Børnehaveklassen

Ud med snacks
- ind med fuldkorn og fisk

På Herstedlund Skole har 0. årgang snakket om, snittet og smagt på, hvad der kan være i en sund madpakke. Madpakkeværkstedet er en del af et femårigt projekt i Albertslund Kommune, hvor skole, forældre og fritidstilbud arbejder sammen om sunde børneliv.

Publiceret Senest opdateret

Eleverne sidder rundt om børnehaveklasseleder Mai Lundsgaard. På tavlen er madpakkehånden, hvor hver af de fem fingre repræsenterer en madtype, der er god at have med i madpakken: fuldkorn, grønt, pålæg, fisk og frugt.

Det går strygende med at nævne forskellige typer madvarer. Eleverne har blandt andet prøvet at have æbler, makrel og hummus med i madpakken. Men i hverdagen kan det godt knibe med en varieret kost, fortæller Mai Lundsgaard.

“Vi ser nogle gange madpakker, der mest består af snacks som frugt, myslibarer og smoothie. Men børnene har også brug for noget, der mætter mere”, siger hun.

Derfor skal eleverne i dag selv lave en madpakke, der består af madtyper fra alle fingrene på madpakkehånden. Menuen er fuldkornspitabrød med blandt andet tun, æg og peberfrugt.

“Ved at lave et madpakkeværksted giver vi eleverne en endnu bedre forståelse af, hvad der skal til for at have energi til en hel skoledag. Der er mange af vores børn, der lærer bedre ved at få madvarerne mellem hænderne”, siger Mai Lundsgaard.

Børnehaveklasseleder Mai Lundsgaard elsker værkstedsundervisning. ”Men jeg synes, det kan være svært at presse ind mellem alle de faglige krav, vi også skal nå i børnehaveklassen”.
Flere elever spiser pitabrød, selvom de startede med at sige, at de ikke kunne lide det. Dem, der stadig er skeptiske efter at have smagt på maden, spiser madpakkerne hjemmefra.
Børnehaveklasseeleverne får en pjece med hjem, så forældrene kan læse om madpakkehånden. 2. årgang gik skridtet videre og havde for nylig madpakkeværksted ved et forældrearrangement.
Den sidste finger på madpakkehånden er frugt. I dag blev det til melon, der kunne spises som dessert efter pitabrødet. Et kæmpe hit hos mange af eleverne.

22 millioner til et sundt børneliv

Madpakkeværkstedet er en del af et større projekt i kommunerne Albertslund, Aalborg og Frederikssund, der kaldes Børneliv i sund balance. KL-projektet er støttet af Nordea-fonden med 22,7 millioner kroner fra 2020 til 2024. Kommunerne har dog forpligtet sig til at fortsætte projektet frem til 2029.

Formålet med Børneliv i sund balance er at skabe en god og sund hverdag for børn mellem nul og ti år. Projektet inddrager både sundhedsplejen, dagtilbud, skoler, foreningsliv, forældre og det øvrige lokalsamfund. Blandt andet har flere dagtilbud i Albertslund Kommune etableret samarbejde med lokale foreninger. Projektet har tre fokuspunkter for det sunde børneliv: sund mad og drikke sammen, leg og bevægelse sammen og oplevelser og nærhed sammen.