Det er en svært læst, men interessant bog, der, i en tid hvor socialkonstruktivismen fylder ganske meget på læreruddannelserne, pludselig minder læseren om, at der inden for psykologien findes andre tilgange og andre teorier, der også giver gode bud på læring, læringens udfordringer og dermed også læreres arbejde med at undervise for læring.

Undervisning er et grundlæggende begreb i denne sammenhæng. Henning Salling Olesen åbner med den første artikel, her fremlægger han et historisk perspektiv på de begreber, vi anvender, og som vi ofte forholder os historieløst til. Engang hed det læringsbarrierer. Det var dengang, læring var efterstræbelsesværdigt, og der var brug for intelligensreserven. Så hed det læringsmodstand. Eleverne kunne stritte imod, de kunne ud fra rationelle overvejelser foretrække andre former for læring. De kunne modkvalificere sig, som Knud Illeris formulerede det. Nu taler vi om læringsforsvar. Uddannelsesoptimismen er borte. Livslang læring er blevet et pres på individet.

Hele denne udvikling er foregået på halvtreds år. Samfundet har forandret sig. Uddannelsessystemet er grundlæggende forandret. Uddannelsesoptimismen er afløst af kravet om konkurrence mellem mennesker og mellem nationer. Det er interessant læsning, der kan få læseren til at tænke: Hvad bliver mon det næste begreb?

Bogen rummer flere gode artikler. Steen Visholm og Karsten Mellon skriver fra et psykodynamisk perspektiv om læring og had, om læring og nysgerrighed og om læring ud af frustration. De skriver om lærernes autoritetstab, om at lærerne ikke længere er autoritetspersoner. Lærernes nødvendige modsvar er at investere i relationerne til eleverne på nye måder med deres personlighed, følelser og engagement. Det gør lærerne sårbare. Eleverne bliver stærke og tildeler lærerne roller og egenskaber som "den skrappe", "den kloge", "den livstrætte" og "den sjove". Det nye er, at lærerne gennem projektive identifikationsprocesser tager elevernes karakteristikker på sig og bliver til "den svage lærer" i teamet. Det er her, artiklen bliver svær at læse, men det er også her, læseren bliver fanget: Det er i virkeligheden ikke tit, at det at være lærer bliver tematiseret og forstået på denne måde. Og der følges op med gode betragtninger om, hvad det er, der sker, når lærere roser elever, med betragtninger om misundelse som drivkraft - mellem elever. Mellem lærere i teamet.

Janne Østergaard Hagelquist og Heino Rasmussen skriver ud fra begrebet mentalisering om tilknytning og de helt grundlæggende relationer mellem mennesker. Relationer kan være trygge eller utrygge. Pointen er, at det er tillært - og at der kan ændres på det. Eksemplerne i artiklen omhandler alene elevperspektivet; det er Rasmus, der er tryg, og det er Sophie, der er utryg, men i baggrunden anes et andet og lige så vigtigt problem, nemlig at de lærere, de møder, også kan have udfordringer med at tilknytte sig.

Der er flere gode artikler i bogen om læringsmodstand, om børn i komplicerede læringssituationer, om børnefællesskaber og tryghed som ramme om læring, om læringsstier, og hvordan lærere og pædagoger gennem deres konkrete møder med børn positionerer børnene og giver dem roller som "egnede", "absolut egnede", "afhængige og sårbare", "fightere" og "ikke egnede". Jørgen Christiansen slutter rækken af interessante artikler af med et indlæg om, hvorvidt vægtlægningen af faglige kompetencer i skolen betyder, at de sociale kompetencer tilsidesættes. Hans konklusion er, at det ikke er tilfældet. Det vil vist overraske nogen?