Nu har den pædagogiske og politiske debat været optaget af folkeskolens rummelighed og undervisningsdifferentiering i årevis. Det virker dog som om, vi samtidig bevæger os den stik modsatte vej. Faktisk er vi på vej ud af oplysningstiden og ind i en ny middelaldertilstand.

Det er ikke længere de gejstlige, der udlægger teksten, men ”sandheden” kommer nu fra psykologerne og sociologerne. Folke-styret, der kom med oplysningstiden, er suspenderet.

Hver uge komme en ny ph.d.-afhandling eller et eller andet forskningsresultat, der udsiger åbenbarende (åbenlyse ?) sandheder; som at vi alle bliver stressede i de nye teknokratiske systemer eller helt usandsynlige sandheder, som at læringsmålstyret undervisning i Hattie-stil er opkvalificerede for Folkeskolens kerneydelse.

Enten er de såkaldte videnskabelige sandheder ofte noget som mennesket kan erkende med sin medfødte fornuft, hvis det havde overskud til at tænke og samtale med kolleger. Eller det er vanvittige forskningsresultater revet totalt ud af en dansk praksissammenhæng, så man som folkeskolelærer måbende må høre på det rene vås, uden at kunne kritisere. For det hele er en abstraktion. En konstruktion. Uden for pædagogisk rækkevidde. Det vil sige uden praktisk fornuft. Så hvor skal man begynde? Hvordan overhovedet gå i dialog med en åbenlys Goddagmandøkseskaft-situation.

Det er som om, vi ikke kan eller tør bruge vores sunde fornuft længere. Jeg er bange for, vi nu lærer IKKE at bruge vores sunde fornuft i uddannelsessystemet – fordi der skal være belæg for tingene via boglige referencer. Ellers er det bare ’synsninger’, der lige så godt kunne udsiges af en husmor og ikke en uddannet professionel. Siger lektoren strengt og meget akademisk til de studerende. Som præsten før i tiden refererede til biblen.

Men jeg kender mange, der er kloge på erfaring og mange der er blevet dummere på skolebænke. Lederkurser er gode eksempler, for ingen fornuftig erfaren leder kunne selv komme frem til at bruge NPM-strategier i en skolesammenhæng. Den forestilling skulle være milevæk fra sund fornuft og praksis for at kunne blive udtænkt.  

Dorthe Jørgensen fra Idehistorie i Århus mener, at postmoderne akademikeres blik på verden ikke er intellektuel, men teknokratisk. De er en brik i videnssamfundet. En samfundsforståelse, som nyliberale har identificeret og bildt massen ind, kræver fleksibilitet via uddannelse, forskning og kompetencer. Og dette videnssamfund kræver evaluering, så vi ikke bare mener og synes noget, men også har belæg for det og kan måle det. Denne evaluering foregår selvsagt skriftligt – for det er nemmest at forstå fra skrivebordet, af teknokratiet.

Derfor bliver faglighed, som altid, opfattet som skriftlighed eller boglighed. At være professionel og faglig…handler altid om skriftlighed. Læg mærke til det; gang på gang er kildevisninger og skriftlige afleveringer blevet måden at dokumentere viden på. Hvis noget er læst eller nedskrevet, så er det målbart og dermed sandt. Står en lærer med sine 25 års erfaringer og fortæller mundtlig om dem, så opfattes det i den offentlige debat i dag som syns’ninger og subjektive betragtninger. Men hvad skal så korrigere alle de ”sandheder” som den videnskabelige forskning kommer frem til i øjeblikket?

Den skriftlige kultur har denne aura af abstrakthed, hvor aktører kan afholde sig fra at blive person-, situations- og tidsafhængige. Hvilket åbenbart er et adelsmærke i dag. Abstrakthed kræver generelle udtryk, der så defineres som faglige, idet de er uafhængige af konteksten, kronologien og aktørerne.

Men det går altså ikke alene med det blik inden for den pædagogiske praksis. Her er praksis primær. Teori og praksis skal udfordre hinanden konstant. Hvad læreren ville og hvad der skete. Og det meste er her afhængig af person, tid og sted. Minut for minut.

Jamen er den videnskabelige-akademiske skriftlighed automatisk en kvalitet? Og behøver den mundtlige kultur omvendt at blive forbundet med en tavs viden, hvor ”Mor-Karen” gør, hvad hun plejer og ikke kan foretage en refleksion, fordi hun ikke ejer abstraktionsevne? Er den mundtlige og erfarede kultur alene forbundet med flygtighed og alt for meget afhængighed af tid, sted og person? 

Kunne det tænkes at mundtligheden faktisk er lige så åndfuld og potentiel faglig i pædagogiske sammenhænge, fordi den kan være uhyre kompleks – modsat skriveprocessens langsommelighed og det skrevne ords monologiske stivhed?

Tænk på Sokrates, tænk på Grundtvig – vi har en lang dannelsestradition, der bygger på den sokratiske dialog og den levende vekselvirkning. Denne tradition drukner snart i netundervisning og teknokratisk it-styring. Hos Grundtvig hed det ’det døde bogstav’ – ikke fordi det var nedskrevet, men fordi det var tavst, monologisk og uden sanselig appel.

Det mundtlige ord er i pædagogiske sammenhænge ikke alene en proces, det er også et produkt af et struktureret fællesskab – om end det ikke kan læses bagefter. Mundtligheden repræsenterer en kultur, der har værdi i sig selv. Selvom den kræver tillid at anerkende den side. Tillid til dem, der bærer den mundtlige kultur. Fordi den ofte ikke kan gentages, konserveres, gemmes, være genstand for statistikker eller sendes i et matrixsystem.

Skriftlighedens omsiggribende dominans finder vi i stigende grad på læreruddannelsen.

Desværre - for mundtligheden giver mulighed for dialogens kompleksitet, stemmens sanselige udfoldelser og nærværet, der har sin egen pædagogiske tiltrækning. Forsøg bare at læse lektier i en bus, mens der er nogle der fører en privat samtale lige fra shopping til fodvorter. Man drages ind af samtalen, danner sig billeder af de talendes liv før og efter busturen og deres indbyrdes forhold. Man forsøger at fylde hullerne ud (hvor kommer de talende fra? etc.) og hele hovedet kører på overtryk. Imens forsøger man at læse bogens sætninger igen og igen, men må til sidst opgive. På løgstrupsk maner kommer nærværet først, trænger sig på og det skrevne skolastiske ord ligger koldt til ligegyldig dissektion.

Prøv at tænde for radioen og lyt til P1, mens du står og vasker op. Mens du bevæger dig, hører du oplæserens forklaringer. Det være sig et dokumentarbillede af samfundets udstødte eller en gennemgang af filosoffers tanker. Når man står der og er i gang, bevæger kroppen, koncentrerer man sig optimalt. Stemmen giver mere end selve ordene, den giver en stemthed, et helt univers. I kender det fra gåture med venner eller over malerbakken. Man taler så godt, mens man er i bevægelse, talen er en del af sanserne, fører til indfældetheden i livet, selvforglemmelse...

At bruge stemmen er et kunstværk og en del af al pædagogisk praksis er denne kropslige mundtlige dramaturgi. Vi iscenesætter rummet. Undervisning består primært af nærvær, stemmens sanselighed og de mundtlige spilleregler. Uden en forståelse for talens muligheder bliver al møde uden form og derfor også uden mødet med et indhold. I talen møder vi hinanden og kan berøres, møde modstand, mærke meningen, finde sandheder sammen. Samtalen er levende. It-programmer er alene værktøjer til hukommelsen. Et fantastisk arkiv. En god informationssøgning.

Men skolen handler altså om den nærværende mundtlige tilstedeværende samtale. Om fællesskabet. Om det person-, tids- og stedsafhængige. Om mulighederne. Om en kulturoverlevering, kulturudvikling og –bevarelse. Ikke kun de allerede praksis-fjerne planlagte skriftlige mål. Det sidste er desværre efterhånden i realiteten det, vi i dag fejlagtigt stadig kalder for Folkeskolen.

.