Lærere tænker altid i begrænsninger. Mange steder er det ligefrem en del af lærerkulturen at afvise et forslag med ordene: Det kan ikke lade sig gøre.

Det mener Marianne Andersen, der er cand.mag. i dramaturgi og kulturforvaltning. Hun har i mange år arbejdet med teaterprojekter i Århus og er vant til, at skøre tanker bliver til konkret handling. Det ser hun ikke meget af i folkeskolen.

- Det er synd, både for eleverne og for lærerne selv. De bør vænne sig til at tænke stort. Især når de skal lave projektopgaver med deres elever. Ellers får de ikke mulighed for at lave projekter, der er så flotte, at den lokale presse vil skrive om dem, siger Marianne Andersen, der har hørt lærere afvise forslag fra deres elever, fordi projektet ville kræve adgang til en kopimaskine.

Andre lader sig stoppe af læseplaner og fast fordeling af faglokaler, og så ender det med, at de sætter eleverne til at lave en planche om Aids eller skrive en rapport om arbejdsløshed.

- Idéen med projektopgaven kan ikke være, at eleverne skal beskrive verden, som den ser ud nu. Tværtimod er opgaven en oplagt mulighed for at skabe en verden. Eleverne kan lave en historisk tidsrejse i skolens gymnastiksal, hvor de viser gymnastikkens udvikling siden kaptajn Jespersens tid. Eller de kan etablere en madbod på skolen, siger Marianne Andersen, der har undervist lærere i projektopgaven på Danmarks Lærerhøjskole i Århus.

Sammen med lærer Frode Boye Andersen sporede hun 15 kursister ind på den tankegang, der præger både kulturliv og det private arbejdsmarked. Begge steder dannes der projektgrupper for at udvikle verden.

- Vi sendte blandt andet lærerne ud på en fantasirejse, hvor de i løbet af 15 minutter skulle tænke på skabende projekter. Det kom der en masse forslag ud af, så hvad kan det ikke blive til, hvis man giver eleverne i en hel klasse tid til at udvikle idéer, spørger Marianne Andersen.

Efter fantasirejsen foreslog en lærer at bygge et stykke regnskovsmiljø, som eleverne kunne bo i. En anden ville lave en musical om to kulturer, der mødes. Måske skulle eleverne også selv rejse ud til en anden kultur. En tredje ville bygge et køretøj eller en båd, som hele klassen kunne sidde i påén gang. Eleverne kunne også rejse penge til en lejrskole på Grønland.

- Idéerne skal have lov at gro og skyde vildt i et stykke tid. Selv om de umiddelbart ser urealistiske ud, skal eleverne kunne summe over dem i flere dage. Ellers kan man ikke forvente, at de skal brænde for opgaven, siger Marianne Andersen.

Den fremgangsmåde er der ikke tradition for i folkeskolen.

- Vi går som regel efter et hurtigt valg, så vi ved, hvad eleverne skal lave, når vi går hjem fra arbejde. Det passer bare ikke til projektopgaven, siger Frode Boye Andersen, der i år er frikøbt fra sit job på Mårslet Skole for at kunne undervise i projektopgaven.

- Eleverne er heller ikke vant til at arbejde på den her måde, så de skal have tid til at lære at idéudvikle. Men jo flere gange de prøver det, jo hurtigere bliver de til det, siger Frode Boye Andersen.

Han forstår godt de lærere, der stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de skal få den skabende projektopgave passet ind i skolens verden.

- Selvfølgelig er vi begrænset af tid, økonomi, lokaler og udstyr. Men man må ikke give op. Hvis man vil lære eleverne at samarbejde under demokratiske spilleregler, kan de ikke nøjes med at gå sammen to og to for at lave en planche om Aids. Man er nødt til at prioritere anderledes, siger Frode Boye Andersen.

Opgave med potens

Projektopgaven kan udvikle sig i to retninger: i en kendt og kedelig eller i en ny og inspirerende.

- Enten starter eleverne med at lave en traditionel problemformulering, som de så skal besvare. Her tilpasser opgaven sig den eksisterende undervisning og vil reelt ikke være en ny arbejdsform, men blot en anderledes måde at undervise traditionelt på. Derfor ender det med, at eleven, som i forvejen er god til stile, skriver én til.

- Eller også lader vi eleverne lave projekter med potens i. Her løser de en konkret opgave på samme måde, som de vil blive bedt om af deres kommende arbejdsgivere. Det kan vi lige så godt vænne dem til, siger Frode Boye Andersen og understreger, at eleverne også konfronteres med problemer i den skabende opgave.

- Hvis de for eksempel beslutter sig for at lave en festival, står de allerede over for det første problem. Hvordan skal de bære sig ad med at løse opgaven? De finder i hvert fald ikke svaret ved at slå op i to-tre bøger.

Herefter gælder det om at sende besked til eleverne om, at de beskæftiger sig med noget betydningsfuldt. Det kan man gøre ved at lade projektet henvende sig til en større offentlighed, for eksempel gennem en udstilling eller et teaterstykke med rigtigt publikum. En tredje mulighed er den lokale presse.

- Man skal ikke lave et projekt bare for at komme i avisen, men hvis klassen nu er ved at skabe et flot projekt, kan læreren lige så godt bede eleverne kontakte den lokale journalist, siger Marianne Andersen, der ikke er bange for, at læreren dermed stiller for store forventninger til sine elever.

- Det er meget farligere at stille for små krav. Så siger man faktisk, at de ikke kan lave noget, der er værd at vise frem. Og så går der ikke ret lang tid, før de reelt ikke kan, siger hun.

Frode Boye Andersen er enig i, at en opgave enten bør vises frem i større forsamlinger eller bruges af andre. Og det skal ikke kun være forældrene eller parallelklassen.

Til at lokke

Tanken om den skabende projektopgave rejser et afgørende spørgsmål: Vil eleverne lege med?

- For det første er eleverne nemme at lokke, når de opdager, at læreren mener det alvorligt. For det andet kan børn langt mere, end mange lærere er klar over. Skolen er så bogligt orienteret, at eleverne kun viser det, de får karakterer for, siger Marianne Andersen.

- Læreren bør tage sig god tid til at snakke med eleverne om, hvad de selv synes, de er gode til. Og hvad de mener, deres kammerater er gode til. På den måde kan hun få en fornemmelse af, hvilket emne hele klassen kan tænde på, og hvad hver enkelt kan bidrage med, siger Marianne Andersen.

-Henrik Stanek er freelancejournalist.