Folkeskolens leder:

Projektitis – en hjælp, du ikke kan afslå

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle forældre oplever, at det indimellem er nødvendigt at gøre noget, som deres barn ikke umiddelbart ønsker - fordi det er bedst for barnet. Der er gråd og tænders gnidsel, men vi ved alligevel bedst.

Når man kigger ud over landskabet af projekter i folkeskolen, får man den tanke, at de kommunale forvaltninger opfatter sig selv som forældre og lærerne og skolelederne som en slags børn. For oven i reformen og alle de andre tiltag, som lærerne skal håndtere - med en kortere forberedelsestid - så har de fleste kommuner indført projekter, som skal hjælpe lærerne med at finde ud af det hele. Det viser en ny undersøgelse, som Folkeskolen har gennemført.

Projektitis kaldes fænomenet. Det dækker over, at uanset spørgsmålet, så er svaret »et projekt«, som forvaltningen har defineret.

Men lærerne er ikke børn. Lærerne er sammen med skolelederne fagprofessionelle, der kæmper for at bruge deres uddannelse og erfaring for at leve op til lovgivningen.

Det er al ære værd, at kommunerne gerne vil hjælpe. Men at KL kan mene, at projekterne medvirker til at »skabe engagement og ejerskab hos skolens personale«, viser, at kommunerne ikke forstår den virkelighed, projekterne udspiller sig i.

Samme tankegang kan man se i forvaltningen. Der er skolechefer, som, på trods af at lærere og skoleledere beder om en pause, så de kan nå at sætte alt det nye i værk, mener, at der lige skal køre lidt mere projekt, fordi det jo er en hjælp.

Mange steder er det simpelthen mængden af projekter, der er problemet. Der er dømt projektitis, når ikke engang forvaltningen har et bud på antallet af projekter, som det er tilfældet i Aarhus. Her mener skolechefen, at 200-300 mennesker har kompetence til at iværksætte store som små projekter.

Ret skal være ret. Nogle kommuner har skåret projekterne fra. Men det ser ikke ud til at være flertallet.

Hvor kommer så alle de gode projekter fra? Nogle mener, at de stammer fra forvaltningens rejser i udlandet - andre, at det er konsulenter, der tropper op på rådhuset. Det eneste sted, projekterne ikke udspringer fra, er skolen selv.

Hvad nu - jeg ved, det er helt ude i hampen, men anstreng lige din fantasi til det yderste - hvis kommunen sagde: Vi har nu fået denne reform plus andre krav. Hvad synes I, skoleledere, lærere og pædagoger, vi kan gøre for at hjælpe jer? For vi har en pose penge og nogle konsulenter, vi gerne vil bruge.

Vildt, ikke? Men det bliver nødt til at ske, før folkeskolen er kørt helt i sænk.

Der er brug for alvorlig selvransagelse i kommunerne. Som filosoffen Søren Kierkegaard sagde, starter al hjælpekunst med ydmyghed over for dem, man gerne vil hjælpe. Så kære kommune: Skrot projekterne, spørg, og lyt til svaret!

Skolerne drukner i projekter