22 kommuner har nu lagt planer for indeklimaet på skolerne

22 danske kommuner har nu udarbejdet en strategisk indeklimaplan gennem Realdanias indsats. Kommunerne får med indeklimaplanen et overblik over de største udfordringer på skolerne og viden om, hvordan de kan forbedre det.

Publiceret

Elever og lærer i nu 22 kommuner kan inden længe se frem til bedre luft, akustik og lys og dermed forhåbentlig færre hovedpiner og sygemeldinger.

Kommunerne har nemlig tilmeldt sig Realdanias projekt 'Skolernes indeklima', hvor man får støtte til at udvikle planer for at komme dårligt indeklima på skolerne til livs. En af dem er Ringkøbing-Skjern Kommune.

"Vi vil gerne være mere på forkant. Med den strategiske indeklimaplan har vi fået et overblik over, hvordan det ser ud med indeklimaet på vores skoler - og en viden om, hvordan vi kan forbedre det", siger formand for Børne- og Familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune Kristian Andersen i en pressemeddelelse. 

Udover Ringkøbing-Skjern har ni andre kommuner fået støtte i 2022. Det er Frederikshavn, Aalborg, Skanderborg, Kalundborg, Ringsted, Glostrup, Gribskov, Hørsholm og Københavns Kommuner. I 2019 fik 12 yderligere kommuner støtte af projektet.

Realdanias kampagne 'Skolernes indeklima' er målrettet kommuner, fagprofessionelle, vidensinstitutioner, skoler og pædagogisk personale. 

Kampagnen er inddelt i fire spor, som fokuserer på: 

1) kommunernes strategiske arbejde med at udvikle indeklimaplaner, 2) på at undersøge indeklimaeffekten af nye fysiske læringstilgange i klassen og nye måder at bruge skolens lokaler på, 3) på at skabe overblik over de drifts- og finansieringsmodeller kommunerne i dag gør brug af for at finansiere renoveringer, der skal forbedre indeklimaet i skolerne og 4) på at arbejde målrettet for, at der etableres en vedvarende forankring af indeklimadagsordenen, både lokalt på skolerne, i kommunerne og hos de fagprofessionelle.

I alt er der i perioden 2016-2024 afsat 48 mio. kr. til arbejdet med at forbedre skolernes indeklima.