Årets Stinus-pris til ulandsforeningen Ibis

For de to årlige kampagner - 'Hele verden i skole/Læseraketten', der giver danske elever indblik i den tredje verden, og markeringen af den internationale Lærerens dag i Danmark, får ulandsforeningen Ibis dette års Stinus-pris.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi giver årets pris for en seriøs og vedvarende indsats for at tilføre et globalt perspektiv til undervisningen i en tid, hvor der er en alvorlig risiko for, at finanskrisen lader os nøjes med at tænke på os selv", sagde formand i Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen ved overrækkelsn af årets Stinus-pris.

'Hele verden i Skole' er navnet på den kampagne, der i april måned i år inddrog 1307 skoler og 181.000 elever i et undervisningsforløb om skoleelever og uddannelsesforhold i Bolivia. På den måde har Ibis gennem et omfangsrigt undervisningsmateriale, herunder bogen "Læseraketten" for niende år i træk taget danske skolelever med til kulturer og samfund, der er væsensforskellig fra deres egne.

'Lærerens dag' giver professionen prestige

Ibis belønnes også for at have trukket en god idé med sig hjem fra det store udland. Mange andre steder i verden markerer man årligt Lærerens dag. Anders Bondo Christensen bifalder organisationen for at have taget initiativ til en lignende fejring herhjemme.

"En god undervisning forudsætter gode lærere. Det handler derfor om at styrke lærerprofessionen og lærerens prestige. Det har ulandsforeningen Ibis gjort ved at tage initiativ til at afholde lærerens dag til oktober".

Forkvinde for Ibis Mette Müller takkede på talerstolen Danmarks Lærerforening for prisen og checken på de 25.000 kroner, der følger med Stinus-prisen. Hun citerede til salens store klapsalve forfatter Carsten Jensen, der i forordet til dette års "Læseraketten" skriver:

"Skolen tager noget af din tid, men den giver en stor bid af verden til gengæld. Det er derfor, at alle børn skal gå i skole, ellers opdager vi aldrig, at vi er fælles om verden. Og derfor også sammen om at gøre den til et lidt bedre sted at være".

Læs mere