Anmeldelse Pædagogik
0   256

Et indblik i pædagogikkens egen etik

Opdragelse er en pligt, siger forfatteren, og han kan også argumentere for, hvorfor det er sådan - uden at blive banal.

Pædagogikkens etik

Fakta


Titel
Pædagogikkens etik

Forfatter
Klaus Prange

ISBN
9788771291902

Pris
250

Sider
185

Serie
Pædagogik til tiden

Forlag
KLIM

I det danske forord forklares der, hvordan Klaus Prange ikke har haft sit store gennembrud i Danmark, men i Tyskland er lige så kendt som Wolfgang Klafki og Dietrich Benner (som jeg i hvert fald husker fra min egen seminarietid). Pranges fokusområde er pædagogikkens egen etik, hvortil han har udviklet sin egen almene pædagogiske teori. Bogens emne beskrives som opdragelsens normative konstruktion – hvilket igen ikke siger så lidt.

Artiklen fortsætter under banneret

Hr. Prange fører os gennem det, han kalder at begribe opdragelsens normalitet, og anklager det nuværende pædagogiske fokus for at være for meget rettet mod det næste skridt frem for at se opdragelse i det store billede. Han anklager de fleste opdragelsesrelaterede spørgsmål for at mangle formen – skal børn i vores samfund opdrages til at være gode demokratiske borgere, eller er det eksempelvis de kristne dyder, som vejer tungere? Ifølge Prange bør vi i højere grad beskæftige os med, hvor det er, vi vil hen, i stedet for hele tiden at kigge på, hvad vi skal gøre her og nu.

I hans tilgang får vi et bredt indblik i de forskellige sider af opdragelse. Han inddrager forskellige etiske diskurser, forældre og familiers opdragelse, den offentlige opdragelse og refleksioner omkring selvopdragelse og meget, meget andet. Han argumenterer for, hvordan opdragelse bliver til en pligt, når man får et barn, ligesom det at få et kørekort er en pligt, når man skal køre en bil. Den, der ikke lever op til pligten, bliver i moralsk forstand skyldig. Det lyder alvorligt, og det er det. For ham handler pædagogik altid om at vise noget bestemt, noget uopdaget for barnet, med det formål at barnet skal lære. Udgangspunktet for den pædagogiske etik beskrives derfor som det asymmetriske forhold, der er mellem en voksen og et barn, hvor magtbalancen altid vil være forskubbet. Bogen slutter med, at han ser nærmere på spændingsforholdet mellem retsvidenskab og pædagogisk refleksion.

Hele vejen igennem bogen er der referencer til diverse filosoffer - fra Sokrates til Kant, men også den mindre kendte Hermann Schmitz finder vej i forhold til en anerkendelse af følelser som ikke kun irrationelle sider af mennesket. Alt er eksemplificeret, og de mange opsamlinger gør det lettere at sætte sig ind i, hvad der til tider er tungt.

Som slutbemærkning vil jeg tilføje, at jeg altid har haft det sjovt med almene pædagogiske teorier. Tre tørre ord. Tit og ofte har almene pædagogiske teorier tendens til at blive det banales højborg, hvor man ikke kan dy sig efterfølgende for at tænke: "Var det det?" For selvfølgelig er det en pligt at opdrage de børn, man sætter i verden. Men på den anden side - hvem bestemmer, hvad opdragelse i virkeligheden er? De mange kunstige spørgsmål, som hyppigt stilles gennem værket, som også forfatteren påpeger er kunstige, giver anledning til rigtig mange brugbare refleksioner, når det gælder et mere realistisk billede af opdragelsen i dens mange udtryk. Derfor er bogen god til både forældre og lærere – med andre ord alle, som er omkring opdragelse i deres daglige virke.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ