Anmeldelse

Når professioner samarbejder

Samarbejdet i skolen udfordres af politisk agenda

Der er dømt samarbejde fra centralt hold. Børn skal inkluderes, lærer-pædagog-samarbejdet styrkes, og Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings rolle skal redefineres. Men det viser sig at være svært at implementere tankerne, når hverken personalet har ejerskab, eller den nødvendige tid følger med.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut i maj 2017 viser, at lærerne kun bruger et kvarter per uge på at planlægge og evaluere undervisningen sammen med pædagoger. Med den baggrund er nærværende bog topaktuel. Hvad er det mon, der går galt i samarbejdet?

Fakta:

Titel: Når professioner samarbejder

Pris: 298

Sider: 278

Forlag: Samfundslitteratur

Bogens område er de fagprofessionelle samarbejdsrelationer, og kapitlerne fem til otte er interessante i en skolesammenhæng. Det er især de tiltag, der er kommet politisk, med skolereform, målstyring, linjefagsdækning, en redefinering af specialpædagogik og inklusionstanken. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er for eksempel gået fra at være videnspersoner til at have en halvterapeutisk rolle for lærernes egen selvindsigt.

Endvidere er lærerrollen oprindeligt knyttet til undervisning. Men læring kan ikke altid forstås isoleret. Det faglige og det sociale hænger sammen. En lærer citeres for: ”Hvis de ikke trives, kan de ikke lære”. Men her påvirker de politiske beslutninger med øget timetal lærerens handlemuligheder.

Et andet emne i bogen er de elever, der er skoletrætte og på kanten. Møder med de unge rykker ofte intet. De unge oplever ofte ikke at blive hørt, og omvendt bliver de opfattet som problemskabende. Hvis der skal ske en ændring, er bogens anbefalinger, at det tværprofessionelle samarbejde skal faciliteres mere. Nogle skoler har også oprettet en skolesocialrådgiverordning. I stedet for møder skal der praktisk støtte til og hjælp til familien derhjemme. Som ved de andre skoletiltag omkring inklusion kan man ikke bare sige "arbejd nu tværfagligt". Især hvis det er topstyrede beslutninger udefra uden at involvere parterne før beslutningerne.

Sammenfattende er det ikke en letlæst bog. Den er gennemgående akademisk. Men der er nogle interessante pointer om politiske beslutninger og praktisk virkelighed. Så ja, læs den, hvis du er optaget af de problematikker, der er, når lærerne ikke tages i ed før en stor forandring. Det ikkefungerende samarbejde kan skyldes nogle af de ting, der perspektiveres i bogen her. Vi skal bygge ejerskabet for forandring op fra bunden, fra dem, der har med børnene at gøre til daglig. Så for den politisk og sociologisk interesserede læser er der noget at hente. Men undertitlen "- praksis med udsatte børn og unge" betyder ikke, at det er en praksisbog.