Debat

For medlemmerne og for Danmarks Lærerforening

Jeg meddeler hermed mit kandidatur til formandsposten for Danmarks Lærerforening.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en meget stor beslutning at stille sig til rådighed for Danmarks stærkeste medlemsskare. Det er ikke noget, jeg bare har fundet på, men noget jeg har tænkt længe og grundigt over, for jeg er også meget bevidst om den betydning, det har at stå på mål for en fagforening af den kaliber, Danmarks Lærerforening har - både personligt og professionelt.

Jeg oplever også i de mange samtaler, jeg har haft med gode folk i organisationen, at det, der optager dem, er sagen og den poilitiske linje, en formandskandidat vil byde ind med.

Jeg ved, hvad det vil sige at være i valgkamp, og jeg ved, der kan ryge finker af fadet, men jeg ved også, at netop møderne med de delegerede og med kredsene gør alle kandidater både skarpere og mere bevidste.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Derfor kan I roligt regne med, at jeg vil byde ind, komme med mine bud og meninger og være klar til ikke bare at lytte, men også høre, hvad der bliver sagt og spurgt til. Som jeg netop har sagt til de hamrende dygtige nyvalgte TR'er, jeg var så heldig at undervise på Skarrildhus i sidste uge: "Det kan godt være, at I tænker, at I skal lytte for at lære og blive bedre tillidsrepræsentanter, men I skal vide, at det ofte er mig, der bliver meget klogere. Det er i samtalerne med medlemmerne, de erfaringer, holdninger og spørgsmål, I har, at jeg bliver helt skarp på det, vi sammen skal kæmpe for."

Herunder kan I læse det værdisæt og den linje, jeg stiller op for:

For medlemmerne og for Danmarks Lærerforening

Medlemmerne skal kræve og forvente meget af en formand:

- En formand, der siger hvad han gør og gør hvad han siger.

- En formand, der efterlever og respekterer vores principper og idealer.

- En formand, der ikke stiller op for sig selv eller for at fortsætte som vi plejer, men en formand, der stiller op for en sag og en drøm vi kan følge og samles om.

Og vigtigst af alt: En formand, der stiller op for medlemmerne og for Danmarks Lærerforening.

Det er med den baggrund og med den indstilling, jeg stiller mig til rådighed som kandidat til formandsposten for Danmarks Lærerforening.

Arbejdet for medlemmerne i Danmarks Lærerforening er aldrig et soloprojekt. Det mener jeg tydeligt viser sig i de resultater, vi opnår i Danmarks Lærerforening. Når vi i fællesskab får arbejdet med og formuleret vores idealer og principper, så skyldes styrken i Danmarks Lærerforening vores fælles indsats og den fælles viden, vi bringer i spil. Vi forkaster ikke det fundament, som generationer af medlemmer før har bibragt Danmarks Lærerforening. Vi bygger ovenpå og forbedrer hele tiden. Det skal vi også. Danmarks Lærerforening er en levende størrelse og en stærk fagforening, hvor medlemmer stortrives, når de oplever, at vi trækker i fælles retning og med udgangspunkt i de ting, der er vigtige og væsentlige for dem. Solidaritet og fællesskab er måske gamle udtryk, men det virker - også i dag, også i morgen. Det er forudsætningen for alt det, der har betydning for medlemmerne.

Nærværet, samtalen og mødet med Danmarks Lærerforening.

Oplevelsen af hjælp og støtte i sagsbehandlingen og med høj kvalitet.

Indflydelse på folkeskolens udvikling og på vores arbejds og lønforhold

Alt det – og drømmen om nye og bedre resultater – skal også i fremtiden sikre Danmarks Lærerforenings berettigelse og medlemmernes opbakning. 

For mig skal vi altid bevare det udgangspunkt, jeg oplever, vi har i Danmarks Lærerforening. At respekten for medlemmerne, den hverdag og de vilkår, de står i, er omdrejningspunktet. Medlemmerne skal fortsat kunne regne med, at der udtænkes visioner, og at der er tillidsvalgte, der ser muligheder. De skal kunne regne med, at udgangspunktet altid er de områder, der har afgørende betydning i deres arbejde, for vores profession og for folkeskolens udvikling. Det er medlemmerne, deres opbakning og engagement, der er den væsentligste forudsætning for Danmarks Lærerforenings legitimitet. Det har altid været mit udgangspunkt, og det vil jeg fortsat kæmpe for, og hvis kongressen finder det rigtigt -  også som formand for Danmarks Lærerforening

Mvh

Anders Liltorp, kandidat til formandsposten for Danmarks Lærerforening