Martin Johansen har været med til at starte initiativet Demokrati i skole, der styrker børns mulighed for at være aktive medborgere i deres skoleliv.

»Skolen er slet ikke så demokratisk, som vi tror«

Publiceret

FAGLIG FORNØJELSE

Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelsepå lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv.Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt engang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud adskoleporten med løftet pande og smil på læben.

Martin Johansen  er 45 år og uddannetlærer med linjefag i musik og kristendom. Han har desuden enkandidat i pædagogisk sociologi med speciale i medborgerskab.

Martin Johansen har i alt 13 års erfaring som kontaktlærer forelevrådet på henholdsvis Nyboder Skole i København ogLindevangskolen på Frederiksberg, hvor han arbejder i dag.

Læs mere om initiativet og se det gratisundervisningsmateriale på demokratiiskolen.dk

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Der er forskel på at lege demokrati og så at være en skole, hvor eleverne har reel medbestemmelse. Skolen skal være reelt demokratisk, hvis den skal danne eleverne til et demokratisk samfundsliv. I Danmark har vi en forestilling om, at vi er særligt gode til at udvikle aktive medborgere, men forskningen på området viser, at det slet ikke er tilfældet. Børn orienterer sig ikke efter at være aktive medborgere. Måske skyldes det, at vi ikke er så gode til at inddrage eleverne i skoledemokratiet, som vi selv går og tror. 

Jeg har haft samme oplevelse som kontaktlærer for elevrådet: Det ender ofte med, at det bliver de voksne, der iscenesætter tingene, og det kommer til at handle om hygge og sjove events. Men hvis man skal dannes til demokrati, skal man arbejde med ytringsfrihed og medbestemmelse.

På Lindevangskolen arbejder vi med to modeller, der skal styrke børns muligheder for at argumentere for de ting, der optager dem, og bringe dem tættere på beslutningsmagten: talerummet og demokratisk klassemøde.

Talerummet går ud på, at eleverne skriver korte taler om et selvvalgt emne. Klasserne vælger så den bedste tale til at konkurrere mod nogle andre klassers bedste taler. Et dommerpanel finder en vinder. Efterfølgende skal talerne op at hænge på skolen. Vi oplevede blandt andet en dreng fra 3. klasse fortælle om, hvor hårdt mobning føles for den, det går ud over. Det var en vigtig tale og en stærk oplevelse.

Demokratisk klassemøde er en aktivitet, hvor man klassevis diskuterer og stemmer om, hvad der skal tages op på elevrådsmødet. Elevrådet vælger så blandt de sager, klasserne har med, tager sagen med til 'demokratirådet', hvor også skolelederen og et par lærere sidder. Her skal de oprindelige forslagsstillere præsentere deres sag og se, om der kan findes en løsning.

Vi havde for eksempel nogle drenge, som var lidt i opposition til skolen, der kom med en kritik af madordningen. Det handlede blandt andet om, at maden ikke var pakket ordentligt ind, og det syntes de var ulækkert. Løsningen blev, at der blev indgået en aftale om, at man skulle tage et billede af den ulækre mad og sende det til skolelederen, så han kunne handle på det.

Eksemplerne viser, at eleverne kan komme til at opleve, at det nytter noget at engagere sig, når de kan se, at det gør en forskel«.