Debat
2   344

De nødvendige spørgsmål

Velkommen i maskinrummet hos en kommunal forvaltning. Det handler om en drejebog. En drejebog for skolereformen. Det handler også om at stille de nødvendige spørgsmål.

I et debatindlæg af Anna Mee Allerslev (R), formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg fra den 29. januar 2016 efterlyses arbejdsro og respekt omkring arbejdet med reformen, for det er vejen frem. Der arbejdes ”på højtryk”, ”knokles”, ”arbejdes benhårdt” og ”forandring er svær”. Hun udtaler også ”Vi skal værne om den lokale frihed og have respekt for lokale forhold, for det er først og fremmest en lokal opgave at løfte folkeskolereformen”.

Dette indlæg tager udgangspunkt i en drejebog fra en kommune. Men det kunne være fra en hvilken som helst kommune. Drejebogen skal dermed ses som udtryk for en generel tendens. Indlægget tager dig med ind i maskinrummet i de kommunale forvaltninger. Det er jo dem, som knokler, arbejder på højtryk og benhårdt. Og det er også udgangspunktet for indlægget. Ingen tvivl om, at der knokles i såvel staten, som i KL, forvaltninger og hos lokalpolitikerne. Jeg vil også sætte en præmis, som hedder, at der er tale om kompetente mennesker indenfor hver af deres felter. Formålet med indlægget er således ikke at pege på inkompetence eller på menneskene, men på nogle overordnede mekanismer og strukturer vi ser udfoldet i maskinrummet hos offentlige forvaltninger.

Artiklen fortsætter under banneret

Hvordan arbejder man med skolereformen ude i de enkelte kommuner?

Her tager jeg udgangspunkt i en drejebog som beskriver arbejdet med folkeskolereformen i en kommunal forvaltning, inklusive de respektive aktører, såvel politisk, som forvaltningsmæssigt, som fagligt. Jeg vil fokusere på den del af teksten, som handler om fremtidigt valg af didaktisk metode i forbindelse med reformen, og efterfølgende analysere på hvad det er udtryk for. Det handler om ”Synlig læring og elevcentreret ledelse” hvor jeg vil citere fra drejebogen:

”Synlig læring og elevcentreret ledelse”

En arbejdsgruppe for ”strategiske pejlemærker” har besluttet at arbejde med mål og evaluering (synlig læring) er et vigtigt indsatsområde i skolereformen. Arbejdsgruppen for mål og evaluering har sideløbende drøftet forskellige måder at arbejde med mål og evaluering og har tilkendegivet, at de gerne arbejder videre med den australske forskers koncept ”synlig læring”. Projektet hedder ”Fra lærerstyrede klasseværelser til elevcentrerede læringssituationer i digitale læringsmiljøer” men benævnes fremadrettet som ”Synlig læring”.

Arbejdet med synlig læring rummer en særskilt kompetenceudviklingsdel for lederne – elevcentreret ledelse.

Kommissorium

-          At videreudvikle en detaljeret implementeringsstrategi for indsatsområdet

[…]

For at skabe åbenhed og ejerskab til processen inddrages centrale aktører i organisationen: politikere, forvaltning, faglige foreninger, medarbejdere og ledere. Organisering af projektet anvender endvidere erfaringerne fra LP-projektet, som er kendt på skolerne. Her er projektet organiseret med en central projektgruppe på den enkelte skole, hvor vigtige aktører tilser og kvalificere processen.

Projektejer

Børn- og unge direktør

 

--

1) Begrundelse for didaktisk metode

Der fremgår, at mål og evaluering er et vigtigt indsatsområde i skolereformen. Der er tilmed nedsat en arbejdsgruppe for mål og evaluering. Denne arbejdsgruppe har tilsluttet sig et koncept ”synlig læring” og der er iværksat et projekt, som inkluderer ny fælles metode og kompetenceudviklingsdel for ledere. Der er oprettet et kommissorium og projektejer er Børn- og unge direktør.

At mål og evaluering skulle være et vigtigt indsatsområde i skolereformen fremgår ikke direkte af forligsteksten, bortset fra resultaterne i nationale tests. Det er derfor svært at finde belæg for begrundelsen i selve skolereformen.

Hvem er i arbejdsgruppen? Det tyder på, at fokus ligger på ”mål og evaluering” og ikke på eksempelvis pædagogik og didaktik. Har man inviteret lærere og pædagoger med i arbejdsgruppen?

Det fremgår også, at man har besluttet at anvende ”et koncept” i hele kommunen. Det fremgår umiddelbart ikke, at der har været dialog, drøftelser, diskussioner eller andet med lærere eller pædagoger. Beslutningen er truffet (ud fra materialet som har været tilgængeligt).

Der er også lavet en ”detaljeret implementeringsstrategi for indsatsområdet”. Man vil skabe ”åbenhed og ejerskab til processen”. Men åbenheden og ejerskabet kan tilsyneladende kun handle om at være deltager/bidragsyder i en implementeringsstrategi som en del af en drejebog, idet beslutningen allerede er truffet.

Metodefrihed er dermed afskaffet, og beslutningen herom er truffet eller tilsluttet af en arbejdsgruppe, hvis ”strategiske pejlemærke” er mål og evaluering.

2) ”Virksomhedsinficering af folkeskolen”

Når man læser en sådan drejebog, er det svært at genkende, at det skulle handle om folkeskolen som kulturinstitution forankret i et formål, som beskrevet i formålsparagraffen. Der er ikke meget åndsfrihed, ligeværd og demokrati?

Nej, vi er i et helt andet univers. I virksomhedsdrift, forandrings- og projektledelse, i strategier og interessentanalyser. De benhårdt- og på højtryksarbejdende, knoklende ansatte og politikere kæmper for at få projektet til at lykkes. De vil så gerne inddrage relevante interessenter. Så ledere, repræsentanter fra forskellige fagforbund, lærere og forældre inviteres med i forskellige arbejdsgrupper. Der holdes møder. Der laves planer. Laves fremdrift. Implementeringsstrategier. Organisatoriske diagrammer. Styregrupper, arbejdsgrupper. Kvalitetsrapporter, Mål. Evalueringer …

Hov. Hvad skete der med vores folkeskole? Med den lokale forankring? Med åndsfriheden, ligeværdet og demokratiet? Med metodefriheden? Hvad med pædagogikken? Er alt dette ofret på drejebogens alter?

3) Forandrings- og projektledelse

HVIS vi skulle anse skolen som en virksomhed, så fejler strategien totalt. For man har ikke ”overbevist” de primære interessenter om, at der er et behov for forandring. Klichéen og myten om de 15-17% funktionelle analfabeter, som er blevet tilbagevist gang på gang, eksisterer kun i politikernes spin-maskine. PISA’s olympiske lege er også tilbagevist som ”kviksand” og de nationale test som statistisk usikre, der kun måler et udsnit af færdigheder og som bevirker at lærere allerede nu er i gang med at øve ordsprog og talemåder helt ned i 2. klasse, fordi det er en del af nationale test. Dét, man kalder for ”teaching to the test”. De ”primære interessenter” som man ønsker ”åbenhed og ejerskab til processen” som er blevet kastet ind i det ene forandringsprojekt efter det andet, som mangler tid og ressourcer til alting – til at forberede undervisning, til at rette opgaver, til at videreuddanne sig, til samarbejde med PPR, til samarbejde med forældre. Tilmed ”primære interessenter”, som i mange kommuner er fastlåst på skolen i hele deres arbejdstid.

Teoretisk, en succesfuld forandringsproces starter med inddragelse af medarbejderne, og en fælles forståelse af, at en forandring er nødvendig. Derfor er forandringsprocessen i dette tilfælde dømt til at fejle. Den nævnte ”åbenhed og ejerskab for processen” er ikke reel. Den er nærmere udtryk for et ønske, et håb, et krav. Når man hører, om lærere rundt omkring i landet på kurser i det nye ”koncept” får at vide, at kritiske spørgsmål ikke er tilladt, eller får ”diskrete hentydninger” fra ledelse, eller når ledelsen skal ”stå skoleret” på forvaltningen, hvis lærere eller bestyrelse på skolen er kritiske, så er der ikke tale om ”åbenhed og ejerskab for processen” og i hvert fald ikke tale om åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er udtryk for en ”top-down” styring, hvor der godt nok er nedsat et hav af styre- og brugergrupper, men hvor den overordnede ”strategi” er fastlagt på forhånd. Terningerne ER kastet!

Hvis et sådan projekt var blevet præsenteret som business-case i forandrings- og projektledelse ville det dumpe fælt.

4) Not business as usual

Er folkeskolen blevet til en virksomhed, hvor reformen anses som et projekt med projekt-i-projekter, som skal styres og reguleres med en uendelighed af projektmøder, styregrupper, arbejdsgrupper? Et hurtigt estimat herfra giver et tidsforbrug på tusindvis af mandetimer og sikkert også et betragteligt ressourceforbrug, på hvad man alene kan kalde for implementeringsprocessen på forvaltningsniveau? Og dét er kun for én kommune.

Når Anna Mee Allerslev taler om lokale forhold og lokal frihed, hvem gælder det? Det må gælde de lokale forvaltninger, da ikke de enkelte skoler, den enkelte leder, den enkelte lærer?

Der sker også det paradoksale, at folkeskolereformens enkelte måltal udmøntes i en eksplosion af kompleksitet, ressourceforbrug og aktiviteter igangsættes centralt og topstyres af sikkert kompetente, velmenende medarbejdere og politikere. Men resultatet er et enormt ressourceforbrug på en proces, som ikke er forankret i en forståelse af, hvad folkeskolen er.

Der viser sig nogle fundamentale problemer:

- Beslutninger der kan henføres til faglighed er ikke understøttet forskningsmæssigt, idet der ikke findes nogle ”koncepter” som det nævnte, som er universelt og som kan anvendes uafhængigt af konteksten

- ”De primære interessenter”, lærerne, har ikke været inddraget, men er bidragsydere i et projekt, som er top-down styret

- Den offentlige forvaltning har adopteret managementprincipper fra det private erhvervsliv. Hermed mistes forankring og forbindelse med demokratiske principper. Folkeskolen er IKKE en virksomhed

- Der tages ikke udgangspunkt i ”de primære interessenters” behov for at udvikle en god skole. Behovet defineres policy-mæssigt, hvorefter ”de primære interessenter” skal tilpasses implementeringen

- Der prioriteres ikke, hvad angår ressourcer. Hvis lærere eksempelvis mangler ressourcer, vil strategiske målsætninger og tiltag dels virke fremmedgørende overfor lærerne på de enkelte skoler ”vi har jo ikke tid i forvejen?” – dels anvendes der store ressourcer i det forvaltningsmæssige lag, ressourcer som kunne være anvendt hvor der er udtrykt behov herfor – i de enkelte klasseværelser.

- Slutteligt, og vigtigst, hele processen, mål og indhold er ikke forankret i folkeskolens formålsparagraf. Den er totalt fraværende:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

5) Hvem tør stille de nødvendige spørgsmål?

Der knokles, hårdt. Men spørgsmålet er, om der knokles med det rigtige? Om der bruges ressourcer de rigtige steder, og om der anvendes en tilgang som harmonerer med folkeskolens formålsparagraf?

Hvad kan der gøres herfra?

Mit bud er at stille de nødvendige spørgsmål, eksempelvis:

  • Ønsker lærerne den samme didaktiske metode i hele kommunen?
  • Er valg truffet ud fra grundige undersøgelser af pædagogisk forskning?
  • Hvad er kommunens rolle? At sikre gode rammevilkår for skolens virke, som lokalt forankret demokratisk institution – eller at styre skolen som var det en virksomhed?
  • Skal der anvendes ressourcer på, hvad embedsmænd og politikere mener – eller på, hvad fagfolkene, lærerne, pædagogerne og lederne giver udtryk for der er brug for?
  • Hvordan går det med inklusionen? Hvad siger elever, forældre, lærere og pædagoger?
  • Hvad ville der ske, hvis man stoppede alle de planlagte projekter?
  • Hvad ville der ske, hvis man decentraliserede beslutninger til skolernes ledere og bestyrelser?
  • Hvad er folkeskolen – et strategisk implementeringsprojekt, eller en kulturinstitution?
  • Hvad med formålsparagraffen, skal den ikke tages alvorligt og overholdes?
  • Hvilke ønsker har elever og forældre til deres lokale folkeskole?
  • Hvilke ønsker har lærere, pædagoger og ledere til deres lokale folkeskole?
  • Hvad er mål og evalueringer i forhold til opfølgning, kan der følges op på dem?
  • Hvad kan vi ikke måle og evaluere, som har betydning?
  • Hvis forandringer ikke er begrundet i demokratiske processer, hvad er forvaltningens legitimitet da i forhold til beslutninger?

 

Kilder:

www.kl.dk/menu/Debatindlaeg-Arbejdsro-og-respekt-er-vejen-frem-id196593/

spotidoc.com/doc/4001903/drejebog-3-til-skolereformen

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ