
Corona på københavnsk skole sender elever hjem i en uge
Alle elever på Dyvekeskolen i København skal blive hjemme i en uge på grund af et større smitteudbrud.
Eleverne på Dyvekeskolen i København skal ikke møde fysisk ind på skolen i dag.
Styrelsen for Patientsikkerhed har nemlig udstedt et påbud om midlertidig nedlukning af indskolingen og mellemtrinet, og det svarer til hele skolen, som har klassetrin til og med 6. klasse.
Det skriver styrelsen på Twitter.
Nedlukningen gælder til og med 14. november, så eleverne forventes at kunne vende tilbage til skolen mandag i næste uge.
Styrelsen skriver, at smitteudbruddet er fordelt på flere klasser, men det fremgår ikke, hvor mange elever der er smittet med coronavirus.
Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder påbud om midlertidig nedlukning af indskoling og mellemtrin på Dyvekeskolen i Københavns Kommune pga. et større smitteudbrud fordelt på flere klasser. Den midlertidige nedlukning er gældende frem til og med 14. november. #COVID19dk
— Styrelsen for Patientsikkerhed (@STPS_DK) November 7, 2021