Teenpower
Fakta
Titel
Teenpower
Forfatter
Pia Beck Rydahl
Pris
199 kroner
Sider
208 sider
Type
Bog
Forlag
Politikens Forlag
Positiv psykologi for teenagere! Ja, det er, hvad nærværende bog er. Og den er bare supergodt skrevet til målgruppen, både klogt, sjovt og provokerende. De unge får et godt redskab til at få sat gang i selvtillid og selvværd. Jeg håber virkelig, at denne bog må få mange læsere, for den er fantastisk!
Artiklen fortsætter under banneret
Her er hjælp til enhver teenager, både den generte, den højtråbende og hende, der styres af sin indre perfektionist. Og til alle dem, som ønsker mere styrke indeni, eller til os voksne, der omgås teenagere, og som gerne vil hjælpe, men også vide lidt om, hvordan man coacher et ungt menneske, nu hvor det er blevet så stort, at man ikke længere kan opdrage eller bare nusse og trøste.
Bogen rummer nogle rigtig gode skriveøvelser og værktøjer til hovedet og hjertet, der hjælper teenageren til at tage ansvar for sit liv og til at lære sig selv bedre at kende. Der er blandt andet kapitler om, hvordan man lærer at sige fra, hvordan man får det bedre med sine forældre, og hvordan man styrer sin indre papegøje med de kritiske tanker. Og så kan man jo godt snuppe et par relevante øvelser til klassens tid, når man synes, at ens unge trænger til et kærligt knus og et godt skub bagi, ikke mindst op mod terminsprøverne, hvor selvværdet skal stå sin store prøve.
Og endelig kan jeg kun sige: Køb den og brug den - uanset om du er teenager, forælder, skolebibliotekar (helst dig - for du skal jo købe bogen til skolen!) eller klasselærer i 6.-10. klasse.
MERE OM EMNET