Anmeldelse

Trivsel og faglighed

Pluk i materialet, og vær opmærksom på, at det kan være svært med for meget snak, især hvis klassen ikke er i trivsel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sex og Samfunds nye indsats, "Destination trivsel", indeholder både en undervisningsdel og en forældredel. Indsatsen er skabt for at lægge trivselstiltag ind i fagundervisningen, sådan at man kan ramme dansk-, billedkunst-, idræts-, samfundsfags- og historiefaglige mål og samtidig arbejde med trivsel.

Fakta:

Titel: Destination trivsel

Forlag: Sex og Samfund

Forældredelen kan både benyttes af forældre og i et skole-hjem-samarbejde, for eksempel på forældremøder som oplæg til debat.

Indsatsen indeholder 15 undervisningsforløb målrettet Fælles Mål. Forløbene er tiltænkt henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Alle materialerne er tværfaglige, hvilket godt kan være en udfordring planlægningsmæssigt, hvis man skal køre forløbenes aktiviteter samtidig.

I materialet til mellemtrin og udskoling gemmer sig mange alsidige opgaver med en udmærket faglig fundering, som gør det relevant at arbejde med i dansk. I materialet til indskolingen er det danskfaglige fokus lidt spinkelt.

Selve øvelserne i materialet er opstillet præcis som øvelserne i Uge Sex-materialerne, og mange af opgaverne har også samme organisatoriske udformning. Det er let, overskueligt og med et minimum af tekst. Læringsmål står øverst på hver enkel øvelse. Det er dejligt, at Sex og Samfund har tænkt over, at det skal være let tilgængeligt. Rent praktisk bruger vi på vores skole dog kun læringsmål for et forløb og ikke for hver enkel aktivitet i undervisningen. Sådan nogle overordnede læringsmål er intet sted at finde, og det er lidt ærgerligt.

Jeg frygter, at de mange snakkeøvelser i materialet bliver en tung mundfuld for indskolingselever eller klasser, hvor der generelt er problemer med uro. Det er en skam, for uro og mistrivsel hænger ofte sammen. Klasser, der har et stort behov for at arbejde med trivsel, har så meget uro, at de lange snakke om vigtige emner kan være næsten umulige at gennemføre. Hvis klassen ikke er i trivsel, er der sjældent rum til at lytte til hinanden.

Der er dog også øvelser med tegneopgaver, forskellige samarbejdsøvelser og kropslige aktiviteter. Mit bud er, at den type øvelser vil rykke mere end de mange snakkeøvelser.

Sidst i nogle af materialerne ligger forslag til øvrig litteratur, og der gemmer sig nogle perler af bøger med gode beskrivelser, som man helt klart godt kunne låne hjem.

Min vurdering er, at materialerne vil være hammergode at plukke og hapse i, hvis man vil arbejde med trivsel og samtidig vil rundt om nogle fagmål, men at det ikke egner sig udpræget godt til at plotte ind som sammenhængende forløb i for eksempel en årsplan. Dertil mangler der noget mere fagligt gods i opgaverne og et skarpere fagligt fokus.

Powered by Labrador CMS