Debat

De tosprogede elever svigtes

Vi skal bekæmpe ulighed og marginalisering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På DLF’s kongres i september var der fra talerstolen en fin og tankevækkende beskrivelse af situationen for de tosprogede elever i folkeskolen og samtidig en appel til foreningen/ Hovedstyrelsen om at finde fælles løsninger sammen med Undervisningsministeren og KL, og på den måde arbejde for en styrket faglig og integrationsmæssig indsats for de tosprogede elever.

I København er hver tredje elev tosproget, og her er situationen alarmerende. Der skæres i støtten i dansk som andetsprog, og i den undervisning kommunens tosprogede lærere giver, der er ikke længere ansat tosprogskonsulenter, og afdelingen i den kommunale forvaltning med særligt ansvar for at støtte og styrke skolernes arbejde med de tosprogede elever er forlængst nedlagt. Status i dag er, at eleverne underpræsterer markant rent fagligt, og alt for få af de tosprogede elever kommer videre i en ungdomsuddannelse. Denne deprimerende beskrivelse af Københavns indsats ligner desværre nok situationen i andre kommuner med en stor andel tosprogede elever.

Et stort syvårigt forskningsprojekt ’Tegn på sprog’, der afsluttes i 2016, og blandt andet omfatter tre københavnske skoler, viser allerede nu, at inddragelse af modersmålet i skolen betyder en klar styrkelse af den sproglige opmærksomhed, og at det trivselsmæssigt har stor betydning, at sproget hjemmefra også har en værdi i skolen. Så der kan altså med den rigtige indsats skabes resultater!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Tankevækkende er det så, at de der bedst kan føre sproget med ind i skolen, nemlig de tosprogede lærere, er man nu i København ved at skille sig af med.

De tosprogede lærere har stor betydning for arbejdet med chancelighed og for integrationen, de er rollemodeller for de mange tosprogede elever i kommunen, de er brobyggere i samarbejdet mellem skole og hjem, og de er en væsentlig støtte for arbejdet med fagene og med forståelse af faglige begreber.

En ny Hovedstyrelse har en opgave i at sikre, at de tosprogede elever ikke glemmes i det mylder af andre problemer, der skal tages hånd om. Politikerne skal centralt og lokalt forpligtes på at arbejde for, at vi ikke får en gruppe marginaliserede unge, og for at alle får lige muligheder.  

Vi bliver nødt til at se på de ressourcer vores tosprogede lærere, elever og forældre bringer ind i skolen.