
28 skoler skal være med til at udvikle "håndværk og design"
Regeringen vil erstatte sløjd og håndarbejde i folkeskolen med det nye fag, håndværk og design. 28 skoler skal være med til at udvikle faget og starter med håndværk og design efter sommerferien.
I læreruddannelsen har sløjd og håndarbejde siden 2007 været ét fag. Og den forrige regering kørte fra 2009 til 2011 forsøg på 19 skoler med at slå fagene sammen i folkeskolen også.
Da evalueringen kom i januar i år, lød konklusionen at det var for få forsøg til, at man kunne drage en konklusion. Det fik undervisningsminister Christine Antorini til at sige, at der fremover skal laves mere professionelle forsøg, hvor erfaringerne bliver bredt ud.
"Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at være med i
udviklingsprojektet. Det betyder, at vi kan få indsamlet systematiske og
konkrete erfaringer med faget håndværk og design, inden at det rulles ud på alle folkeskoler. Der er allerede lagt et solidt grundlag for
udviklingsprojektet, og jeg glæder mig over udsigten til et fag, der giver
håndværksfaget mere volumen og synlighed", siger Christine Antorini.
Ti skoler vil blive fulgt særligt tæt
Ti af de 28 skoler er udvalgt til at være særlige testskoler. Her vil eksterne konsulenter følge processen og Professionshøjskolen UCC vil give skolernes lærere rådgivning for at kvalificering af undervisningen.
Skolerne har været til et opstartsmøde 14. juni. I efteråret vil de samles til et midvejsmøde og et afsluttende møde bliver holdt i februar 2013.
Erfaringsopsamlingen forventes afsluttet i foråret 2013.