Kære skoleleder! Klappede du med? En DI underdirektørs karakteristik af lærere som ”tudere” præget af ”offerrolle” fik applaus fra skoleledere på skolelederkonference. Samtidig fortalte skoleledernes formand om uenighed, dyb frustration, diffuse, populistiske hurtigløsninger og en ulidelig og urimelig ledelsessituation!

Fra den netop afholdte konference for 1600 skoleledere fremkom der flere udtalelser og handlinger, som viser hvor dybt splittede skolelederne, og hvilke problematiske ledelsessyn som udfolder sig. Jeg vil analysere nogle af udtalelserne og handlingerne, og komme med bud på, hvad de er udtryk for.

Tuderi og offerkultur

Charlotte Rønhof, underdirektør i DI, var inviteret til en paneldebat på konferencen og citeres i en artikel fra skoleliv.dk:

»Skolen har talt sig selv ned. Det handler jo meget om lærerkonflikten, men det var også før konflikten. Det har altid været sådan – i hvert fald i den tid, som jeg har fulgt det – at lærerne har tudet rigtigt meget og sat sig selv i en offerrolle,« sagde hun og fortsatte:

»Det kan man godt have grund til at gøre, og man kan synes, at det er synd for en, men det er rigtigt ærgerligt, for der er ikke ret mange unge, dygtige mennesker, som vil vælge en profession, hvor man ender i en offerolle. Så hvis man skal have endnu flere dygtigere lærere, skal man gøre op med den offerkultur i professionen selv.« (skoleliv.dk)

Rønhof bruger begreber ”offerrolle” og ”offerkultur”. Ordet ”offer” har ifølge ordbogen (ordnet.dk) bl.a. følgende betydninger ”person der (uforskyldt) udsættes for død, smerte eller anden lidelse” og ”person, institution el.lign. der er mål for andres ubehagelige handlinger”.

Rønhof giver for så vidt lærerne ret ”Det kan man godt have grund til at gøre” – men siger samtidig, at lærerne selv har ”sat sig selv i en offerrolle”. Hun taler dobbelt – på den ene sider ER lærerne ofre, men på den anden side har de SELV sat sig i en offerrolle. Ved at lave en forskydning fra, at lærerne reelt ER ofre til, at de SELV har placeret sig i en offerrolle, forskyder hun ansvaret til hvad, lærerne har været og er udsat for, til, at det er en position som lærerne selv har placeret sig i. Forskydningen fra at VÆRE ofre til at PLACERE SIG SELV som ofre forbinder hun samtidig med, at lærerne har ”tudet rigtig meget”.

Ordet ”tude” har ifølge ordbogen (ordnet.dk) følgende betydning ” græde (på en højlydt og uhæmmet, evt. irriterende måde)”. Sammensatte ord af at tude kender vi til – eksempelvis tudefjæs. Ved at bruge ordet ”tude” placerer Rønhof lærerne i en kategori som forbindes med noget irriterende, højlydt og uhæmmet. Så bliver det ikke længere et spørgsmål om forkerte politiske beslutninger, uretfærdigheder eller grundlæggende systemiske fejl, men om en profession som nærmest anses som et uopdragent barn, som agerer utilfredsstillende, og må opdrages af en autoritær forælder. ”Så stop dog det tuderi” kan man næsten høre i baggrunden.

Rønhof konstaterer, at det er ærgerligt, for de ”unge, dygtige mennesker” vil ikke ende i en ”offerrolle”. Hendes løsning er, at professionen selv skal gøre op med offerkulturen, for ellers vil de unge havne i en kultur ”hvor man ender i en offerolle”. Nu bliver det ”kulturen” som er problemet. De unge ”havner i en kultur”. På denne måde forskydes både ansvar, forståelse, årsager og løsning hos lærerprofessionen selv, og i lærernes egen ”kultur” SELVOM hun tidligere har erkendt, at der kan være grunde at gøre sådan. En sådan forskydning vurderer jeg er udtryk for fornægtelse. Rønhof ved, at der er grunde til, at lærerprofessionen agerer som den gør, men ender med at forskyde hele forklaringen og ansvaret til lærerprofessionen selv. Endda i en sådan grad, så lærerprofessionen fremstår som et slags uopdragent barn, som ”tuder”.

Klapsalverne

Ifølge artiklen på skoleliv.dk står der derefter

” Den pointe blev modtaget med klapsalver i det tætpakkede Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor 1.600 skoleledere deltager i årsmødet.” (skoleliv.dk).

Skolelederne, som er ledere for lærerprofessionen, som kategoriseres som ”tudere”, der har sat sig selv i en offerrolle, klapper af Rønholts pointe, ifølge artiklen.

Hvorfor klapper skolelederne? Dette vil jeg analysere i det følgende:

Fra en anden artikel på skoleliv.dk præsenteres skolelederens formand Hjortdal med overskriften ”Vi er skolereformens sidste mohikanere” og en manchet ”Skolelederne kæmper med at implementere skolereformen, mens politikerne flygter fra den. Det skaber frustration”

Fra en artikel på folkeskolen.dk i forbindelse med konferencen udtalte Hjortdal efter møder med skoleledere:

"Jeg fik et godt billede af en skole, som er på vej med mere bevægelse, både faglig og social trivsel, mindre mobning, samarbejde mellem lærere og pædagoger, mere åben skole og også mere datainformeret ledelse og fokus på elevernes udbytte. Men også af de udfordringer, I står midt i, med skrantende økonomi, manglende ledelsesrum, inklusionsopgaven og mange, mange forældresamtaler"

Hjortdal fortsætter i artiklen på folkeskolen.dk:

"Vi har fra foreningens side kæmpet for at skaffe tid og økonomi til implementeringen. Alligevel bliver vi angrebet fra både lokale og centrale politikere for ikke at nå målene hurtigt nok: Vi er ikke i mål med 45 minutters bevægelse, vi har ikke nok åben skole, undervisningen er ikke spændende nok, og der er ikke nok samarbejde mellem lærere og pædagoger"”

 "Den store enighed, der var under udarbejdelsen af loven, er afløst af lige så stor uenighed. Det er dybt frustrerende at blive angrebet både på det, vi gør eller burde gøre, og på det grundlag vi skal arbejde på. Uklarhed om mål og rammer er en ulidelig og urimelig ledelsessituation at blive sat i"”

Og

"Der er mindre ledelsesrum, et enormt ansvar og færre ledere. Alligevel er der blevet leveret så flot arbejde på skolerne på det aftalte reformlovgrundlag. Vi kan simpelthen ikke agere på diffuse, populistiske hurtigløsninger. Vi må kræve enighed, refleksion, dialog og langsigtede mål for at kunne lykkes med den allervigtigste samfundsmæssige opgave: At give hver enkelt elev mulighed for at skabe sig et liv, hvor man lykkes ud fra de forudsætninger, man har"

Hjortdals udtalelser opsamles nedenfor:

” Vi er skolereformens sidste mohikanere”

” Skolelederne kæmper med at implementere skolereformen, mens politikerne flygter fra den. Det skaber frustration”

” en skole, som er på vej med mere bevægelse, både faglig og social trivsel, mindre mobning, samarbejde mellem lærere og pædagoger, mere åben skole og også mere datainformeret ledelse og fokus på elevernes udbytte”

” skrantende økonomi, manglende ledelsesrum, inklusionsopgaven og mange, mange forældresamtaler”

” Vi har fra foreningens side kæmpet for at skaffe tid og økonomi til implementeringen. Alligevel bliver vi angrebet fra både lokale og centrale politikere for ikke at nå målene hurtigt nok”

” Der er mindre ledelsesrum, et enormt ansvar og færre ledere”

” Alligevel er der blevet leveret så flot arbejde på skolerne på det aftalte reformlovgrundlag”

” Vi kan simpelthen ikke agere på diffuse, populistiske hurtigløsninger”

” Vi må kræve enighed, refleksion, dialog og langsigtede mål […]

Hvilken situation står skolelederne i, ifølge Hjortdal? De ”sidste mohikanere” for skolereformen, der ”kæmper” mens ”politikere flygter fra den”? Der oplever ”frustration”, ”skrantende økonomi, manglende ledelsesrum”, bliver ”angrebet fra både lokale og centrale politikere”, ”et enormt ansvar og færre ledere” som ikke kan ”agere på diffuse, populistiske løsninger”?

Med Rønhofs analyse kunne man sige, at skolelederens frustrationer ”kan man godt have grund til at gøre”, set i lyset af situationen, skolelederne er placeret i. Man kunne endda sige, at skolelederne ”tuder” og placerer sig selv i en ”offerrolle”?

Men på konferencen kommer man aldrig til den erkendelse, i stedet for klapper skolelederne af Rønhofs pointe omkring lærernes ”tuderi” og ”offerkultur”. Hvad sker der?

Mit bud er, at skolelederne fornægter deres egen position som ”ofre” (ligesom lærernes), for ellers vil de blive kategoriseret som lærerne. I stedet må skolelederne forskyde vreden og frustrationen mod lærerprofessionen, i øjeblikket, da Rønhoff taler. Der sker en slags projektion. Skoleledernes egne frustrationer projiceres over på lærerne som ”tudere” præget af ”offerkultur”. En åben erkendelse af, at skolelederne ligeså vel er ramte vil være for meget at bære! Derfor hellere positionere sig i en kategori, som indeholder en vis almagt, i og med skolelederne jo er ledere for lærerne. En position, som adopterer Rønhofs pointe – at lærerprofessionen nærmest agerer som et uopdragent barn, som må sættes på plads, og gøre op med offerrollen internt i egen kultur.

Men dermed opstår hele problematikken:

• Skolelederne er, ligesom lærerne selv, ramte af udefrakommende politiske beslutninger og prioriteringer som får store konsekvenser ude på skolerne
• Dette erkender man (ligesom Rønhof gør) men vil hellere positionere sig som den autoritære forælder som beder det uopdragne barn gøre op med sit tuderi og egen ”offerkultur”
• Dermed anerkender skolelederne ikke lærernes situation – men samtidig heller ikke sin egen, da skolelederne selv underlægger sig samme logik.
• Det er også derfor, Hjortdal udtaler sig så splittet, som han gør. Han forsøger at positionere skolelederne som dem, som er ”mohikanerne”, repræsentanter for et system, som han ikke længere kan gennemskue, da skoleledelsen ”angribes” politisk. Men samtidig adopterer han og skoleledere med klapsalverne den selvsamme logik, som placerer skolelederne selv i en umulig situation. Tragisk nok udtrykkes der ikke solidaritet med lærerne, som skolelederne er ledere for. I stedet forskydes ansvaret helt ned til lærerne selv. En nærmest dysfunktionel logik, som ikke får fat i, at såvel lærere som skoleledere bliver ramt af udefrakommende politiske beslutninger og krav.

Set og anerkendt

Fra artiklen på skoleliv.dk udtalte undervisningsministeren:

»Det har været en af mine primære målsætninger at få lærerne op på hesten igen. Uden dem kan vi ingenting i skolen. Derfor er det supervigtigt, at lærerne er med og føler sig set og anerkendt. Det har vi politisk været for dårlige til, men nu er vi stille og roligt ved at genoptage dialogen,«

Undervisningsministeren vil få ”lærerne op på hesten igen”, og betoner at det er ”supervigtigt, at lærerne er med og føler sig set og anerkendt”. Undervisningsministeren anerkender, at ” Det har vi politisk været for dårlige til, men nu er vi stille og roligt ved at genoptage dialogen”.

Dermed markeres også splittelsen mellem DI’s Charlotte Rønhof’s udtalelser, og skoleledere som er de ”sidste mohikanere” for skolereformen, der forskyder alt ansvaret til lærerprofessionen selv, til en undervisningsminister, som anerkender, at lærerprofessionen skal føle sig set og anerkendt. En splittelse, som stikker dybt, ikke kun mellem skoleledere og lærere, men mellem vidt forskellige syn på vores folkeskole, demokrati, ledelse, politik og menneskesyn.

Kilder:

http://skoleliv.dk/nyheder/art6187103/L%C3%A6rerne-m%C3%A5-opgive-offerkulturen

http://skoleliv.dk/nyheder/art6186225/Vi-er-skolereformens-sidste-mohikanere

https://www.folkeskolen.dk/618517/skoleledere-vi-kan-ikke-agere-paa-populistiske-hurtigloesninger