Pædagogisk konsulent Charlotte Agerby Schultz træder gerne til som coronavikar i folkeskoler, hvis det skulle blive nødvendigt. Her er hun på job i Spinderihallerne i Vejle.

Coronavikar er klar igen

Tårnhøje smittetal blandt lærere får kommunerne til at gå nye veje for at fylde hullerne. I Vejle Kommune har de gode erfaringer med at sende pædagogiske konsulenter ud som coronavikarer. For Charlotte Agerby Schultz var det en fantastisk oplevelse – og hun er fuld af ros til lærerne i folkeskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Effekten af skolernes genåbning er slået igennem på den hårde måde. Næsten fem procent af alle grundskolelærere blev testet positive for covid-19 op til dette blads deadline og kan dermed ikke komme på skolen og undervise. I tal var det over 5.000 nye smittede lærere på en uge. Dertil kommer et ukendt antal, som er nære kontakter, og så alle dem, der bare er "almindeligt" syge.

Tilsammen kan det gøre det ret så besværligt at drive en skole, hvor eleverne i princippet skal undervises som normalt. Skoler over hele landet aflyser derfor timer og sender store elever hjem, fordi der mangler lærere til at stå for undervisningen. Samtidig prøver man mange steder at gå nye veje for at dække hullerne:

I Guldborgsund har man gjort klar til at sende lærere ud på andre skoler end deres egne, mens skolelederne i Køge Kommune har meldt sig parate til at træde til, hvis det bliver nødvendigt. Og på Facebook efterlyser Varde Kommune for øjeblikket vikarer med "pædagogisk interesse", der kan træde til med øjeblikkelig virkning.

Falster: Lærere kan blive flyttet til coronaramte naboskoler

Modellen med coronavikarer har Vejle allerede gjort sig erfaringer med. Sidste vinter og forår stod kommunen i en desperat situation og sendte derfor sine pædagogiske konsulenter ud af kontorerne og ind i klasseværelserne. Charlotte Agerby Schultz var en af dem.

"Det var en virkelig god oplevelse", siger hun i dag om sin tid som coronavikar på først Hældagerskolen og siden Kirkebakkeskolen. "Jeg tror, det var sundt for mig at komme ud og se skolehverdagen på en anden måde, end man gør som konsulent, og jeg er lige ved at sige, at det burde være obligatorisk for alle konsulenter at gøre den slags en gang imellem".

Oplever en enorm omstillingsparathed

Nu er skolehverdagen ikke helt fremmed for Charlotte Agerby Schultz, for hun er uddannet folkeskolelærer og har også arbejdet i faget tidligere. Men de sidste mange år har hun været konsulent, blandt andet på professionshøjskolen UC Lillebælt og nu altså i Vejle Kommune, hvor hun blandt andet arbejder med at skabe en god overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Så det er omtrent to årtier siden, hun sidst stod med et fuldt skoleskema.

"Jeg er rent ud sagt imponeret over omstillingsparatheden og overskuddet blandt lærerne midt i en meget svær situation", fortæller hun. "Der var kræfter til at tage godt imod mig og gøre mig til en del af holdet på lige fod med de andre. De satte sig ind i, hvad mine kompetencer var, og gav mig mulighed for at bruge dem. Så jeg følte aldrig, at jeg bare var 'hende der fra kommunen', eller at jeg blev sådan en 'radiatorlærer'. Corona har ikke kun spredt os - det har på nogle punkter rykket os tættere sammen".

Charlotte Agerby Schultz var først dansk- og matematiklærer i en 3.-klasse i tre ugers tid. Derefter fik hun ansvaret for 6.-klasserne i fem-seks uger på en anden skole, hvor hun virkelig følte, at hun fik sin egen rolle i lærergruppen og mulighed for at bruge sine kompetencer.

"Jeg er meget optaget af designprocesser og innovation, og det lyttede skolen til", fortæller hun. "Så jeg kom til at stå for et projekt med den årgang, hvor jeg kunne bruge de kompetencer, og det var jo helt fantastisk både for mig, for eleverne og for skolen. Det vidner igen om overskud og kreativitet, at de ikke bare satte sådan en som mig til at 'lappe huller' i skemaet, men så mig som en resurse, der kunne komme med merværdi til skolen, selv om jeg faktisk var der på grund af en nødsituation".

Iderigdommen i coronaskolen var i det hele taget helt enorm, husker Charlotte Agerby Schultz.

"Uanset hvad, så fandt man en løsning", fortæller hun. "Om det var, hvordan frikvartererne skulle afvikles, så elevgrupperne ikke blev blandet, organiseringen af køen til håndvasken eller at afholde onlineundervisning. Alt kunne på en eller anden måde lade sig gøre, og det er noget, jeg synes, vi skal huske på fremover. Lærerne er fulde af ideer, og det skal vi benytte os af, når vi udvikler skolen".

Mere forståelse for travlheden

Charlotte Agerby Schultz fik også en ny indsigt i arbejdsmængden for kommunens lærere, fortæller hun.

"Hvor løber de stærkt! Det var jo noget med nærmest at løbe på toilettet, mens en kollega holdt øje med mine elever".

Skulle Vejle Kommune få brug for at sende de pædagogiske konsulenter ud igen i denne vinter, er Charlotte Agerby Schultz klar til at tage en tørn i coronaskolen.

"Det vil jeg gøre med glæde", understreger hun. "Det har været både meningsfuldt og lærerigt at være en del af, det har givet mig kæmpe indblik i lærernes hverdag og en enorm respekt for det, de kan".

Hun holder en lille pause: "'Respekt' er nærmest blevet et slangord - men det er det ord, der bedst beskriver det, jeg fik".