Jeg deltog den 2. marts på en konference som Metropol, Rambøll og Aarhus Universitet havde arrangeret. Det foregik i Aarhus og overskriften var ’Efter New Public Management’.  I mit indlæg reflekterede jeg over forholdet mellem styringskæden, værdikæden og det man kunne kalde meningskæden. Det handlede egentlig ikke om folkeskolen som sådan.

Derfor var det en overraskelse at se mit indlæg refereret og udlagt i en artikel på folkeskolen.dk – ikke mindst fordi jeg ikke havde fået at vide, at man ville reportere fra konferencen, og fordi jeg ikke havde fået forelagt artiklens citater til godkendelse. Efter offentliggørelsen fik jeg journalisten til at korrigere en række af citaterne, så de bedre repræsenterer det, jeg sagde. Folkeskolens chefredaktør har dog ikke ønsket, at gøre læserne opmærksom herpå, så man skal af egen kraft besøge reportagen igen, hvis man ønsker en mere retvisende udgave af det sagte. Vinkling og tekst i øvrigt har jeg selvsagt ikke noget ansvar for, men er journalistens prioritering og valg.

Indlægget får lærer Mette Frederiksen til tasterne samme dag i et debatindlæg den 6. marts. Frederiksen finder det ”bekymrende, at en rektor for læreruddannelsen tilsyneladende opfatter det som ”klynkeri”, når lærere gør opmærksom på, at der på grund af de ændrede arbejdstidsforhold er sket kvalitetsforringelser i skolen siden 2014”. Hun skriver videre at ”Herman plæderer endvidere for, at enhver lærer skal spørge sig selv, hvad der skal til for at lave en ”stærk undervisning”, hvor eleverne lærer noget. Det formulerer han med parolen: ”Ingen må gå ud af lokalet uden at have lært noget.” Og her er - som forstås - ”hårde data” tilsyneladende helt uundværlige”.

Der er en række problemer. For det første har jeg ikke sagt, at ”lærere elsker data, hvis de handler om, hvor mange minutter de har til forberedelse. Men de hader data, når de handler om skolens kerneydelse”. Det er en upræcis og tendentiøs gengivelse af det, jeg sagde i mit indlæg, og som jeg efterfølgende har fået korrigeret i folkeskolen.dks artikel. Jeg adresserede dobbeltheden i, at man fra fagpolitisk hold nu og da kom til at elske de data man bruger til at demonstrere den finske models overlegenhed (jf. PISA-resultaterne) samtidig med, at man miskender de samme data, når fx danske politikere ønsker at lægge dem til grund for politiske beslutninger om folkeskolen. På samme vis pegede jeg på, at man fagpolitisk gerne bruger data, hvis de kan vise, at ressourcerne er blevet færre, fx ved at regne på forberedelsestid i forhold til antal elever lige som politikere bruger udgiftsdata til at vise forskelle i skolers effektivitet. Det sidste eksempel adresserede datas rolle i ”inputspillet”, det første data i ”output-spillet”. Jeg kan have uret, og belæres gerne herom, men jeg har for det andet vanskeligt ved at forstå, hvorfor jeg dermed nedgør en hel profession, som jeg ikke har beskyldt for at klynke. Læseren må jo næsten tro det er et citat, når Mette Frederiksen skriver ”klynkeri”. Samtidig opfordrer jeg ifølge Frederiksen til, at lærerne skulle tage ja-hatten på. Endnu engang temmelig grundløst. Jeg har her og der i utallige sammenhænge ikke alene forsvaret, men tillige opmuntret til, at lærerne og andre professioner ytrer sig kritisk.

Endelig har jeg ingen stærke aktier i den såkaldte parole jeg skulle have formuleret: ”Ingen må gå ud af lokalet uden at have lært noget”. Intentionen i sætningen – jeg tror faktisk det kom via et ledende spørgsmål til mig – er god nok, men her fra og så til at konkludere, at jeg er tilhænger af hårde data, har et forsnævret syn på læring etc. er der et ret stort stykke vej, der er brolagt med mislæsning og fejltolkning. Havde Mette Frederiksen gjort sig den ulejlighed nogenlunde nøgternt at fortolke reportagen eller at sondre mellem journalistens tekst og de citerede passager, ville hun kunne se, at en vægtig pointe i mit indlæg netop var at problematisere de ret tydelige mønstre til hegemonisk sammenkobling af data og styring med faren for indsnævring af skolens formål og virke og til deprofessionalisering.

En nøgle til Mette Frederiksens læsning findes måske på Facebook, hvor flere har kommenteret artiklen med de ikke-godkendte citater. Kun måske, da jeg ikke kan vide det.

Her skriver ph.d.-studerende Brian Degn Mårtensson den 6. marts med henvisning til artiklen på folkeskolen.dk i et åbent opslag, at jeg er en ”konsekvent støtte af politiseret datastyring og nidkær kontrol”, men at jeg har ”specialiseret mig i lejlighedsvist at lyde pragmatisk og småkritisk” men med en klar linje: ingen sandhed, ingen klare ståsteder, ingen substans – ”bortset fra den næste udnævnelse, den næste kontrakt og den næste bonus. Hermann flyder med strømmen, og flyder altid ovenpå.” Det hedder dernæst, at det er ”uanstændigt, at han [Hermann] bliver ved med at støtte destruktionen af vores skoler og uddannelser.” Endelig: ”Det hele kan ikke blive ved med at handle om Hermann selv!”.

Jeg er ikke sikker på, at argumenter endsige fakta om sagt og usagt, gjort og ugjort, nytter mod sådan en skylle. Det portrætterede billede aftegner en figur, der er ryggesløs og ikke alene opportunistisk, men har egen vinding for øje i sin iver efter at støtte ødelæggelsen af skoler og uddannelser. Det er ikke småting.

Mette Frederiksen liker opslaget. Det kan have mange grunde. Man kan jo like med henblik på mangt og meget.

Og nu hvor vi er i den pudsige ende af skalaen. Mårtensson hævder i omtalte opslag, at jeg i et portræt i Politiken 4. marts 2017 er blevet skamrost af mine nærmeste venner. Den eneste kilde, jeg foreslog journalisten at ringe til, var Niels Chr. Sauer, der i portrættet udtaler sig kritisk om mig. En ”lille hund” kalder han mig. Politikens journalist var i øvrigt så venlig at sende mig artiklen til gennemsyn for faktuelle oplysninger.