Anmeldelse

Digital dannelse

Diskussion om digital dannelse

Næste gang jeg skal læse denne Digital Dannelse vil det være som lydbog på en lang biltur. Jeg vil sætte den på og pause den undervejs, så jeg kan diskutere bogens dilemmaer med mine to teenagebørn - og jeg vil glæde mig til samtalen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Digital Dannelse" er en letlæselig bog om den digitale virkelighed mange børn, såvel som ældre, oplever lige nu. Den er skrevet af Jeppe Bundsgaard der har forsket i emnet i mere end 15 år, og det kan mærkes. Bogen er dog ikke en elitær højpandet beskrivelse af fænomenet digital dannelse, men mere en praksisbog, der skitserer nogle af de dilemmaer der opstår, når teknologi og medier får en større rolle i menneskelig interaktion.

Fakta:

Titel: Digital dannelse

Forfatter: Jeppe Bundsgaard

Pris: 130

Sider: 72

Serie: Pædagogisk rækkevidde

Forlag: Århus Universitetsforlag

Bogens hovedpointe er, at det er skolens opgave at iscenesætte undervisning, hvor de skitserede dilemmaer bliver behandlet. Den tager primært  udgangspunkt i en danskfaglig kontekst, men problemstillingerne er højaktuelle i alle fag, hvor digitale teknologier bruges.

"Digital Dannelse" kommer omkring mange af de digitale problemstillinger vi oplever i dag, hvor dannelse er vigtig. Relationer i nye netværk (sociale medier), nødvendigheden med computationel thinking, netikette - men hovedvægten er på hvordan vi kan opdrage den nye generation til kritisk tænkning. Det handler om eleven som kritisk undersøger, eleven som analyserende modtager, eleven som målrettet og kreativ producent og eleven som ansvarlig deltager.

Bogen går nok ikke over i historien som hovedværket der afviklede den gordiske knude om digital dannelse, men måske som bogen, der anvendte begrebet empirisk og konkret, så begrebet gav mening på gulvet.

Hent endelig e-bogen eller lydbogen og lad den være genstand for dialoger med dine medstuderende, kollegaer eller teenage-unger.

P.S: Galileo Galilei er ikke fra oplysningstiden, som forfatteren ellers skriver på side 31. Det er en sjov fejl, netop når bogen handler om at være kritisk over for kilder og andet materiale.

Powered by Labrador CMS