Kresten Dahlmand Andersen, lærer og tillidsrepræsentant på Klostermarkskolen i Roskilde, medlem af kredsstyrelsen i Roskilde Lærerforening

»Jeg kan ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg stemmer ja. Samtidig ved jeg, der følger et ansvar med for at gå forrest i en konflikt, hvis det bliver et nej. Det er jeg parat til. Jeg er ikke utilfreds med forhandlingsindsatsen. Jeg tror ikke, de kunne have fået mere, men min tillid til KL ligger på et meget lille sted efter 2013. Jeg stemte ja til forliget i 2015, som ligner det her, og det blev til ingenting. Det er dyrere at drive en folkeskole med mange lektioner end med få lektioner, og jeg kan ikke se nogen penge i det her forlig. Hvis vi skal have den aftale, vi ønsker os, så bliver den dyr, og det kan kun finansieres ved at hæve skatten eller skære på de andre velfærdsområder. Det vil være politisk selvmord, så jeg kan ikke se det for mig«.

Hvorfor tror du, at det lykkes næste gang, Anders Bondo?

Jan Skjoldborg Rosenkrands, lærer på Skolen i Peder Vedels Gade i København

»Vi er forpligtet til at tage en konflikt. Først og fremmest over for eleverne, så den ramme, der er for vores arbejde, gør, at vi kan løfte opgaven godt nok. For det andet over for vores kollegaer, hvor mange ikke har gode lokalaftaler. For det tredje over for os selv. Vi er nødt til at kunne se os selv i øjnene. Jeg stemmer nej, fordi aftalen ikke er god nok. Det kan godt være, at den er det bedste, man kunne få, men det gør den ikke god. Jeg synes, aftalen forbavsende meget ligner den fra 2015. Der stemte jeg ja, fordi der var et andet politisk klima. Dengang gav det ikke mening at tage konflikten. Det gør det nu. I offentligheden er der blevet større forståelse for, at den manglende arbejdstidsaftale er opslidende for lærerne, og det går ud over eleverne«.

OK18: 3 for ja

Konni Nørlem, Lærer på Auning Skole på Djursland 

»Jeg vil vise DLF's ledelse, at jeg vil tage konflikten, og at vi skulle have taget den sammen med de andre offentligt ansatte. Mit nej udtrykker en kæmpe skuffelse over, at de faglige ledere ikke holdt fast i at stå skulder ved skulder. Det er fem år siden, vi mistede arbejdstidsaftalen, og begrundelsen for at stemme ja i 2015 var, at DLF ville forberede sig til OK18, finde gode argumenter og alliere sig med fagbevægelsen. Det har vi intet fået ud af. For mig er det en vrede og frustration over, at vi i tre år til skal arbejde under lov 409, hvor vi ikke har tid til forberedelse eller evaluering af undervisningen. Jeg kan ikke se perspektivet i kommissionsarbejdet, fordi vi kan ende med slet ikke at få mere forberedelsestid. Ved et rungende nej siger vi fra og siger, at det simpelthen ikke går længere«.