af den. Vi kan ikke undvære Sauer i debatten.”

Erik Schmidt, lærer, redaktør og ledelsesmedlem af tænketanken
SOPHIA

“Niels Chr. Sauer er et talerør for mange lærere på gulvet. Han er en seriøs og kompetent debattør med høj grad af indsigt og personlig integritet, og så er han én af landets dygtigste skribenter hvad angår skole-, opdragelses- og uddannelsesstof.”

Stefan Hermann, rektor for professionshøjskolen Metropol,
forfatter til “Magt og oplysning - Folkeskolen 1950-2006”

“Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet.”