Elever på corona-venlig cykeltur.

Nu skal idrætslærere fortælle, hvad corona har gjort ved deres undervisning

Efter snart to år med corona beder Dansk Skoleidræt landets idrætslærere om at fortælle, hvordan de har håndteret udfordringerne, og hvad corona har betydet for faget og elevernes læring. Og er lærerne trygge ved at føre eleverne op til prøve til sommer?

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med en ny spørgeskema-undersøgelse vil Dansk Skoleidræt nu forsøge at kaste lys over, hvordan næsten to år med corona, nedlukning, hjemmeundervisning og afstandskrav har påvirket idrætsfaget i folkeskolen. Undersøgelsen skal især sætte fokus på, hvor meget idrætsundervisning eleverne egentlig har modtaget efter flere perioder med hjemsendelse og restriktioner som fx afstandskrav i skolen.

Spørgsmålene fra Dansk Skoleidræt retter sig mod dem, der har allermest fingeren på pulsen - nemlig folkeskolens idrætslærere. For hvordan har det påvirket undervisningen, eleverne og lærerne, at idrætsfaget i perioder har måttet afvikles bag en skærm? "Der er ingen tvivl om, at også idrætsfaget har været ramt af corona-restriktionerne de sidste to år. Vi vil gerne have et indblik i, hvor meget faget er blevet gennemført og hvordan", lyder det fra projektleder i Dansk Skoleidræt Anebine Danielsen.

Hun håber også, at undersøgelsen vil kaste lys over "nogle kreative løsninger", som idrætslærerne kan dele med hinanden. "Og hvordan i forhold til prøven for de ældste klasser? Føler lærerne, at de har kunnet give eleverne den nødvendige læring, så de er trygge ved at føre dem op til sommer. Det håber vi at blive klogere på", siger Anebine Danielsen.

"I dag kan du skifte sengetøj eller cykle en tur"

Idrætslærerne bliver bl.a. også spurgt til, hvordan de vurderer kvaliteten af idrætsundervisningen, når eleverne er på skolen, men ikke må samles på tværs af stamklasserne, ligesom de bliver bedt om at svare på, hvordan de gennemførte idrætsundervisningen - hvis den da blev gennemført - mens eleverne var hjemsendt.

Initiativet kommer efter adskillige indikationer af, at corona-perioden har haft en negativ indflydelse på nogle elevers fysiske aktivitet.

Mindre fysisk aktive under corona

En undersøgelse fra Syddansk Universitet afslørede for 10 måneder siden en foruroligende tendens med markant faldende fysisk aktivitet og tiltagende kropsvægt blandt børn og unge under corona-nedlukningen. Under den anden nedlukning - fra den 26. januar til den 8. februar sidste år - gennemførte forskere fra SDU en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt 1.229 børn og unge i alderen 6-16 år.

Den afslørede blandt andet, at 87,6 procent af de adspurgte elever ikke levede op til anbefalingerne om gennemsnitligt 60 minutters daglig fysisk aktivitet under nedlukningen.

Hver tredje af eleverne svarede desuden, at de under nedlukningen slet ikke havde idræt eller andre bevægelseslektioner i relation til skolen. Og over 80 procent af eleverne oplyste, at de hverken deltog i fysisk eller virtuel foreningsrelateret fysisk aktivitet under nedlukningen.

Dansk Skoleidræt: Sæt idræt og bevægelse øverst på skemaet nu

Det skabte bekymring hos projektlederen bag undersøgelsen, lektor Charlotte Pawlowski.

"Vi forventede en nedgang i fysisk aktivitet, fordi vi i Danmark har en særlig bevægelseskultur, som i høj grad er knyttet op på skolen og foreningsidræt. Men at så mange ikke har dyrket idræt i skole- eller foreningsregi er overraskende og bekymrende", sagde hun.

Læs mere

Deltag i undersøgelsen her

Powered by Labrador CMS