Debat

Demokratiet kræver at vi holder sproget åbent

Når man i folkeskolen skal undervise i demokrati, kan det være en oplagt strategi at tage fat i forholdet mellem samtalen og demokratiet, idet man her kan lave en umiddelbar kobling mellem børnenes umiddelbare liv, og noget der ellers kan virke en anelse fjernt for dem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen har mange vigtige opgaver i forhold til at klæde børnene på til at begå sig i samfundet. I løbet af skolegangen skal børnene lære at læse og skrive, de skal lære at formulere sig, de skal lære at omgås hinanden nogenlunde respektfuldt, de skal lære at kunne analysere tekster, de skal lære at kunne tage stilling i de offentlige debatter og de skal lære at kunne indgå i demokratiske beslutningsprocesser.

Dette er opgaver, der på den ene side peger i retning af meget forskellige fagligheder (dansk, sprogfag, samfundsfag, historie, geografi, medier). Det er imidlertid også opgaver, der i nogen udstrækning mødes i et fænomen eller en aktivitet, som vi hele tiden indgår i: Samtalen, bredt forstået. Samtalen som den kommunikation vi hele tiden indgår i med og mod hinanden; i det fysiske møde, bag computeren, med telefonen i hånden, osv.

Samtalen er langt hen ad vejen det sted, hvor vi netop mødes og former hinanden, det er stedet hvor vi byder ind med vores individuelle særegenhed, men det er også stedet hvor vores særegenhed formes. Samtalen forudsætter, at vi rækker ud imod hinanden, men den forudsætter også, at vi har en forskellighed at byde ind med. Dette oplever børnene i deres samtaler med de voksne, de oplever det i deres indbyrdes samtaler, hvor de dels kan løfte hinanden op til skyerne men så sandelig også gennem mobning kan drive hinanden ud på selvmordets rand.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I disse dage spidser valgkampen til op til valgene til by- og regionsråd. Det er et oplagt tidspunkt at italesætte nogle af de fine traditioner og tanker bag demokratiet. For nogle elever kan det imidlertid godt synes lidt fjernt, eftersom der er en del år til, de kan få lov til at deltage i valgene.

Jeg har imidlertid det seneste år arbejdet på en bog, hvor jeg foreslår at man laver en direkte kobling mellem demokrati og samtale. Demokrati handler ikke blot om at stemme til valgene. Demokratiet er grundlæggende afhængig af, hvordan vi snakker om tingene. En oplagt måde at gøre de demokratiske tanker nærværende for børnene kan derfor være ved helt lavpraktisk at gribe fat i den måde, de taler til/med/om hinanden, til/med/om andre mennesker, og hvordan de taler om den verden de lever i.

Demokrati handler naturligvis i høj grad om, at folket er med til at bestemme, hvordan samfundet skal ledes. Ved valghandlingerne bliver folket derfor “hørt”. Folket skal tage stilling. Men for at folket kan tage stilling, så er vi nødt til at formulere nogle muligheder. Demokratiet kommer ingen vegne uden den sproglige italesættelse.

Dette kan man vise helt konkret ved at undervise eleverne i diskursanalyse. Diskursanalysen handler nemlig, skåret ind til benet, om, hvordan vi snakker om tingene. Og man kan med nogle helt simple eksempler vise eleverne, at når vi sætter et navn på verden, så sætter vi også rammer for, hvordan vi kan forstå verden, og dermed sætter vi også rammer for, hvem vi godt kan lide, og hvem vi mindre godt kan lide. Og dermed: Hvem, der kan få lov at bestemme meget i samfundet.

Dermed trænger danskfagene (og de øvrige sprogfag) sig på, for hvad vil det sige at sætte verden i sprog? Den sproglige italesættelse forudsætter at vi fremhæver visse aspekter ved verden, på bekostning af andre. Dette kan levendegøres for børnene ved enten at lege med sproget omkring dem selv. Hvad gør det ved os, hvis kammeraterne kalder os “brilleabe”, “søde”, “luder”, “bro”, “perker”, “kartoffel”. Er det “bare noget man siger”, eller gør det noget grundlæggende ved vores opfattelse af os selv og hinanden? Hvilke aspekter ved den konkrete virkelighed fremhæver vi, hvilke kriterier for relevans trækker det vores opmærksomhed hen på?

De refleksioner og tanker som en sådan snak vil kunne afstedkomme, kan derefter trækkes direkte over i refleksioner over det politiske og demokratiske: Hvad gør det ved vores opfattelse af samfundet og dets udfordringer, hvis vi vælger at kalde folk, der vandrer over grænserne for “gæster”, “arbejdskraft”, “udfordring”, “indvandrere”, osv?

Det gode ved denne snak vil være, at der jo ikke findes et neutralt sprog. Derfor er der ikke én italesættelse, der objektivt set er mere rigtig end andre. Man vil derfor kunne rumme elevernes forskellighed i en konstruktiv snak om, hvilke muligheder og udfordringer, sproget hjælper os til at se – og hvilke vi mister blikket for.

Men lige så vel som den manglende neutralitet åbner for, at vi er nødt til at være rummelige overfor forskelligheder, så åbner den jo også for, at ingen italesættelse er uskyldig. Vi skaber ikke verden med vores sprog, men sproget er med til at afgøre hvilken plads vi selv indtager i den, og hvilken plads vi giver andre lov til at indtage. Sproget er også med til at afgøre, hvem vi mener, det er relevant at lytte til, og hvem der dermed kan være med til at sætte dagsorden for vores diskussioner af, hvilken vej vi skal gå med samfundet.

Derfor er det vigtigt, at vi lærer vores børn, at sproget både åbner og lukker for verden, og des mere vi formår at tænke over, og reflektere over dette, des bedre demokratiske samfundsborgere bliver vi.

Min kommende bog Tal – sammen (link og link) giver en række forslag til, hvordan man kan gå ind i denne snak. Den starter ud med at fremvise forholdet mellem sprog og selvdannelse. Herefter tager den fat i, hvordan vi gør noget med vores talehandlinger, og hvordan vores samtaler og diskurser skaber magt i samfundet. Herefter tager den fat i hvorfor og hvordan ytringsfrihed er vigtigt, for endelig også at påpege at en god og indholdsrig samtale forudsætter, at vi tør give rum for tavsheden.

I forhold til at konkretisere hvordan man kan undervise i diskursanalyse på et meget lavpraktisk plan, har jeg stillet en række ressourcer til rådighed på: Diskursanalyse

Powered by Labrador CMS