Vigtig kritik af konkurrencestaten og præstationssamfundet. Jeg blev forstemt af at læse den, men det er en af de bøger, jeg kommer til at læse igen. Om ikke andet så for at se om den tager fejl. Det håber jeg, den gør, men jeg tror det desværre ikke.
”Er De udkørt kl. 3?” lød det fængende slogan i en
reklamekampagne fra slutningen af 1950'erne; svaret fulgte efter: ”Medova Te ta'r trætheden!”
Annonce:
Med en omskrivning kunne man i dag sige: ”Er du udkørt
allerede, når du møder?”, så er det ikke sikkert, at en kop stærk te eller for
den sags skyld en energidrik tager trætheden. Hvis man er offentligt ansat i
dagens udgave af velfærdsstaten, kan det tænkes, at svaret kunne være: ”Et job i
discountsamfundet øger trætheden!”
Anita Ulrich, der er adjunkt ved Absalon og
sundhedsantropolog, og Daniel Ankarloo, der er lektor i socialt arbejde ved
Malmö Universitet, dykker ned i Ove Kaj Pedersens beskrivelse af
konkurrencesamfundet og i kritikernes, for eksempel Svend Brinkmann, beskrivelse af det
stressende præstationssamfund.
Og de når frem til, at hverken kravet om, at vi
må oppe os i konkurrencen, eller forestillingen om at vi bliver dårlige af ræset, er de
egentlige karakteristika for fagpersoner, der arbejder i den offentlige
velfærdsstats regi. Tværtimod kunne man sige. Vi bliver sat i scene til at få
det hele til at glide for den lavest mulige pris: vi er blevet medarbejdere i
et discountsamfund, fremgår det af forfatternes analyse.
Forfatterne giver os et rids over konkurrencestatens
markedsbetingede svar på, hvordan vi må løse velfærdsstatens udfordringer.
Dette sker gennem en fornem analyse af Ove Kaj Pedersens teori og deraf
udspringende sprogbrug om eksempelvis statens ”fodsoldater”. Hans beskrivelser afføder
en række krav til omstillingsparate medarbejdere i velfærdsstatens tjeneste om
at levere, som var de ansatte i den private sektor, hvor profit spiller
afgørende ind. Men i det offentlige tjener man ikke penge, man yder service. Så
man kan alene honorere kravene om at være profitable ved at reducere
omkostningerne; det der betegnes som loft over velfærden.
Annonce:
Ved BogForum for
nogle år siden traf jeg Marianne Jelved, som skulle diskutere med Ole Kaj
Petersen. ”Han er en fin analytiker, men
ikke profet,” sagde det kritiske radikale folketingsmedlem. Men hun tog på sin
vis fejl, for han blev gjort til profet – ikke mindst af Socialdemokratiet.
Kritikere af konkurrencestatens krav om færre resurser til
øgede præstationer har peget på det uholdbare i det affødte præstationsræs, som
får flere til at bukke under på grund af stress, angst og depression. Vi
tvinges, ifølge Svend Brinkmanns og andres kritik, til at optimere os selv, så vi kan
blive stadigt bedre udgaver af os selv.
Men begge disse beskrivelser argumenterer bogens forfattere
imod. De ser tværtom samfundets krav til de medarbejdere, der har til opgave at
få velfærdssamfundet til at fungere, som ramte af en discountfilosofi. Allerede
i slutningen af 1980erne traf jeg den svenske litterat Bengt Nerman, der havde
analyseret sig frem til, at ordet servire (service) havde skiftet betydning fra
at betyde ’at tjene’ til ’at tjene penge’, hvorfor han sagde sit job ved den
svenske journalisthøjskole op. ”De sætter os til at finde sensationen frem for
at søge sandheden,” var hans begrundelse. Så discountperspektivet er ikke nyt,
men det er sjældent fremført så velargumenteret og helhedsbeskrevet som her.
For det første afmonterer de Ove Kaj Pedersen som profet og
viser, at hans analyse lige så vel kunne have ført til valg med
menneskeperspektiv som nu, hvor det offentlige har valgt markedsperspektivet.
For det andet argumenterer de imod tesen om, at vi er udsat for et
præstationsræs; snarere tværtimod! I deres analyse beskriver de, hvordan medarbejdernes
faglighed undermineres af krav om opgaveløsninger, der har lidt eller intet med
de oprindelige kerneydelser at gøre. Der er tale om krav om aflæring snarere
end om udvikling.
Annonce:
Man bliver forstemt af at læse denne bog, fordi der er så meget, der vækker genklang i ens oplevelser af dagligdagen.
Det drejer sig ikke om at præstere, men om at præsentere,
sådan som det fremgår af samtaler med unge, der ved, at det er vigtigere at
aflæse, hvad læreren vil have end at fordybe sig i stoffet. De unge føler sig
snarere udsat for et karakterræs end for et præstationsræs. For at kunne fremme
en sådan tilpasning til markedet må man ty til en uniformering af kravene,
sikre rentabilitet gennem kontrol og test og økonomisere med de knappe
resurser.
Man bliver forstemt af at læse denne bog, fordi der er så
meget, der vækker genklang i ens oplevelser af dagligdagen. Hvorfor er der ikke
længere tid til at forberede sig? Hvorfor er faglig efteruddannelse forbeholdt
de få med kasketter? Hvorfor er der ikke tid og resurser til at hjælpe dem, der
har mest behov? Hvorfor… hvorfor?
Når man nu gerne ønsker at se en mening i det, man yder for
velfærdsstaten, så ser man sig om efter handlemuligheder. Er svaret, at vi
ønsker mere frihed? Ja, til at yde et ordentligt stykke arbejde, men ikke til
at have frihed til at mislykkes, fordi rammerne fortsat tømres sammen af
markedsvilkår.
Bogen demaskerer konkurrencestatstænkningen. Den afslører
præstationsræsets individualisering af problematikken. Og den peger på, at der
er noget afgørende galt, som vi kun kan gøre op med i fællesskab.
Annonce:
Eller også tager den helt fejl. Jeg tror det ikke, men jeg
håber det. Det er sådan en bog, jeg må læse igen.
