Cathrine Winther Rasmussen kan godt lide at markere, at der sker noget ude i verden i sin sprogundervisning. Hun opfordrer derfor lærerne til at huske at inddrage påsken i deres sprogfag.

Lærer og blogger: Påsketraditionerne er en oplagt krog til tyskundervisningen

Cathrine Winther Rasmussen elsker at inddrage højtider i sin sprogundervisning. Og særligt de danske påsketraditioners rødder i Tyskland gør højtiden relevant for tysklærerne, peger hun på.

Publiceret

”Man får næsten et chok, når man opdager, hvor lidt materiale der er om påsken til sprogundervisningen”.

Sådan lyder det fra lærer og mennesket bag bloggen Skolelærerlife Cathrine Winther Rasmussen.

”Mange af de danske påsketraditioner kommer fra Tyskland, så tyskundervisningen her på skolen har der været mange gode snakke om netop sammenhængen mellem de tyske traditioner og de danske”, fortæller Cathrine Winther Rasmussen.

Det er dog ikke alene det tyske islæt, der gør det oplagt at bruge temaet i sin undervisning.

Ifølge Cathrine Winther Rasmussen kan man nemlig med fordel inddrage en bred vifte af højtider.

”Jeg kan godt lide, at man lige markerer, at der sker noget ude i den store vide verden. Jeg går også meget op i, at man på den måde også præsenterer eleverne for, hvad der sker omkring dem”, fortæller hun og uddyber:

”En af grundene til, at jeg bliver ved med at lave forløb, som centrerer sig om højtiderne er, at eleverne elsker det. Får eleverne lov til at tage påskehæftet frem, så kan de altså sidde langt mere koncentreret, fordi de lige nu synes, at påsken er ekstra spændende”.

Velkendte lege i påskeklæder

På Skolelærerlife kan man finde en række forskellige undervisningsmaterialer – heriblandt til sprogfagene tysk, fransk og engelsk.

Og nogle af de undervisningsmaterialer, Cathrine Winther Rasmussen oplever ekstra stor efterspørgsel på for tiden, er da også netop materialer om påske.

”Jeg har lavet lidt forskelligt undervisningsmateriale, når det kommer til at inkorporere påsken i sin tyskundervisning. Noget af det er ordforrådsspil og hæfter til de lidt yngre elever, mens andet er sværere med tekst og læseforståelse til de ældre elever”, siger Cathrine Winther Rasmussen.

En ting har de forskellige materialer dog til fælles. De har alle en legende tilgang til læring.

”Når man får spil med ind i undervisningen, så opdager eleverne jo slet ikke, at de er i gang med at lære”, siger Cathrine Winther Rasmussen.

Ifølge skolebloggeren er selve fidusen bag et godt undervisningsmateriale at introducere eleverne for nye ord gennem lege, de kender.

”De her ordforrådspil eller dominospil er jo en velkendt aktivitet for eleverne, men så bruger man nye ord bundet op på temaet, og så bliver eleverne introduceret for noget nyt indenfor rammer de kender”.

Fransklærer søges

Materialet findes kun både på engelsk og tysk, men Cathrine Winther Rasmussen drømmer om også snart at kunne tilbyde materialet til fransklærerne.

”Når jeg bliver spurgt, er mit svar altid, at materialet udkommer på fransk, hvis der er nogen, som vil hjælpe med at få det oversat på en ordentlig måde”, fortæller lærerbloggeren og fortsætter:

”Jeg vil meget gerne have det på fransk, og folk efterspørger det også, hvilket jo er virkelig dejligt”.

Det var netop også Cathrine Winther Rasmussen egen efterspørgsel på manglende materialer, der startede bloggen Skolelærelife.

”Tilbage i 2018 havde jeg en elev, der sagde, at han ikke gad at holde allehelgensaften. I virkeligheden mente han, at han ikke gad at holde Halloween, og det fik mig til at tænke, at jeg blev nødt til at finde et materiale, der kunne vise forskellene på de traditioner. Jeg kunne bare ikke finde noget", siger Cathrine Winther Rasmussen og fortsætter:

"Det fik mig til for alvor at begynde at lave mit eget, og jo mere jeg kom ind i det, des mere opdagede jeg, at der manglede materialer, der tog udgangspunkt i højtider og traditioner”.

Og ifølge hende er der en helt simpel forklaring på de manglende materialer.

”Meget af det, jeg udgiver, er ikke need to have, det er nice to have. Det er nogle af de dele, der er rare at trække frem, når man lige har brug for et break og lidt leg”, siger Cathrine Winther Rasmussen.