Anmeldelse

Unges digitale dannelse

Gode intentioner, men lidt vel bred

Fake news debatteres ofte, udbuddet af specifikke sociale medier er vokset, og mobiltelefonen er nærmest limet fast i håndfladen. De voksne bliver nødt til at blande sig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er vigtigt, at forskellige signifikante voksne tager aktiv del i de unges færden i det digitale - om det så er i rollen som forælder, pædagog, SSP-medarbejder (skole, socialforvaltning, politi), gymnasie- og folkeskolelærer, politiker og så videre. Netop den aktive handlen er hovedessensen i antologien "Unges digitale dannelse", hvad end omdrejningspunktet er netikette, digitale kompetencer eller medborgerskab.

Fakta:

Titel: Unges digitale dannelse

Pris: 230

Sider: 105

Forlag: Straarup&co

Bogen er god som enkeltbidrag til en specifik målgruppe. Specielt afsnittene af Louise Ørum Skytt, hvor nogle fine tiltag i SSP-regi beskrives, eller Søren Hebsgaards redelige analyse af gymnasielærerens virkelighed er superaktuelle for netop de målgrupper. Men som samlet bog breder den sig for meget og bliver hurtigt uvedkommende, når fokus er på en anden målgruppe.

Johannes Andersen er dog fejlcastet. Han skærer fænomenet sociale medier over en kam og belyser en Facebook-virkelighed, der var aktuel for fem-ti år siden. Hvor alle de andre forfattere har et nøgternt og nuanceret blik på de unges virkelighed, så slynger han postulater op, som jeg tror, de færreste unge kan nikke genkendende til. Han ville have haft glæde af at læse Anne Mette Thorhauges indlæg, som på en saglig og up to date måde udtrykker nogle af de udfordringer, der er på samfundsniveau, når vi taler om unges digitale dannelse. 

Jeg vil egentlig gerne anbefale de enkelte bidrag i antologien til de forskellige målgrupper, men som samlet breder bogen sig for meget. Ønsker du som forælder et mere dybtgående indblik i børns digitale virkelighed, kunne du derimod læse Camilla Mehlsens bog "Teknologiens testpiloter", eller hvis du som gymnasielærer ønsker at være proaktiv i forhold til dine elever, så ville jeg vælge Jesper Tækkes og Michael Paulsens bog "Undervisningsfællesskaber og læringsnetværk i den digitale tidsalder".