I Danmark har vi en tradition for i skolen at tale sammen om tingene.

Sætningen henviser til traditionen som autoritet for skolen, samtalen og tingene.

I dag ser det anderledes ud: Tradition er afløst af afbrydelse og er derfor ude af sætningen, som herefter kan lyde:

”I Danmark taler vi sammen om tingene i skolen.” Når ordet tradition er forladt bliver nutidsformen afgørende. Den erstatter infinitivformen. ’At tale’ bliver til ’taler’.

Herfra bliver forvirringen dominerende. For når ’at tale sammen’ bliver til ’taler’, så fremhæver det ikke det vi, der henvises til. Tværtimod skjules det. ’Vi’ er ikke længere sammensat af uafhængige og selvstændige individer. ’Vi’ er et subjekt og et perspektiv og en eftertanke, fremfor en historisk forankring og et sprogligt fællesskab.

’Tale’ bliver dernæst et substantiv, i pluralis. Det betyder, at ’vi’ holder op med at eksistere. Herfra er kun et ’vi’ op imod et andet ’vi’. Og det vil sige som en beslaglæggelse af åndsfrihed, poesi og kritik.

Herefter er kun ’sammen’ tilbage. ”Skolen er sammen om tingene”. Men en skole, der er sammen kan ikke have nogen ting for sig. Den kan kun have en forladt henvisning til tradition og opgivelse af uafhængigheden, dvs. det ene ’jeg’ der taler til det andet ’jeg’. Eller, om man vil: Holder taler for det andet jeg. En ansamling af talende jeger, der lytter, selvom de ikke længere kan.

’Jeg’ bliver sætningens subjekt, en udskiftelig stedfortræder. ”Jeg taler om tingene i Danmark.” Mens objektet og dets prædikat er væk, helt væk.

Der vil ikke længere være nogle ting i Danmark, og ’skole’ vil være en drøm, man drømmer om at drømme. Alting ville blive udskifteligt. Når ’jeg’ bliver en totalitet i ’vores’ forestilling, bliver ’vi’ en forestilling i jegets totalitet. Derfor har vi nu kun: ”Hvis jeg havde været et menneske.”

Altså, en hypotetisk konjunktiv, der kalder. Ikke på anonymitet, der nivellerer alle ting og heller ikke på suverænitet, der nivellerer alle tings ting.

.