Aarhus-skole vil bruge sfo-leder i indskolingen

Lærerne på Skødstrup Skole ønsker mere ledelse. Det kan de få ved at gøre en af sfo-lederne afdelingsleder. Rådmanden støtter forsøget og prøver i aften at få flertal. Men Århus Lærerforenings formand understreger, at det er overenskomststridigt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aarhus Kommune og Århus Lærerforening er blevet enige om fem forsøg med ledelsesudvikling på skolerne. Der bliver arbejdet med ekstra administrative eller pædagogiske ledere.

Men rådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) ønsker at gennemføre endnu et forsøg. Her er der tale om at bruge en af sfo-lederne som afdelingsleder i indskolingen. Og det vil formand for Århus Lærerforening under ingen omstændigheder gå med til.

"Vi har været meget åbne over for forsøg, men det skal handle om at lave bedre ledelse. Ifølge overenskomsten skal lederen kunne give lærerne undervisningsmæssig sparring. Det duer ikke, at det er en pædagog, der skal give det", forklarer han.

En måde at få mere ledelse uden flere penge

På Skødstrup Skole har ideen været at få ledelsen tættere på lærerne.

"Vi har kunnet høre på lærerne, at der var et stort behov ledelse at sparre med i hverdagen. Vi ville ikke tage penge fra undervisningen til mere ledelse, men ved at omstrukturere ledelsen, så vi også udnytter fritidspædagoglederne, kan vi få en leder i hver afdeling", forklarer skoleleder Anne Littauer.

Hun er ikke i tvivl om, at en pædagoguddannet leder vil kunne være en stor hjælp for lærerne i dagligdagen.

"I dag er det den pædagogiske leder og mig, der står for sparringen med lærerne. Vi kan se, at 90 procent af det lærerne kommer med er af socialpædagogisk art - børnenes trivsel og hvordan de bedst rummer dem i klassen. Mange af de spørgsmål vil en dygtig pædagoguddannet leder være rigtig god til. Den pædagogfaglige indsigt giver rigtig meget".

Det strider mod overenskomsten

Søren Aakjær kan sagtens forstå behovet for mere ledelse. Men han kan ikke se meningen med at bruge en pædagog til jobbet.

"Lærernes Centralorganisation og KL har en funktionsoverenskomst for afdelingsledere i skolen, som kræver, at lederen har den samme kompetence som medarbejderen. Det betyder, at lederen skal være læreruddannet og på LC's overenskomst".

Anne Litauer har først hørt om, at der skulle være overenskomstmæssige problemer i går.

"Jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at gøre noget, der er overenskomststridigt. Det er en forudsætning, at det bliver afklaret", siger hun.

Tillidsmand på Skødstrup Skole Søren Skouborg fortæller, at lærerne har haft blandede holdninger til ideen fra starten.

"Vi ville gerne have mere ledelse, men vi var meget klare med, at det ikke måtte tage penge fra undervisningen. Da det her forsøg kom op, var der nogle, der var positive, andre var negative, og en stor gruppe synes bare det var fint, at der kom mere ledelse, uansat uddannelse. Det er personen der betyder noget. Men der gik vi jo ud fra, at det ville blive bragt i orden i forhold til overenskomsten. Når det ikke er det, så er vi enige om at bakke op om Lærerforeningen", siger han til folkeskolen.dk.

SF og Enhedslisten er imod forsøget og Venstre og Konservative har været forbeholdne. Men rådman Jakob Bundsgaard Pedersen mener, at det er et spændende forsøg. Om han kan få flertal bliver afgjort på et byrådsmøde i aften.

Læs mere

Skødstrup Skoles ansøgning om nyledelsesstruktur