Hvorfor et nej allerede nu tegner sig så klart, bygger på det, vi ved. Og skulle vi kunne sige ja til en aftale, skal den baseres på et nyt grundlag.

For kan Anders Bondo på vores vegne senest i 2021 levere en central arbejdstidsaftale med markante forbedringer på forberedelsestiden i forhold til lov 409?

DET er det åbne spørgsmål, som journalisterne stillede på vores vegne i 2018, da vi med et modvilligt ja gav tre års ekstra tid med lov 409 til, at en kommissionen kunne udrede behov og muligheder for lærernes arbejdstid.

Løsningerne, den skulle komme frem til, skulle være udgiftsneutrale.

Undervejs har DLF så accepteret de ultimative krav om INGEN ressourcebindinger, dvs. intet timeloft, ingen given forberedelse.

Når overenskomsten skal laves ud fra kommissionens anbefalinger og med KL's ultimative krav, hvordan skulle han så kunne gøre det?

Så tanken om en central aftale, som vi vil kunne bruge til noget, er i praksis opgivet. Sådan ser det umiddelbart ud.

Kan vi så sætte vores håb til lokalaftaler i de 98 kommuner i stedet for?

Der er enorm stor forskel på indholdet af lokale arbejdstidsaftaler; det gælder netop hvilke sikringer en lokal arbejdstidsaftale giver lærerne.

Nogle steder får lærerne et maksimalt undervisningstimetal, andre steder sikres lærerne noget tid til forberedelse, mens nogle aftaler udelukkende består af enighed om fælles værdier.

Skal vi acceptere, at det er vurderingen af, hvad der kan lade sig gøre, der skal ligge lokalt?

Hvis modstanden i KL imod at lave en central aftale bunder i, at det bliver dyrere for KL at drive skole, så betyder det også indlysende, at der bliver store forskelle mellem rige og fattige kommuner?

Er det rimeligt, at der skal være så stor forskel på ens arbejdsvilkår, alt afhængig af i hvilken kommune og skole, man er ansat?

Er det rimeligt, at nogle kommuner har et undervisningstimetal for lærerne på 750, mens andre har et på 850?

Kommuner, der nægter at indgå en ordentlig lokalaftale, sætter deres lærere under et større arbejdspres end kommuner, som indgår aftaler, der lemper presset - solidaritet?

Er det rimeligt, at nogle nogle kommuner bruger ressourcer på to-lærer ordninger i udfordrede klasser, mens man i andre må klare udfordringerne selv uden støtte og med dårlige arbejdsvilkår og stress til følge?

Kan det overhovedet forventes, at alle kommuner laver aftaler med deres lærerkreds?

Den kolossale forskel på lokalaftalernes kvalitet, udgør et indlysende problem - for er enhver lokal forbedring af LOV 409 nok til, at man kan kalde det en aftale?

En lokal arbejdstidsaftale, der bygger på "ordentlighed, tillid og dialog" er uden værn, hvordan stiller den os?

En kritik af mange aftaler er, at de ikke indeholder et maksimalt undervisningstimetal eller andre bestemmelser, hvilket er et problem - men hvad hjælper et timeloft på 27 undervisningslektioner?

Er der kredse, der kun indgår aftaler for aftalernes skyld, selvom de påstår, at aftalerne er indgået, der er indgået "med henblik på at skabe bedre rammer og vilkår for medlemmerne." Uanset hvordan aftalen ser ud? Også aftaler, som udelukkende er fælles hensigtserklæringer?

En central aftale for lærerne i Danmark aftales mellem KL og DLF og sendes til afstemning blandt medlemmerne. Den enkelte lærer kan læse aftalen og tage stilling til den, mens lokalaftalerne laves på rådhuset mellem skolechefen og kredsformanden.

Hvis den centrale overenskomst forkastes, så udbryder der konflikt, så KL må håndtere lukkede skoler over for borgerne. Men hvis den lokale aftale ikke kan laves, fortsætter man blot med L409. Man kan ikke nedlægge arbejdet i protest over for en dårlig lokalaftale. Stiller det ikke den lokale forhandler meget svagt?

Hvis de steder, hvor man har de bedste lokalaftaler, er de steder, hvor lærerne trives bedst, hvordan kan det så være, at det kun være de få forundt - og ikke alle lærere?

Hvad med de lærere, der arbejder i kommuner, hvor der ikke pt ikke er et godt samarbejde mellem kreds og kommune? Ingen skal efterlades på perronen, men det er hvad som sker for dem, der arbejder i en kommune, hvor folkeskolen ikke prioriteres i tilstrækkelig grad.

Når alle krav (folkeskoleloven, reformen og tests) er landsdækkende, hvorfor skal vilkårene for at løse opgaven så være forskellige?

Hvis samtlige kommuner virkeligt er interesserede i at give deres lærere bedre vilkår end L409, hvorfor skulle de så ikke kunne lave en central forbedring for dem alle centralt?

Jeg vil til enhver tid mene, at vi skal kæmpe for de kolleger i andre kommuner, der står til ikke at få de samme muligheder som vi andre.

Alle bør have arbejdsforhold, der er rimelige og tålelige.

Derfor skal vi have en central aftale, der er retfærdig for alle. DLF skal denne gang lande en sådan aftale.

Vi SKAL have en stærk, central aftale, som indeholder klare værn og rettigheder, som en presset kommune ikke kan løbe fra, så vi ikke efterlader kollegerne nogen steder i landet på perronen.

Og hvis der er flere kredsformænd og hovedbestyrelsemedlemmer, der er enige i det, så skal de til at give deres besyv med; der er heldigvis nogle iblandt os allerede.

TR'er, udvis civil courage! Tænk selv! Og hvis I er så unge, at I ikke har kendt til andre tidligere arbejdsforhold end lov 409, så lær historien bag den, og erkend, hvad loven har gjort og stadig gør ved jeres kolleger.

Lad os ikke køres over igen!

Otte lange år til næste forår må være længe nok i dette sorte kapitel - historiens dom over KL og lovindgrebet skal nok komme.

Men lad os nu få retfærdighed, også mens tid er, og mens der stadig er nogen, der gider at være lærere.