Luksusfælden skal filmes i 7.b med kasseapparat og Matadorpenge (Klik videre for at se flere billeder)

Svært at bruge en million kroner

En dværgkanin koster 50 kroner, så der er langt op til millionen. En segway koster omkring 12.000 til 16.000 kroner. Brug en million kroner, lyder opgaven til mellemtrinnet på Matematikkens Dag, og det er ikke let for eleverne i 4.b på Kastrupgårdsskolen i Tårnby. I indskolingen er der legetøjs- og købmandsbutik, og i udskolingen udregner eleverne budget og filmer deres egen ”Luksusfælden”.

Publiceret Senest opdateret
1. klasserne har bygget en købmandsbutik op, hvor de kan købe for plastikpenge
Hvor er det svært at bruge en hel million - i 4. b
4.b på Kastrupgårdsskolen klipper varer ud, som de vil købe for deres million kroner
Karla sikrede sig hurtigt kæmpeplyshunden. For 100 kroner i plasticmønter
Luksusfælden klar til optagelse - Paris-tur
Saftevandsboden var en succes i 1. klasse. Der var hurtigt udsolgt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi prøver at finde dyre ting", siger to piger og viser deres planche. Tivolitur til 588 kroner for to, et badebassin til 5.495 kroner, tre papegøjer i bur, to skriveborde, to mountainbikes og så to gange øreringe til 4.420 kroner. Der er lang vej til en million kroner. Med lidt hjælp fra læreren finder pigerne to armbånd til 53.900 kroner. De fniser over at bruge så mange penge på to armbånd. På Kastrupgårdsskolen deltager klasserne for første gang i Matematikkens Dag. Det er to matematiklærere, der er ved at uddanne sig til matematikvejledere, der har foreslået, at hele skolen holder fleksdag og har matematik i dag. Derfor deltager de i Matematiklærerforeningens arrangement med temaet Funny Money  - økonomiens matematik. Hver klasse på mellemtrinnet vil senere vælge den flotteste planche og sende ind for at deltage i den konkurrence, der også er her på Matematikkens Dag.

Blog: Så blev det d. 14. november - Matematikkens dag

 Temaet med økonomiens matematik er besluttet, fordi det har vist sig, at mange unge tager forbrugslån til meget dyre renter. En del unge er på de dyre lånemarkeder og ved egentlig ikke, hvordan det fungerer med de der renter. Hvad er et sms-lån? Hvor meget er det rimeligt at betale i rente for et lån og kan jeg spare op, sådan at jeg slipper for at låne penge? Hvordan stiller jeg et budget op? Det er nogle af opgaverne. Omkring 500 skoler deltager i Matematikkens Dag i år. Det er femte gang, der holders Matematikkens Dag. Penge og Pensionspanelet har samarbejdet med Matematiklærerforeningen om materialet til dagen.

Dværgkanin og Macbook "Vi ved ikke, hvad vi skal bruge alle pengene til, når vi ikke må købe et hus, en bil eller give nogle penge væk", forklarer en dreng i 4.b. Han har fundet en skrivebordsstol, fordi sådan en mangler han. To drenge er i gang med at købe en dværgkanin og en Macbook. Men de har stadig langt over 900.000 kroner tilbage. To andre drenge er helt benovede over, at de har købt et amerikanerkøleskab til 7.777 kroner, men så kan det også producere isterninger. "Vi skal bare brænde penge af på en lang liste", griner én og sammenligner det med, hvis man havde vundet i Lotto. Det regner han bestemt med, at han vil - engang. "Jeg synes, det er overdrevet at bruge så mange penge", siger en dreng, der lige har købt et flunkende og dyrt løbehjul. "Vi skal gøre det her for at se, hvor mange penge en million kroner egentlig er", forklarer Daniel. Overalt i klassen klipper eleverne fladskærme, højttalere og computere ud fra reklamer for at klistre dem op på deres plancher, mens de tæller ned fra én million på deres lommeregnere. Endnu har ingen i 4.b brugt 100.000 kroner. To piger er ved at klistre billeder på deres planche. Der er to rensdyr med lys i til 299,95 kroner og et lystræ til 149,95 kroner - og så en hund. Fire drenge jubler, fordi de har fundet en segway til mellem 12.000 kroner og 16.000 kroner. Det var da lidt af vejen, og de snakker om, hvor skægt det er at køre segway. Lærer Annette Barner Damgaard klapper i hænderne og fortæller, at der er pause i et kvarter. "Tag noget mad med ud", opfordrer hun. Ingen af eleverne rører sig. En pige taler stadig drømmende om den hund, hun vil købe, og en gruppe drenge taler om gocart. Det vil de tjekke efter pausen. Snakkende forlader de klasselokalet for at få lidt luft.

Paris-tur kræver budget Luksusfælden er emnet. En gruppe elever fra  7.b på Kastrupgårdsskolen er ved at stille op til en lille film. De har fundet et kasseapparat, Matadorpenge og har lagt det hele illustrativt op, så de er klar til at filme. Det må kun være en lille film, men lærerne lægger vægt på fremlæggelsen af emnerne  budget, opsparing og lån. En pige tegner Eiffeltårnet på tavlen, for denne Luksusfælden handler om en rejse til Paris. Matadorpengene er placeret ud for sedler, hvor der står fly, mad på turen, shopping, café og entrébilletter. Det er den ene pige i gruppen, der har været på Paristur, og det er hendes erfaringer, gruppen bygger filmen op på. På computeren har de et excel-regneark, hvor der skal opstilles budget. I et andet lokale har en gruppe udregnet budget for en pige på 13 år. Hun får 800 kroner i lommepenge om måneden, fortæller en klassekammerat, der selv får 200 kroner. Budgettet går ud på, at pigen vil spare op til en iPhone til 4.636 kroner. Og hvordan gør hun så det? Deres lærer kommer forbi og fortæller, at de jo skal kunne fremlægge det på en god måde. Måske kunne de skrive en sang. To fra gruppen går i gang med teksten "hvad vil de unge gerne ha'?".

 

Nu skal jeg spare op! "Jeg skal bruge det her. Jeg vil spørge mine forældre, om jeg kan få en opsparingskonto. Jeg har virkelig brug for det. Jeg har lige købt en jakke til 600 kroner og et Apple-tv til 850 kroner", fortæller pigen, der går med aviser, arbejder som lektiehjælper og får lommepenge fra forældrene. Hun bruger en del penge på at købe neglelak og andre ting over nettet hver måned. Hun har talt flere gange med sin morfar om at spare op, men nu skal det være, siger hun. Klassen har set videoen til Funny Money om to unge. Den var lidt af en øjenåbner, mener gruppen. En pige fortæller, at hendes mor tager 300 kroner af hendes løn som avisbud hver måned og sparer op for hende. Lærer Charlotte Eskebjerg er overrasket over at høre, at omkring en tredjedel af 7.b har fritidsjob. "For ti år siden var der ingen, der gad have fritidsjob og for eksempel gå med aviser, men det er nok nødvendigt, hvis de unge vil have det forbrug, som de har", siger hun. Charlotte Eskebjerg diskuterer lån og renter med en gruppe. Det handler om, hvor meget en iPhone kommer til at koste, hvis man skal tage forbrugslån til den. "Den bliver faktisk meget dyrere, hvis man låner", siger en pige forarget. Klassen har tidligere haft et familieprojekt, fortæller Charlotte Eskebjerg. "De talte først om hus, Ferrari eller to biler, men jeg havde fundet lønninger på et par, der var buschauffør og gartnerassistent, så de endte med at flytte til Lolland og dyrke deres grøntsager selv, for at få økonomien til at løbe rundt".

Store indkøbsdag Hos 1. klasserne er der gang i bamser, smykker, købmandsbutik og saftevandsbod. Eleverne har arbejdet i et par uger med at samle legetøj, smykker og købmandsvarer ind. De har sat prissedler på det hele, og nu starter store indkøbsdag. Saras mor og lillesøster er på besøg i klassen i dag. Lærer Maria Bautrup deler penge ud. Eleverne har jo alle arbejdet i lang tid med at få alle boder stillet op, samle ting ind og skrive skilte over butikkerne, så alle får 100 kroner i løn i plastikpenge. Klassen har samlet mere ind end de andre klasser, og der er nogle fantastiske godbidder gemt ovre blandt legetøj og bamser. Flere sidder på spring til at købe. Maria klapper og salget starter. Karla hopper over og nupper den kæmpestore plyshund, der koster 100 kroner. Hun er klart den første, og hun får købt den. Hun krammer den glad og går hen for at passe sit arbejde i købmandsbutikken. "Hvad hvis man ikke kan regne ud, hvormange penge man har, når man har købt noget", spørger en dreng. "Så hjælper købmanden", svarer Maria. Hun har netop gennemgået et regnestykke på tavlen. Hvis man har 100 kroner og køber for 20 kroner, hvad har man så tilbage? Hun forklarer også, at måske er det, man gerne vil købe, blevet udsolgt. Det er der så ikke noget at gøre ved.

Hvad koster en liter mælk? Da klassens elever selv har købt det, de vil, bliver butikkerne åbnet for de andre klasser også. Flere kommer ind fra naboklasserne for at købe saftevand i boden. Der bliver hurtigt udsolgt. "Vi har arbejdet både med matematik, dansk og billedkunst i projektet her. Eleverne har skrevet indkøbsseddel til en fredag aften, hvor familien skulle have gæster. De skulle købe ind til middagsmad, til at pakke legegaver ind og til slik til Disneysjov. Vi har også opfordret dem til at gå med forældrene på indkøb. Da vi begyndte, havde de ingen ide om hvad en liter mælk koster. En foreslog 48 kroner, en anden 25 kroner, så først var de med på indkøb og så skulle de sætte prissedler på tingene her i butikkerne", fortæller Maria Bautrup. Flere elever kommer for at få et forskud på deres løn, da de har brugt de 100 kroner. For der er så meget at købe.

Læs mere

Læs om Matematikkens Dag på www.dkmat.dk