Anmeldelse

Min familie

En historie, man aldrig glemmer

Med udgangspunkt i sit eget miljø og erfaringsgrundlag, elegant holdt ud i armslængdes afstand, skaber forfatteren en rørende, utrolig og spændende historie.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn tror normalt, at monstre befinder sig under sengen, men i Jonathans tilfælde ligger monstret ved siden af hans mor i dobbeltsengen. Det er afroamerikanske Leon, udadtil charmerende, men ekstremt lunefuld og skiftevis ekstatisk og voldelig. Det voldelige går flere gange ud over moren og Jonathan, som må frekventere skadestuen i flere tilfælde, men moren melder aldrig Leon til politiet.

Fakta:

Titel: Min familie

Forfatter: Sebastian Bune

Pris: 249,95

Sider: 208

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Jonathan, der bliver kaldt ”Åberg” af sin New Age-mor, vokser op i 90'ernes Danmark (Ringkøbing og Aarhus) sammen med sin mor, stedfaren Leon og halvbroren James. Leon ernærer sig som skopudser, men uden den store succes.

Jonathans biologiske far er keramiker og bor i et kollektiv i Aarhus, og på et tidspunkt får Jonathans far og hans kæreste en baby, der ulykkeligvis dør i forbindelse med fødslen. Jonathan tegner sin døde babysøster, men moren opdager det og tvinger ham til at brænde tegningen. En helt uforståelig og utilgivelig ordre, men ifølge morens religion må man ikke tegne døde personer.

Og Jonathans mor er mere optaget af New Age-religion end af dagligdagens realiteter, og Jonathan kæmper en kamp for at holde sammen på det hele. Hans ”radar” er hele tiden på overarbejde, hvert eneste øjeblik er han på vagt, for mor må ikke blive ked af det – og slet ikke vred.

Den usædvanlige familie mødes af omverdenen med både fordomme og berøringsangst. Vi følger Jonathan gennem flytninger, skadestuebesøg, krisecentre og retssager. Samtidig fortælles der også om de små oaser af tryghed: at sidde bag på morens cykel under en rolig stjernehimmel, film og pizza, musik og basketball og ikke mindst om Jonathans kærlighed til lillebroren.

Sebastian Bunes debutroman giver et følsomt indblik i hverdagen hos en udsat familie og skildrer, hvordan en dreng mod alle odds udvikler sig til at blive et selvstændigt og godt menneske, der tager ansvar for sit eget liv. "Min familie" er strålende kunst for unge og voksne og vil være relevant i danskundervisningen i 9.-10. klasse i folkeskolen, men også i gymnasiet, og den er så afgjort interessant for voksne. Det er en roman, der kryber under huden på læseren. Flot arbejde!