Ungdomsromanen "Solo" er en flot debut for den unge Marie Wolfsberg Oscilowski. Bogen behandler på en autentisk og fin vis en ung piges problemer med sorg og ensomhed, efter at hendes far er faldet i koma. My, som pigen Mie vil kaldes, føler sig fremmedgjort over for det almindelige teenagepigeliv, som hun lever med veninder, fester, skolehverdag og så videre. "Sille og Nick danser forbi mig. Alt for tæt og alt for langsomt til den dans, de danser til. Jeg smiler for mig selv. Det må være frygtelig nemt".

Hjemme larmer tavsheden mellem My og hendes mor efter devisen: Hvis man ikke taler om sorgen, er det nemmere at leve med den. For læseren er det nemt at komme ind under huden på jeg-fortælleren My på grund af de mange indre monologer. For bogens personer er det dog ikke. Heller ikke for Tobias fra parallelklassen, som dog vinder Mys kærlighed.

Trods et tungt tema er "Solo" en bog, man har lyst til at læse. Sproget er ukompliceret, direkte og alligevel nogle steder poetisk. Skrivestilen er med til at gøre bogen troværdig. Men også selve historien om pigen My er vedkommende realistisk for læseren og kammer ikke over i en navlepillende eller pædagogiserende stil, som jeg ellers kunne frygte. Selv om bogens titel og motiv - at være solo og at spille solo - kan virke simpelt og klichéagtigt, så bliver bogen det ikke for alvor på grund af den oprigtighed, den er fortalt med. Hovedpersonen lever for læseren, og det gør historien også.