Noget af det bedste i verden er en nørd, der forstår at slå dørene op til sit genstandsfelt og inviterer inden for. Når det skinner igennem hist og pist, at afsenderen har haft emnet som livsstil siden den sene barndom. Sådan er det at læse 'Spilpædagogik'. Men der er ingen barriere af indforståethed at kæmpe med – såvel novicen som den der allerede er interesseret i og vidende om spillenes muligheder er velkomne.

Med indledningsvist udgangspunkt i egne oplevelser med spil af forskellig art og de omfattende bivirkninger af læring, disse forvoldte, får vi en meget kort og koncis beretning om spillene, analoge som digitale, i forskellige kulturelle sammenhænge op gennem slutningen af det tyvende århundrede og frem til i dag. Som så mange andre små og store sager, der har optaget unge sind i tidens løb – rytmisk musik, sex, yoyoer og satanisme for eksempel – har spil vakt mistro og betænkelighed blandt ældre og mere besindige folk. Men hen ad vejen er en erkendelse af mulighederne i dette interessante felt af målrettet leg, opgaveløsning, reaktionsevne og meget andet godt, vokset frem blandt de tilbageholdende.

Det er i den forbindelse underfundigt at læse, at ligesom så mange andre fundamentalt spændende ting, så bliver også spil mindre værd når de voksne går i gang med forbedringerne; rigtige spil er således mere lærerige end dem, der er lavet til ”hjernetræning”.

Igennem bogen, som i øvrigt ikke er særlig lang, nævnes blandt andet et forhold, der nok har strejfet en og anden lærer, at indførelsen af skærme og tablets i hobetal ikke i sig selv giver nogen nævneværdige resultater. Men hvis vi evner at udnytte disse redskabers muligheder, kan de bidrage med stor værdi. ”Kernen i det, vi kan kalde spildidaktik, er derfor en løbende samtale mellem klassen, læreren og spillet.” Det lyder jo som noget, vi som lærere i dansk skoletradition kan finde os selv i – at søge svar sammen med eleverne, gå i dialog med emnet og undres sammen.

Som så meget andet, man ikke har erfaringer med, kræver det naturligvis en indsats at komme i gang med spildidaktik. I Spilpædagogik tages udgangspunkt i spil, som ikke er designet som undervisningsspil – læreren skal ud og finde egnede spil og selv ”didaktisere”. Det kan lyde overvældende, men i realiteten er det ikke anderledes end at skulle gøre noget tilsvarende med litteratur, film eller et hvilket som helst andet kulturelt produkt, om end stierne er noget grundigere trådte og markerede i de andre formater. Der skal lidt personligt pionerarbejde til, men det er jo ingen skade til.

Kapitlet 'Mest til lærere' giver en god pædagogisk rammesætning at gå ud fra. Der er ikke konkrete anvisninger på forløb, men bagest i bogen er der henvisninger til ressourcer og jeg finder, at kapitlet videregiver mange praktiske overvejelser og håndgribelige anvisninger. Det er således muligt at påbegynde sin egen praksis ud fra bogens anvisninger, uanset hvilken type af spil og hvilke pædagogiske/didaktiske formål, man har i tankerne. Kapitlet indeholder også en kort gennemgang af fænomenet gamification, som mange vil have hørt om, men ikke nødvendigvis kender betydningen af.

Man bliver i løbet af de 72 sider meget klogere i takt med at myter bustes og pragmatisme introduceres og opmuntres. Børn, der spiller computer bliver ikke automatisk til overvægtige dopaminvrag, og hvis man vil vide noget om et emne, er solide videnskabelige resultater bedre end ”sund” fornuft og nedarvede antagelser, der med tiden er kommet til at ligne facts. Der er mange gode grunde til at inkludere spil i sin didaktiske værktøjskasse – læs denne bog og bliv oplyst derom. Disse ord fra psykolog Thomas W. Malone opsummerer fint hvorfor: ”I stedet for bare at belønne eller hygge, masserede spillene elevernes kognitive apparat på en måde, der gjorde oplevelsen af nysgerrighed og fremadskridende læring tilfredsstillende.” Whats not to like?