Anmeldelse

Historiebevidsthed i det moderne

Lille bog om historieundervisning tegner et fornuftigt og relevant billede af et fag, som vil mere end envejskommunikation og løsrevet kundskabsformidling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thomas Binderup, som er jysk lærer og cand.pæd.soc., har for en rum tid siden skrevet en lille, anbefalelsesværdig bog om historieundervisning i grundskolen; historieundervisning opfattet som stimulering og udvikling af elevernes historiebevidsthed.

Fakta:

Titel: Historiebevidsthed i det moderne

Forfatter: Thomas Binderup

Sider: 125 sider

Type: Bog

Forlag: Kvan

Binderup er udfordret af det didaktiske begreb "historiebevidsthed", og han forsøger at omsætte det til undervisning i praksis - at operationalisere begrebet. Og det gør han fint og vellykket. Dermed adskiller han sig fra tidens tendens i historiefagets statsbestemte udvikling i grundskolen, nemlig at ville skrue ned for fagets bevidstheds- og identitetsgivende muligheder og skrue op for den mere klassiske forestilling om den rene vare, kundskabsformidlingen i faget. Binderup tager begrebet om historiebevidsthed alvorligt - men vil i øvrigt (selvfølgelig) have både elever og kundskaber i spil i undervisningen.

Bogen er nemt overskuelig. Første og længste del er en både teoretisk og praktisk orienteret diskussion af historieundervisningens hvorfor, hvad og hvordan, mens bogens anden og tredje del er to forskellige undervisningseksempler - dels i en 3. klasse, dels i en 9. klasse. De to forløb fra undervisningen fungerer som en praktisk omsætning af de teoretiske og metodiske overvejelser i bogens første del.

I Binderups diskussion af historieundervisningens opgave og muligheder i skolen er der med stort held brugt kræfter på at få skovlen under historiebevidsthedsbegrebet, og der er en dejlig vedholdenhed og praksisorientering gennem hele bogen. Bogen er i virkeligheden en slags teoretiseret praksisbeskrivelse og -diskussion. Velgørende. Og sjældent set.

Et af de aspekter, Binderup lægger allermest vægt på, er det narrative aspekt i undervisningen, altså fortællingens betydning for identitetsudviklingen og for selve konkretiseringen eller italesættelsen af elevernes historiebevidsthed. Forventningen om udviklingen af elevernes narrative kompetence forfølges konkret igennem bogen, og det demonstreres blandt andet, hvordan porteføljemetoden kan benyttes aktivt i den sammenhæng.

Fordi Binderup er så bredt funderet i de didaktiske diskussioner, er bogen reelt et kortfattet bud på en moderne eller tidssvarende historiedidaktik. Den fremstår som et omrids af en bæredygtig faglighedsforståelse. En moderne faglighedsopfattelse. Derfor er det ærgerligt, at Binderup selv på tidspunkter kalder ren kundskabsformidling for "faglighed". Vi bør netop sætte og fastholde en ny og tiltrængt dagsorden, hvor ren kundskabsformidling definitorisk kun er en del af en moderne "faglighed". Præcis som Binderup selv gør det.

Bogen vil fint kunne anvendes på historielinjehold og i diplomsammenhænge. Og den er oplagt for den interesserede historielærer.