Debat
22   202

Da pressen svigtede lærerne

Kronik bragt i Nordjyske mandag den 18. september om, hvordan pressen svigtede lærerne med sin dækning af folkeskolereformen, KL's lockout af lærerne og regeringens indgreb med Lov nr. 409. Eventuelle forhåbninger om, at pressen efterfølgende ville rette bare lidt op på sin eklatant ringe indsats, er også gjort til skamme.

Det er fire år siden, at folkeskolereformen, KL’s lockout af lærerne og regeringens indgreb med Lov nr. 409 skabte den største omkalfat­ring af folkeskolen nogensinde, gennemført i den mest usædvanlige politiske proces nogensinde. Sammenfletningen af reform og arbejdstidsregler gjorde forløbet voldsomt uigennemsigtigt, så det var umuligt for personer uden speciel indsigt at se, hvad der var op og ned i sagen.

I den situation var der brug for en professionel presse til at skabe klarhed over det, der skete. Pressen manglede imidlertid blik for og vilje til at gennemskue det ekstraordinære politiske spil, der foregik. Selv medier, der gik til biddet, bed hverken hårdt, målrettet eller vedholdende nok til at skabe klarhed.

Artiklen fortsætter under banneret

Den udbredte opbakning i chefredaktionerne til reformens indhold førte til suspension af fundamentale journalistiske principper i dækningen af den politiske proces, hvilket resulterede i en eklatant dårlig dækning af både indhold og proces. Mest fatalt var pressens totale ignorering af et notat udfærdiget af Lærernes Centralorganisation 30/3 om overenskomstforhandlingernes forløb.

Dagen efter KL’s beslutning om at lockoute lærerne skrev chefforhandler Michael Ziegler i en kronik i Politiken: »De seneste mange uger har vi forhandlet med Lærernes Centralorganisation i håbet om at finde en løsning. Men det er desværre ikke lykkedes at blive enige.«

På et pressemøde i Statsministeriet på lockoutens første dag udtalte statsminister Helle Thorning Schmidt: »De har forhandlet i rigtig lang tid og har alligevel ikke kunnet mødes om noget som helst, og derfor er vi nu ude i en konfliktsituation.«

I forbindelse med lovindgrebet konstaterede regeringen i et internt talepapir, »at parterne fortsat står meget langt fra hinanden trods måneders forhandlinger, TRODS et forsøg på mægling i forligsinstitutionen og trods en omfattende konflikt, der har varet i ugevis.«

Men der havde hverken været forhandlet i »mange uger«, »rigtig lang tid« eller »måneder«. LC’s formand, Anders Bondo Christensen, udtalte i Kristeligt Dagblad: »Nogle tror, at vi har tilbragt hele dage sammen for at forsøge at blive enige, men det har vi slet ikke. Vi har ikke siddet mere end tre-fire timer over for hinanden sammenlagt siden december. Facit har jo været givet på forhånd fra politisk side, så der har ikke været meget at mødes om.«

Det kaldte Michael Ziegler »et totalt forvrænget billede af forhandlingsforløbet«. Der »har været forhandlet intensivt i arbejdsgrupper, på sekretariatsplan« og »brugt rigtig, rigtig mange gode kræfter på at finde en løsning.« KL og LC »har forhandlet i tre-fire måneder«, »vi har holdt stribevis af møder«, og »jeg har selv deltaget i slutforløbet«.

LC-notatet siger noget andet. Fra KL opsagde arbejdstidsaftalen 6/12 2012 til slutningen af januar rykkede LC fem gange for at få KL til at fremsætte sine krav på skrift. 31/1 blev et arbejdsgruppemøde aflyst. 8/2 havde KL endnu ikke sat noget på skrift. Det skete først 14/2 i form af et ultimatum til en ny § 14 i »Overenskomst for lærere m.fl.« Da LC i en mail spurgte, hvordan visse dele af ultimatummet skulle forstås, svarede KL aldrig.

Michael Ziegler skylder svar på, hvordan KL kunne forhandle fra 6/12 til 14/2 uden at have opstillet de krav, der skulle forhandles om. En forhandling er defineret ved opstilling og udveksling af krav. Opstiller man ikke krav, obstruerer man udvekslingen og bruger stilstanden strategisk som pression mod den anden part. Man kan kalde det et passivt ultimatum. 14/2 – to uger før deadline – præsenterede KL så sit aktive ultimatum. KL’s position har hele vejen gennem forløbet været ultimativ. Der blev aldrig ført reelle forhandlinger.

Når statsministeren, undervisningsministeren, finansministeren, alle de øvrige ministre, regeringspartiernes folketingsmedlemmer og mange fra oppositionen, KL’s formand, chefforhandler, bestyrelse og mange borgmestre ikke desto mindre konstant bankede det budskab ind i befolkningen, at lockouten og lovindgrebet var en konsekvens af et normalt forhandlingsforløb med reelle forhandlinger, der var endt resultatløst, fordi lærerne havde været umulige at forhandle med, var det udtryk for den mest omfattende og systematiske misinformation på det højeste politisk plan nogensinde i dansk politisk historie.

Misinformationen dækkede over en anden misinformation af samme kaliber. 17/3 afslørede 21Søndag: »Regeringen og KL har hemmelig plan for lærerkonflikt«. Regeringens økonomiudvalg nedsatte 15/12 2011 en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Finansministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt KL for at analysere lærernes arbejdstidsregler. Ifølge sit kommissorium skulle arbejdsgruppen dog ikke kun analysere de eksisterende forhold, men også lave en »Beskrivelse af mulige ændringer af overenskomster og lovgivning, som kan understøtte målene om en mere effektiv anvendelse af lærerressourcerne til undervisning.«

Få dage før programmet blev sendt, klagede finansminister Bjarne Cory­don til DR over indholdet. Det kaldte professor i medievidenskab Stig Hjarvard »en højst usædvanlig fremgangsmåde, og det er tydeligvis meget påliggende for ministeren at få gjort noget ved sagen«. Klagen blev afvist.

DLF søgte om aktindsigt i arbejdsgruppens arbejde, men blev afvist af Finansministeriet. DLF ankede afslaget til Folketingets Ombudsmand, der fandt Finansministeriets afslag lovholdigt, men: »En samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt.«

Regeringen og KL har hele tiden – på trods af indicier og fortalelser – fastholdt, at de ikke har aftalt forløbet på forhånd. Christine Antorini oplyste på et samråd i 2014: »KL og regeringen har aftalt, at lærerne i gennemsnit skal undervise to klokketimer mere.« Og Helle Thorning Schmidt udtalte i et interview i Politiken i 2016: »»Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.«

»Man skal jo være blind og døv, hvis man ikke kan se, at det her forløb er tilrettelagt mellem regeringen og KL,« konstaterede professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, bramfrit i Metro­­xpres.

Regeringen og KL har pligtskyldigt udtrykt beklagelse over, at folkeskolereformen skulle gennem en konflikt og et lovindgreb. Men det kunne ikke være anderledes. Selv hvis det var lykkedes for KL at banke DLF på plads, ville aftalen være faldet i den efterfølgende urafstemning. Stillet i valget mellem frivilligt at afgive alt og få taget alt fra sig ved et lovindgreb ville lærerne have valgt det sidste.

Lockouten og lovindgrebet kunne ikke undgås og indgik derfor i regeringens og KL’s masterplan. Men de to parter forregnede sig med hensyn til lockoutens potentielle længde. Det var almindeligt kendt, at DLF’s strejkekasse ville blive tømt i løbet af 18-20 arbejdsdage, så det var utvivlsomt planens perspektiv. Men fordi DLF udstedte konfliktlån, og fordi mange lærere ikke optog disse lån, ville DLF have kunnet holde ud til efter sommerferien.

På det private arbejdsmarked er en lockout en omkostning for begge parter. På det offentlige arbejdsmarked er den en udgift for arbejdstageren og en indtægt for arbejdsgiveren. Regeringen og KL lod kynisk lærerne forbløde 1,3 mia. kr. i en konflikt, hvis udfald de to parter havde aftalt på forhånd. Da tiden nærmede sig, hvor lærerne kunne gøre brug af det eneste skud, de reelt havde bøssen, folkeskolens afgangsprøver, greb regeringen planmæssigt ind.

Et aldeles overset aspekt i pressens dækning er KL’s daværende status som privat forening ikke underlagt Folketingets Ombudsmand. Hvad kommunerne ikke kunne gøre i eget regi uden at komme i konflikt med kravet om god forvaltningsskik, kunne de problemfrit gøre i KL-regi. Ombudsmanden var således afskåret fra at behandle klager over KL’s annoncekampagne, i hvilken foreningen fremsatte misvisende og direkte forkerte oplysninger om lærernes arbejdstidsregler.

Pressens dækning af begivenheder og hændelsesforløb er vigtig for historieskrivningen. Tiden er inde til, at pressen genåbner folkeskolereformen og professionelt, kritisk og fordomsfrit afdækker minutiøst, hvad der rent faktisk skete. Gør den ikke det, vil regeringens og KL’s misinformation indgå i historien.

- - -

Og så lige et PS, der ikke indgik i kronikken: Jeg skal lige oplyse, at kronikken i forskellige versioner (ikke to var ens) blev afvist af Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og Information. Ingen af de nævnte aviser har siden taget LC-notatet op af glemslen. De kunne jo have afvist min kronik og alligevel ladet problemet med notatet tilflyde den politiske redaktion. Men pressen vil ikke røre notatet med en ildtang.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ