Denne bog om evidensbaseret praksis er kendetegnet ved at være grundig, godt skrevet og med mange gode eksempler. Bogen er inddelt i fem store kapitler, hvor kapitel 1 og 2 nok vil opleves som mest relevant for undervisere i grundskolen, idet der direkte skrives om skole og evidensbaseret pædagogisk praksis.

Der er dog også noget at hente i de øvrige kapitler, for eksempel i kapitel 4, der handler om implementering. Hvordan kan der arbejdes med at implementere de resultater, forskerne når frem til, i den daglige arbejdssituation, man befinder sig i? Det er faktisk et interessant spørgsmål, og mange lærere vil blive ramt af forskning og forskningsbaseret viden i de kommende år. Det vil gælde både lærere med basis i den almindelige grundskole og lærere, der arbejder med specialpædagogiske spørgsmål.

Det er altid godt at vide, hvad det er, man bliver ramt af, og i denne bog er der et glimrende kapitel om forskellige strategier spændende fra ”Let it happen", ”help it happen” til ”make it happen”. De to første udtryk dækker det at få viden spredt og helt grundlæggende at få formidlet det, forskerne ved. Det sidste udtryk omhandler en egentlig implementering, hvor forskellige aktører samarbejder om at udvikle et fælles felt.

Nogle lærere vil formodentlig synes, at det er rart at vide, at det, de lige nu er en del af, kan italesættes som ”programinstallering”, altså at de som lærere bliver oplært til at kunne gennemføre bestemte handlinger i forbindelse med implementering af ønsket læreradfærd i forbindelse med et kursus om klasseledelse. Netop klasseledelse bliver beskrevet i det fine kapitel 2 om evidensbaseret pædagogisk praksis. Her gennemgår Terje Ogden ordenligt og grundigt forskellene på pædagogisk udviklingsarbejde og praksisudviklende skoleforskning. Her gennemgås forskellene mellem kvalitative og kvantitative tilgange til skoleforskning, og her gives eksempler på en længerevarende dialog og diskussion mellem to engelske forskere, der repræsenterer hver sin tilgang, nemlig D.H. Hargreaves og M. Hammersley. Begge kendte og anerkendte skoleforskere.

Det er spændende læsning, der viser, at der er meget at lære om begge forskningsmæssige tilgange, og at ingen af dem er uden fejl og mangler. Kapitlets bedste del er en meget fin præsentation af en for denne anmelder ukendt forsker Robert Marzano, der som den aktuelt meget omtalte J. Hattie arbejder med metaanalyser af forskning og forskningsresultater. Det særlige ved Marzano er, at han har forsøgt at isolere præcis de faktorer, som lærere og elever selv konkret kan påvirke. Det er spændende. Et eksempel på en konklusion er, at læreres almene tiltag for at forbedre undervisningen vil øge forskellen på dygtige og svage elever! Ønsker man at styrke de svage elevers præstationer, skal de ”have positiv særbehandling, det vil sige noget mere og noget andet end det, de dygtige får”.

Spændende er det også at læse gennemgangen af, hvad der er sagt om klasseledelse fra den tidlige start, hvor begrebet introduceres, til nu, hvor begrebet kan siges at være modnet gennem forskning og anvendelse af forskning. Et eksempel her med stor rækkevide også for den danske implementering af begrebet er, at klasseledelse for at få effekt kræver, at de elever, der er i spil, skal finde bekræftelse i lærerens opmærksomhed og ikke i deres kammeraters opmærksomhed! Det betyder, at klasseledelse ikke altid virker – simpelthen! Det vigtigste, der er i spil, også når det gælder læreres arbejde med klasseledelse, er den gensidige respekt mellem lærer og elev. Respekterer eleven ikke helt grundlæggende læreren og skolen som vigtige i livet, falder effekten af klasseledelse. Det er da værd at vide for de sikkert mange lærere, der synes, at de gør det rigtige, men også tænker, at det ikke virker. Det er ikke dem, men systemet, den er gal med!

Terje Ogden har skrevet en glimrende bog, der kan få mange læsere, hvis lærerne får tid til at læse den.