Omkring 60 elever spiller skak i aulaen på Søndermarkskolen på Frederiksberg.

"Skak giver god koncentration"

En 5.-klasse på Søndermarkskolen har fået undervisning i skak i fire måneder. Jeg synes, de er blevet bedre til at koncentrere sig, siger matematiklæreren. I dag deltog elever fra skolens 5.-klasser i Skolernes Skakdag.

Publiceret
Skak på tid har eleverne også prøvet før.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Koncentration, fokusering og mønstergenkendelse er noget af dét, matematiklærer Elisabeth Dasic Jensen synes, hun kan se fremgang i hos eleverne, efter at de er blevet undervist i skak i fire måneder på Søndermarkskolen på Frederiksberg.

Thomas Nielson, far til en af eleverne, har undervist dem en lektion om ugen.

"Jeg har klassen fem lektioner i matematik om ugen. To gange to lektioner og så en enkelt lektion torsdag. Det er i den lektion, vi har spillet skak. Jeg er ikke selv en særlig god skakspiller, men det er den far, der har undervist dem", siger Elisabeth Dasic Jensen.

Hun har tænkt sig at fortsætte med skakspilleriet, fordi hun synes, eleverne har rykket på de fire måneder, og fordi det er et langt sejt træk, hvis man skal have noget ud af det læringsmæssigt.

"Jeg kan se forskel på de to 5.-klasser, jeg har, hvor det kun er den ene, der er blevet trænet af faren. Men alle har fået noget ud af det med mønstergenkendelse og med øget koncentration. Og det kan de jo bruge til tysk grammatik og dansk også".

 

Koncentration vigtig i alle fag

En hvid dronning bliver jagtet rundt på skakbrættet i et spil mellem to piger. Spillet ender uafgjort, fortæller de. Ved nogle af bordene fintænkes der over brættet, andre spiller hurtigere. Dagen begyndte med opvarmningsøvelser fra klokken 9. Omkring 60 elever fra de fire 5. klasser er i gang i aulaen på Søndermarkskolen.

"Bronzespringeren - sort konge/hvid konge + tårn" er en af opgaverne af 15 minutters varighed. De har prøvet hurtigskak på 10 minutter og 15 minutters skak rundt om bordet. Efter frokost skal de så dyste mod hinanden.

Thomas Nielson er far til en dreng i den ene 5..-klasse og for mange år siden spillede han i junior DM og Københavnsmesterskabet. Nu går han rundt og overværer dysten. Han bytter makkere ud et par steder og går rundt for at se, hvordan spillene forløber. Inden spillet blev sat i gang, understregede han over for eleverne, at det vigtigste er at vente, tænke sig om, inden man foretager sit træk. Det er bedst lige at bruge 5-10 sekunder længere, før man flytter brikken.

"Vi kan godt se, at nogle er blevet dygtigere, fordi de har fået undervisning. Vi har haft nogle øvelser med bønder mod dronningen, fordi det er sjovt. De fleste kan godt lide at spille skak. Det vigtigste er, at de lærer at koncentrere sig. Det kan de bruge til eksamen. Men de lærer også at tænke på næste træk, at regne fremad og det kan bruges i alle fag", siger Thomas Nielson.

"Hvad blev der af hvid dronning", spørger han to spillere. "Årh ja, du tog løberen…".

 

Skak på tid

"Skak er fedt", siger en pige og spillemakkeren nikker ivrigt. "Jeg spiller meget skak med min mormor. Man lærer at bruge hjernen".

Thomas Nielson og Elisabeth Dasic Jensen går rundt med skak-ure til spillerne. Nu gælder det om at spille hurtigt. Mange af eleverne har prøvet det før. De dasker til uret, foretager deres træk og dasker igen. Fokus er på skakbrættet.

Der ligger diplomer klar til eleverne, når dystene er færdige. I dag spiller over 39.000 elever fra 266 skoler landet over skak, oplyser Dansk Skoleskak.

Valghold i spil: Lærer at tænke over næste skridt 

Matematik er sjovt

"Mange børn læser ikke indenad, når de får en matematikopgave. Nogle er hurtige til at sige, at de ikke forstår det. Men hvis de fik reglerne til Minecraft, så ville de bare gå i gang. Vi spiller også, fordi det er sjovt. Matematik er sjovt, og der er matematik i alting. Man bruger matematik hele tiden. Jeg er oprindelig sproglig student, men nu underviser jeg i matematik og fysik/kemi. Det kan sagtens lade sig gøre, og alle har brug for matematik, men nogen gange lyder det som om, man skal være astrofysiker for at kunne arbejde med matematik. Det skal vi ud over, for alle bruger jo matematik", siger Elisabeth Dasic Jensen.

"Ligegyldig om man skal være tømrer eller elektriker, så kommer man til at arbejde med matematik. Jeg er uddannet syerske og indenfor tekstil, før jeg blev lærer. Jeg har haft egen virksomhed og der sidder man også med excel-ark og regnskaber. Derfor er det vigtigt, at eleverne får noget selvtillid omkring matematik. At de opdager, det kan være sjovt. Og at selv om det kan være svært, så er det altså ikke umuligt. Det skal være tilgangen til matematik".

Minecraft i engelsktimerne engagerer eleverne 

Hun fortsætter med skak i matematik og overvejer også at tage fat på nogle kortspil som for eksempel bridge, hvor sandsynlighedsregningen kommer ind.

"Bedre koncentration og fokusering er vigtigt til alt. I dag måles eleverne meget på test, og her hjælper det også at kunne koncentrere sig".

"Der er matematik i at bage en kage, når man skal følge en opskrift. Kroppen er symetrisk opbygget, det er også matematik, og eleverne har prøvet at tegne molekyler, da vi arbejdede med vinkler. For de vinkler er ikke tilfældige. Der er matematik i alting".

Elisabeth Dasic Jensen har også inviteret andre skoler på Frederiksberg til skakturnering skolerne imellem i slutningen af marts. Seks skoler stiller med otte elever hver til en dyst.

"Jeg har været på rådhuset, og kommunen giver en vandrepokal til turneringen i marts. Vi gør det igen til næste år. Det skal ikke kun være i fodbold, at man kan dyste og få en pokal".