Aarhus-rådmand tager lærerformand på ordet

For 14 dage siden opfordrede formanden for Århus Lærerforening byens politikere til at nedlægge skoler, når de skal finde måder at spare på. Nu har skolerådmanden lagt et sparekatalog frem, hvor der opereres med op til fire skolenedlæggelser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nedlæggelserne skal give en besparelse på ledelse og bygninger på 10 til 15 millioner kroner. Dertil kommer yderligere 11-12 millioner, hvis det lykkes at reducere det samlede antal klasser med 23-24 som følge af faldende elevtal. Herudover foreslår børn- og unge rådmand Kristian Würtz (S), at man sparer 50,1 millioner kroner ved at nedlægge 106 lærerstillinger.

Der er stor forskel på skolernes kapacitet i Aarhus. Nogle har overskud af lokaler, mens andre mangler plads. Men selv om Kristian Würtz i princippet kan nå at få nedlagt skoler til næste skoleår, vil han først have analyseret de økonomiske konsekvenser ved at nedlægge to til fire skoler, ved at lægge skoler sammen, så der er flere undervisningssteder i samme skoledistrikt, og ved at ændre skoledistrikterne, så man udnytter undervisningslokalerne bedre. Derfor vil der først ske ændringer fra skoleåret 2013/2014.

Politikerne anerkender, at der ikke er mere at spare på

Søren Aakjær, formand for Århus Lærerforening, foreslog allerede for 14 dage siden politikerne at nedlægge skoler frem for at køre grønthøsteren hen over samtlige 51 skoler.

På den måde kan de sikre kvaliteten af undervisningen, mener han og fastholder i dag over for Århus Stiftstidende, at der ikke er flere håndtag at hive i ude på skolerne.

"Det giver en vis usikkerhed i min organisation, at man ikke ved, hvad det er for skoler, der skal nedlægges. Men jeg er med på diskussionen, og jeg er glad for, at der er god tid", siger Søren Aakjær til avisen.

Rådmand Kristian Würtz lægger også op til at spare fjerne 106 lærerstillinger fra 2014. Det giver en besparelse på 50,1 millioner kroner, men det kræver, at lærerne siger ja til at undervise en time mere om ugen. Ifølge Søren Aakjær er nedlæggelser af både skoler og stillinger et udtryk for, at skolerne i Aarhus er kørt helt ned på et minimum.

"Med dette forslag anerkender politikerne, at der ikke er mere at spare på", siger Søren Aakjær.

Forhandlingerne om besparelserne begynder i byrådet i dag.