Mads Valeur styrer elevernes tordenbyge

Gjern Skole twister morgensangen

Skal man synge til morgensang? Nej, ikke nødvendigvis, lyder svaret på Gjern Skole. Musiklærer Mads Valeur eksperimenterer med andre musikalske parametre end sang, når alle skolens elever hver morgen mødes til morgensang.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forestil dig en eftermiddag på savannen. Luftfugtigheden er høj, og varmen trykker. Pludselig mærker du en regndråbe. Efterfulgt af endnu en. Pludselig trommer regnen hårdt på tagene, og så bryder tordenbulderet løs.

Der er langt fra den afrikanske savanne til en lille skole i Silkeborg. Men når alle elever samles til morgensang og bliver dirrigeret gennem et lydtæppe, så kan man føle, at man er på savannen.

Lærer Mads Valeur har brugt "Tordenbyge på savannen" med stor succes til morgensang på Gjern Skole. Han står hver morgen for morgensang på skolen, og derfor er han ind i mellem begyndt at eksperimentere med, hvad morgensang egentlig er:

"Normalt synger man en eller to sange til morgensang, men nogle gange kan det være lidt spændende at udfordre det lidt", siger Mads Valeur.

Afrikansk inspiration

Han er blevet inspireret af korrejser, han har været på i sin fritid.

"Jeg tager med mit kor rundt på korfestivaller, og så var vi til en konkurrence, hvor der var et kor fra Sydafrika, som lavede det trick, at de lavede regnvejr. De lavede en hel lydkulisse af regnvejr og så var det bygget op med dyrelyde. Nogle sagde som elefanter og andre som aber, og så det blev et længere stykke musik", fortæller Mads Valeur, der derfor kalder morgensangen for "Tordenbyge på Savannen".

Da han kom hjem, satte han sig for at afprøve tordenvejret på elever på en friskole i Sønderjylland, hvor han på det tidspunkt arbejdede. Og nu har også eleverne på Gjern Skole afprøvet det.

Elever er vilde med musikundervisning på Ipads

"Vi klapper og siger lyde på forskellige måder. Jeg havde prøvet det før, så jeg vidste, at det virkede. De er ret vilde med det. Og de har efterspurgt, om vi skal lave det igen", siger han.

Men han docerer, hvornår han bruger morgensangen til andet end sang.

"Jeg vil gerne bruge andre musikalske virkemidler ofte, men jeg vil ikke bruge den samme aktivitet for tit. Så forsvinder magien. Det er meningen, at de skal overraskes over resultatet. At det de hver især bidrager til i det store fællesskab bliver til noget, de ikke lige havde forventet. Den effekt forsvinder, hvis man laver tricket for mange gange". 

Han har også brugt en lydlabyrint til morgensangen, hvor han via labyrinten dirigerer eleverne til at sige konsonant eller vokallyde, alt efter hvor han peger i labyrinten.

"Det er noget, som skærper deres musikalske bevidsthed. De retter fokus på en, som bestemmer. I det her tilfælde var det mig - men det kunne også have været et andet barn", siger han.

Leg med lyd 

Mulighederne åbnes med mange elever

Og han mener, at brugen af lyde til morgensang giver muligheder, som man ikke har, når man underviser en enkelt klasse i musik.  

"Der er mange ting, der kun kan fungere, når man er rigtig mange samlet. Det bliver ikke et regnvejr, hvis der kun er en klasse. Men når der er 150 mennesker, der er samlet, så kan det blive til noget. Så det giver virkelig mening at gøre det".

Og han mener også, at brugen af andre musikalske parametre end sang er en genvej til at lære eleverne om samspil.

"Det er noget, hvor man bruger det samme som professionelle musikere bruger, når de spiller sammen med andre. Det med at skulle rette fokus ud af samtidig med, at man skal bidrage. Det der med at lytte og selv bidrage. Det er en musikalitet, som alle kan bidrage med".

Han efterlyser flere ideer til, hvordan man i morgensangen kan bruge musikalitet på end anden måde end at synge. Har du gode ideer eller erfaringer, så skriv dem i kommentarfeltet under denne artikel.