Anmeldelse

Fire-dimensional uddannelse

Hvordan skal undervisning og uddannelse se ud i det 21. århundrede?

Tre amerikanske forskere kommer med forslag til, hvordan udviklingen af læseplaner over hele verden kan koordineres inden for en fælles begrebsramme.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg skulle i gang med denne bog, var jeg ud fra et overfladisk indtryk kampberedt. Mit ansigt var krøllet sammen i rynker, og kroppen var i højeste alarmberedskab. Jeg var forberedt på en svært tilgængelig bog med de rigtige meninger og indiskutable begreber set ud fra en angelsaksisk pædagogisk tradition i en ramme sat af OECD, der kunne være en trussel mod den danske skoletradition.

Fakta:

Titel: Fire-dimensional uddannelse

Forfatter: Charles Fadel, Maya Bialik, Bernie Trilling

Pris: 287,50

Sider: 164

Forlag: Dafolo

Jeg gled imidlertid hurtigt ind i denne letlæste, næsten underholdende bog og kan allerede konkludere, at bogen er værd at læse for alle folkeskoleinteresserede. Den overraskede mig med sin åbenhed og sine ideer til uddannelse og undervisning i den eksplosion af forandringer og udvikling, der sker på alle områder, blandt andet på grund af globaliseringen og den teknologiske udvikling.

I en introduktion og en indledning beskrives baggrunden for bogen. Forfatterne vil skabe en fælles ramme for beskrivelse, diskussion, sammenligning og harmonisering af læseplaner for fremtidens undervisning i hele verden. Den centrale organisation i denne proces er Center for Curriculum Redesign, der arbejder internationalt. Nøglebegreberne i deres fire-dimensionale model er følgende: viden, færdigheder, karakteregenskaber og metalæring.  

I bogens første kapitel skriver forfatterne om vanskeligheden ved at planlægge uddannelser i dag. Vi kender ikke fremtiden, og udviklingen går så stærkt, at læreplaner hurtigt forældes. Vidensmængden er så stor, og læseplanerne så overfyldte med mål og indhold, at forfatterne anbefaler en beskrivelse af nøglebegreber, centrale temaer og problemstillinger i stedet for en ophobning af beskrivelser af indhold. Fagligt skal man gå i dybden med de væsentligste temaer og samtidig gå i bredden og samarbejde med andre fag om fælles nøglebegreber og færdigheder. Der sker et stadigt kapløb mellem den teknologiske udvikling og uddannelserne.

I kapitel 2 byder bogen på nye overraskelser. Overskriften er: ”Mål for uddannelse i det 21. århundrede”. Udfoldelsen af dette emne tager udgangspunkt i Maslows pyramidemodel, som bekendt udformet af den humanistiske psykologis centrale navn Abraham Maslow. Den bruges i bogen til at beskrive de menneskelige behov fra de mest basale og op til selvrealiseringsbehov og behov for en form for transcendens, noget større end det enkelte menneske. Derefter bruges modellen til at beskrive, hvad der er brug i samfundet i dette århundrede.   

Gang på gang understreges det, at man også skal lægge vægt på færdigheder, der ikke kan måles og vejes. Overdreven brug af test - især eksterne test - kan demotivere eleverne. Der er således åbninger bort fra en streng målstyring og mod et dannelsesaspekt, hvor holdninger og værdier er centrale.  

Beskrivelsen er også åben over for vigtigheden af forståelse for andre kulturer og hensyntagen til globale forskelle. Hvordan det intenderede beskrivelsesapparat vil virke i de enkelte lande, er det værd at diskutere. Fører det i virkeligheden til et krav om ensretning, som andre tiltag fra OECD har ført til? Og holder bogens udsagn om, at økonomitænkning ikke må dominere?

I den sidste halvdel af bogen konkretiseres den fire-dimensionale model. Inden for vidensdimensionen er overskrifterne centrale begreber og metabegreber, undervisning i processer, metoder og værktøjer, fagene som emner og temaer og tværfaglighed. Forfatterne anbefaler beskrivelse af nøglebegreber og ikke detaljerede beskrivelser af færdigheder og indhold. En række store centrale problemer kan ikke behandles inden for de enkelte fags grænser. Det gælder for eksempel den teknologiske udvikling, miljøproblemer og forlængelse af menneskers levetid.

Færdighedsvisionen handler om, at kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde er centrale nøglekompetencer. I et afsnit om karakteregenskaber nævnes mindfulness, nysgerrighed, mod, resiliens, etiske karaktertræk og lederskab.

Sidste dimension er metalæringsdimensionen. Eleverne skal kunne reflektere over egen læring og sætte sig mål og dyrke en dynamisk og ikke en fikseret læring.

Bogen rummer smukke beskrivelser af, hvordan mennesket og samfundet skal udvikle sig i det 21. århundrede. Forfatterne vil kæmpe mod ulighed, miljøproblemer, for sammenhængskraft, skabe kulturel forståelse og udvikle eleverne til mennesker med mindfulness og empati.

Min betænkelighed ved projektet er, at dette forslag til en harmonisering gennem planlægningsmodellen kan ende med at blive et must i Danmark, så vi igen får OECD-inspireret pædagogik trukket ned over vores skolesystem, som det skete med skolereformen. Tanker, som vil skade vores danske skoletradition. Selv om det er sympatisk, at forfatterne vil bibringe eleverne gode karakteregenskaber, så har vi i Danmark en tradition for, at dannelse og personlig udvikling ikke er noget, man sådan kan styre. Den opstår i  nogle gode, frie rammer, og man kan ikke målstyre, presse og teste elever til at få gode egenskaber.

Bogen tror på, at man kan finde frem til den rigtige undervisning ved empirisk undersøgelse af læseplaner i hele verden og derved skabe et fælles udgangspunkt for udvikling af undervisning. Så enkelt er det ikke.

Men læs bogen med stor fornøjelse, og diskuter den med andre. Det er umagen værd.