Jeg er bare så flov

Over DPU.

Over den form for ledelse, der nu findes der.

Den er til stadighed en skamplet for mit fag.

Mine fag Pædagogik og Almen Didaktik er nu elimineret og blevet historie. Takke være Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Fagene findes ikke længere på læreruddannelsen og de findes ikke længere i den offentlige debat.

Pædagogik handler om at understøtte elevens læringsprocesser og dannelsesprocesser, så det giver mulighed for at blive myndige voksne.

Almen Didaktik handler om at tage ansvar for at planlægge, gennemføre og evaluere den undervisning, som handler om at vise, spørge og opfordre til faglig forståelse, fællesskab og ansvar.

Det er så hundesvært i praksis!

Det kræver pædagogisk-didaktisk viden og erfaring af lærerne. Og resurser fra starten.

Og så hjælper det sgu ikke, at der findes folk på toppen af DPU, der på alle mulige måder modarbejder enhver pædagogisk-didaktisk praksis og gang på gang nærmest gør grin med enhver forståelse af fagene pædagogik og almen didaktik.

Jeg orker ikke længere læse mere Rasmussen/Qvortrup-vrøvl, men kan ofte ikke lade være med at se på Sauer og Rømers meget stædige - og til tider uenige - kommentarer til Folkeskolereformen. Deres spændingsfelt må gå ned i historien. Men jeg kom derfor til at læse følgende Jens Rasmussen-citat i VIA-tidsskriftet ”Liv i skolen”, som Rømer inkede til.

”Vi ved, at det kan være vanskeligt for de professionelle at omstille deres undervisning fra at have fokus på, hvilke aktiviteter man vil igangsætte, til hvad eleverne skal lære”.

(http://politik.herning.dk/dagsorden/Boerne-_og_Familieudv/14-12-2016/Dagsorden(ID1155)/Bilag/Punkt_173_Bilag_1_Liv_i_Skolen_Saernummer_Maalbevidst_laering.pdf)

Læg mærke til formuleringen FRA aktiviteterne TIL, hvad eleverne skal lære.

Siden hvornår har lærerens didaktiske faglighed handlet om at stirre sig blind på undervisningsmål? Didaktik handler i stedet om forholdet mellem læringsforudsætninger, rammefaktorer, mål, indhold, læreprocessen og vurdering.... set i forhold til undervisningens spændingsfelt mellem hvad, hvordan og hvorfor.

Eller skal vi smide 50 års didaktisk forskning ud? Og mene, at alle folkeskolelærere over 45 år er fejl-uddannede?

I 1999 skrev Jens Rasmussen oven i købet det stik modsatte af ovennævnte citat fra ham, i tidsskriftet KVAN/nr. 54, side 43

” Ud fra et konstruktivistisk læringsteori er det ikke meningsfuldt at tale om, at vi skal ’gå fra undervisning til læring’, sådan som det pædagogiske slagord har lydt i 90erne. Det er en forkert konklusion på en rigtig præmis, nemlig den, at ingen kan lære nogen noget. Men at ingen kan lære nogen noget, er ikke ensbetydende med, at lærere ikke skal undervise.”

Og siden har det flydt med vrøvl fra Jens Rasmussens hånd, og hans ord har blafret i vinden, så de er umulige at gribe, umulige at få hold på, umulige at gøre til genstand for en egentlig didaktisk forståelse.

Derfor er der mange Ph.d’er, der i dag er helt uforståelige. Deres sætninger giver ingen praktisk mening. Det er blevet til lærings-snik-snak på engelsk, som ingen kan kritisere, fordi det er uden indhold.. At ”man ikke kan lære nogen noget”, var i 90erne en del af det konstruktivistiske vrøvl, der hørte med til ansvar-for-egen-læring og nu synlig-læring.

At man jo netop kan lære nogen noget hedder det ”pædagogisk paradoks” og hører med til en 150 år pædagogisk forskningstradition.

Jamen enhver folkeskolelærer må da tage sig til hovedet over de sidste 10 års såkaldte pædagogiske forskning! Desværre er kilden til det største vrøvl nu direkte fra DPU-professorer, og en hver, der engang underviste i pædagogik og almen didaktik må måbende spørge sig selv, om mødet mellem politikere, professorer og embedsmænd ved årtusindskiftet endte i en kollektiv hjerneblødning og efterfølgende demens. 150års kontinental pædagogisk-akademisk viden og forskning er tydeligvis glemt.

John Hattie-feberen har sprunget den fælles undervisningsdiskussion over og forblindet alle kommunerne på det individuelle begreb læring. Men det er ikke meningsfuldt at mene, at børns læring kan være synlig. Læringsprocesser er per definition usynlige og individuelle. Vi hverken kan eller skal se ind i hinandens hoveder. Det er og bliver et neuroplogisk-psykologisk emne, som ikke i sig selv er pædagogisk-didaktisk.

Vi kan planlægge en undervisning, der giver eleverne mulighed for at møde et indhold, en sag. Faglighed udvikles i dialektikken mellem elevens erfaringer og fagets begreber. Enøjet at pege på elevers læring er intimiderende og resulterer i, at eleven blev ufri. Det er kort sagt hjernevask!

Mennesket bliver frit, når det møder et indhold og opfordres til frit at forholde sig til den. Herigennem bliver der mulighed for at opdage sin egen opgave og ansvar i livet.

Vi bliver ikke frie ved autistisk at fokusere på egne læringsprocesser. Og læreren bliver ikke pædagogisk professionel af at fjerne blikket FRA aktiviteterne TIL elevens læring. Læreren er professionel, når han kan planlægge, gennemføre og evaluere et møde mellem eleven og faget, der peger på muligheden for at blive myndig i en fælles fremtid. Det kræver didaktisk fantasi, sgu da ikke at stirre sig blind på, hvad eleven skal lære.

Lærere skal altså ikke intimidere eleven ved alene at fokusere på, hvad hun/han har forestillet sig - planlagt - at eleven skal lære. Læreren skal  i stedet gøre det muligt at samtale om noget.

Lærere bør alene tage ansvar for den aktivitet, der hedder undervisning, som er det planlagte konkrete samvær, som vi er forpligtede på i skolerne. Den personlige afklaring og vækst er ikke tænkt som lærerens forsøg på at styre læringsprocesser. Elever og lærere må komme hinanden frit i møde. Det kan der ofte skulle bruges tvang til. Deraf begrebet " pædagogisk tvang" Vi skal tvinge til frihed!

Vi kan simpelthen ikke møde hinanden anderledes eller med andet formål i Folkeskolen. Med mindre vi nu har valgt hjernevask som Folkeskolens formål. Mig bekendt kræver det en lovændring.....er den på vej?