Første lærer-møde i Ryslinge

Så er der lærermøde på Ryslinge. Et godt initiativ. Fordi læreruddannelsen heldigvis stadig hedder noget, der minder om seminariets rødder: professions-højskolen!

”Høj” er i den forbindelse ikke en akademisk rangorden. Faktisk er højskolen det modsatte af det akademiske. Højskolebevægelsen blev skabt som en modvægt til latinskolerne, til universitetets abstrakte begrebstunge teoretiske univers. Det menneskelige erfaring, praksis, fællesskab og debat skulle i stedet være fundamentet for Højskolen.

Så jeg håber at netop lærermødet på Ryslinge bliver et MØDE mellem teoretikere og praktikere. Et møde mellem afstanden til praksis og det modsatte: folkeskolelæreres undervisningserfaringer.

Det folkelige v. det akademiske

Professionshøjskolerne og højskolerne er nemlig folkelige institutioner:

For det første, fordi professionshøjskolerne og højskolerne tager udgangspunkt i deltagernes erfaringer.

For det andet, fordi professionshøjskolerne og højskolerne udvikler deltagernes personlighed

For det tredje, fordi professionshøjskolerne og højskolerne går ud fra, at livet ikke er hvad som helst, ikke er konstrueret, men derimod på forhånd har nogle begrænsninger og muligheder. Der findes en virkelighed, et Menneskeliv, der ikke er hvad som helst. Vi er eksempelvis ikke Gud, en computer eller et dyr.

For det fjerde, fordi professionshøjskolerne og højskolerne ved, at menneskelivet altid politisk, pædagogisk og etisk dimension, som vi hele tiden er tvungen til at tage stilling til og tage på os som en opgave

For det femte, fordi professionshøjskolerne og højskolerne altid også er en samtalepartner for staten, og derfor skal udøve offentlig kritik, når folkets erfaring bliver ignoreret eller modarbejdet.

For det sjette fordi professionshøjskolerne og højskolerne er en fælles kulturel praksis, hvor det historiske-poetiske er afsæt til at tænke nyt og eksperimenterende. Så vi ikke gentager os selv. Historiebevidstheden og den æstetiske/praktiske/musiske dimension er afsæt til den personlige alsidige udvikling, et værn med en akademiske metode-bundethed og pensum-kanon.

For det syvende, fordi professionshøjskolerne og højskolerne altid handler om at kunne foretage skøn, så vi i fællesskab kan håndtere al det bøvl, som altid følger med menneskelivet. Mennesket kan ikke finde metoder-der-virker, har ikke synlig læring, kan ikke ukritisk bruge målstyret undervisningen…for mennesket er fuld af fejl, blinde pletter, tvivl og finder aldrig meningen med livet. Derfor skal vi hele tiden finde sammen og samtale om, hvad vi har erfaret og lært om livet. For at blive klogere. Alt andet er farligt.

Et alternativ

Professionshøjskolerne og højskolerne er derfor først og fremmest rammen for denne samtale. Hvis man lægger vægt på fænomenet ”høj-skole” De er begge en skole. Det vil sige et sted, hvor der også foregår opdragelse og hvor der er et dannende formål. Ulig det klassiske universitet, som har – og også skal have - forestillingen om akademiske arbejdsformer, der kan tilstræbe en rationalitet, neutralitet, metodebundethed osv. Universitetet udmærker sig ved en praksis-afstand. Professionshøjskolerne og højskolerne udmærker sig ved også at have praksis-nærhed. Ikke at stræbe efter en objektivtet og metode-renhed, men istedet at være et sted for levende fagpersonligheder. For her lærer man at tage et personligt ansvar og forstå sit samfundsansvar. Som eksempelvis folkeskolelærer. Man bliver hhv en fagpersonlighed eller skaber grundbund for at blive en fagpersonlighed.

Professionshøjskolerne og højskolerne bør være et direkte modsvar til den klassiske akademiske nødvendige distance til praksis. Et sted, hvor mennesket bliver menneske-lig og borger. Det kræver viden, kunnen og holdninger. Tro, tvivl, tilgivelse og kærlighed. Ikke kun snævre forskningskompetencer.

Professionshøjskolerne og højskolerne er et højst normativt projekt, med begge ben i virkeligheden, i praksis. Den spændvidde er professionshøjskolernes og højskolernes fineste karakteristika. Professionshøjskolerne og højskolerne kan ikke enten forsøge dogmatisk at blive metode-afhængig, eller pietistisk drives af ren idealisme. Professionshøjskolerne og højskolerne står altid midt imellem idealisme og realisme. Med et ben i hver lejr. Som frie ansvarlige borgere og mennesker med fantasi, følelser og fornuft. Professionshøjskolerne og højskolerne hører ikke til den klassiske universitetsverden. De er så at sige et alternativ. Et modsvar. En dialogpartner. Kort sagt noget andet! Også selv om studerende/eleverne kan vælge et klassisk universitet senere.

Sandheden

Den akademiske verden er ikke den RIGTIGE. Forskningsresultater er ikke SANDHED. Akademiske titler gør ingen UFEJLBAR. Derfor skal den klassiske universitetsverden suppleres af andre institutioner, hvor folket kan dele deres erfaringer, viden, kunnen og holdninger. Som en korrektur til den teoretiske verden. Som en inspiration til den akademiske verden. Som en garanti for, at vi ikke ender i den rene konstruktion og abstraktion, fordi vi tror videnskabsbaserede resultater er mere rigtige, sande og ufejlbarlige end den menneskelige erfaring.

Professionshøjskolerne og højskolerne er en dialogpartner til den akademiske verden. Ikke et trin på vej til en ”højere” akademiske verden.

Professionshøjskolerne og højskolerne handler om den menneskelige praksis, om menneskelivet. Ikke om ECTS-point, CV’er og Karriere.

Husk det!