»Tegn på sprog« - et seksårigtforsknings- og udviklingsprogram
I foråret udkommer bogen »Literacy og sproglig diversitet« påAarhus Universitetsforlag. Den er en udløber af et seksårigtforsknings- og udviklingsprogram, der hedder »Tegn på sprog«. Måletmed projektet er at få mere indsigt i tosprogede elevers læse- ogskrivetilegnelse samt at udvikle læse- og skrivepædagogikken, så detosprogede elever bliver bedre til at læse og skrive dansk ogderved bedre kan klare sig videre i uddannelsessystemet.
Forskerne følger hver en klasse fra 0. til og med 5. klassetrinpå fem forskellige skoler. En stor del af eleverne er tosprogede isamtlige fem klasser. Leder af projektet er cand.pæd., ph.d. HellePia Laursen, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik(DPU). Projektet løber foreløbig frem til sommer 2014.
Du kan læse om projektet på
www.ucc.dk/udviklingogforskning/udviklingsogforskningsprogrammer/didaktikoglaeringsrum/2136/tegnpaasprog/
Eksempler på tværsprogligeundervisningsforløb
Forskeren fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) harsammen med klassens lærere i de fem
klasser udvikletundervisningsforløb, der trækker på de flersproglige kompetencer,som eleverne bringer med ind i skolen. Her er to eksempler:
• Undervisningsforløbet »Læseoplevelser på flere sprog« togafsæt i arbejde med tosprogede tekster i dual language-bøger, ogfokusordene »venner«, »fortalte« og »flodhest« blev sammenlignet påarabisk, dansk, dari, engelsk, kinesisk, kurdisk, pashto, rumænsk,somali og urdu - først i mere eller mindre sproghomogene grupper ogsiden på klassen. »Venner«, »fortalte« og »flodhest« blev valgt,fordi de tematiserer bestemte sproglige forhold på tværs af sprog:»venner« skulle rette opmærksomheden mod ental/flertal, »fortalte«mod nutid/datid og »flodhest« mod sammensatte ord og ortografiskekonventioner for egennavne.
• I undervisningsforløbet »Et bogstav har en form« blev detalfabetiske princip belyst gennem sammenligning af to megetforskellige alfabeter: det danske og det arabiske. Det sprogfagligemål var at bevidstgøre børnene om, at der til ethvert bogstavsvarer en form, en lyd og et navn, og sammenligningen af det danskeog det arabiske skriftsystem fungerede som en resurse.
Furhan skriver et dari-agtigt A
Furhan, der har afghansk baggrund, var knap begyndt i 0. klasse,før han skrev et dansk A. Omhyggeligt tegnede han derpå fireprikker over A'et og erklærede tilfreds, at han nu havde lavet et»dari-agtigt A«.
Prikker udgør en væsentlig del af bogstavarkitekturen på dari,hvor prikkerne optræder enkeltvis, i par eller tre ad gangen, menaldrig i grupper på fire som i Furhans skriftmosaik og helleraldrig i selskab med latinske bogstaver. Dén kombination er Furhanshelt egen. Det er ganske almindeligt, at flersprogede elever gliderfrem og tilbage mellem forskellige alfabeter, og dansklærerne kanbruge denne særlige skriftbevidsthed hos eleverne i deresundervisning, mener forskerne.
Tosprogede elever erflersprogede
Tosprogede elever er ikke tosprogede i gængs forstand, de erflersprogede, konstaterede forskerne ude i klasserne. Her er etudsnit af en samtale, hvor en forsker prøver at finde ud af, hvemIoana, der går i indskolingen, egentlig er sprogligt set. Hendesmor er fra Somalia, og hendes papfar er fra Kroatien.
Forskeren:
»Det vil sige, at du kan tale dansk, somalisk…«.
Ioana:
»Kun lidt somalisk«.
Forskeren:
»Arabisk?«
Ioana:
»Lidt«.
Forskeren:
»Kroatisk?«
Ioana:
»Lidt«.
Forskeren:
»Og engelsk?«
Ioana:
»Meget engelsk«.
Forskeren:
»Meget engelsk? Det vil sige, at når du taler meddin mor og din papfar, så taler du engelsk til dem mest?«
Ioana:
»Hmm«.
Forskeren:
»Og når I snakker sammen alle sammen, så taler duengelsk?«
Ioana:
»Hmm. Når vi spiller kort, spiller vi med engelsk oglidt dansk«.
Forskeren:
»Okay, så du skifter sådan lidt mellem engelsk ogdansk?«
Ioana:
»Ja«.
De mange sprog, der flyder ud og ind imellem hinanden, er dettypiske billede. Derfor giver det ingen mening at stille spørgsmålsom »hvad er barnets modersmål?« og »hvilket sprog taler barnetderhjemme?« mener forskerne i projektet »Tegn på sprog«. For demlyder de relevante spørgsmål sådan her: »Hvad er barnets sprogligerepertoire?« og »hvordan forstår barnet sin sproglige identitet irelation til dette sproglige repertoire?«
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ud! Ud, drog forskerne. Ud i virkeligheden. Ud på Søndervangskolen i Aarhus, Herningvej Skole i Aalborg, Nørremarksskolen i Vejle, Abildgårdskolen i Odense og Blågård Skole i København. Ud, hvor der er mange tosprogede elever.
Og ind i 0. klasse. Ind i dansktimerne. Og med eleverne op i 1. klasse. Og 2. klasse. Og 3. klasse. I øjeblikket sidder forskerne i 4. klasse. De observerer og noterer og videooptager og interviewer lærere og elever. Og så analyserer de materialet. Sammen med klassens lærere.
Og sammen med klassens lærere udvikler de derpå nye undervisningsforløb, som de så observerer og filmer og analyserer. Sammen med lærerne. Det nye materiale danner så grundlag for nye eksperimenter, som de så observerer … De bliver ved til og med 5. klasse. Måske længere.
To forskningsmæssige fund
Hvordan lærer tosprogede elever egentlig at skrive og læse dansk? Og hvordan kan skrive- og læseundervisningen gøres bedre for de tosprogede? Det er det, forskerne gerne vil finde ud af. To grundlæggende ting har de allerede nu fået styr på:
• Tosprogede elever er slet ikke tosprogede i gængs forstand. Bag betegnelsen »tosprogede børn« gemmer der sig et bredt spektrum af børn med meget forskelligartede sproglige erfaringer og sprogbrugsmønstre, der ikke kan indfanges og forstås ud fra traditionelle forestillinger om modersmål og andetsprog.
• Dansklærerne kan med fordel trække på de flersproglige kompetencer, som eleverne møder op med i undervisningen.
Klasseværelset er globaliseret
I 1970'erne og 80'erne var det måske sådan, at barnet talte dansk i skolen og et andet sprog i hjemmet, som så var barnets modersmål, men sådan er det ikke mere, fortæller lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Helle Pia Laursen, der er leder af forskningsprojektet.
»Ikke en eneste af de elever, der går i de fem klasser, som vi følger, er tosprogede i gængs forstand«, fastslår hun.
Eleverne taler faktisk forskellige sprog og sprog i forskellige kombinationer, alt efter hvem de taler med, deres mor eller deres bedstefar eller deres bror eller deres legekammerat. Og alt efter hvilken vandringshistorie de har haft. Deres familie kan nemlig have været undervejs igennem flere lande over lang tid, inden de havnede i Danmark. Og der kan have været skilsmisser og nye papfædre, der har bragt nye sprog ind i barnets verden. Det er mere spraglet end førhen.
Det gør alt i alt, at den sproglige mangfoldighed i klasselokalet er enorm. Dels kommer eleverne fra alle verdenshjørner, dels har den enkelte elev flere sprog oppe i sit hoved. Klasselokalet er en slags New York i miniformat.
Det er nu forskernes pointe, at lærerne kan bruge den sproglige rigdom i klassen i deres læse- og skriveundervisning.
»Der er mange måder at gøre det på, afhængigt af hvordan den sproglige diversitet er i lige den klasse, og afhængigt af hvordan lærerbesætningen er i den pågældende klasse, om der for eksempel er en lærer, der kan arabisk«, siger Helle Pia Laursen.
Derfor er det også svært for forskerne at give entydige og grydeklare opskrifter på undervisning, der kan efterlignes af andre, tilføjer hun. Det vigtigste budskab fra hende og hendes kolleger er, at eleverne bliver bedre til at skrive og læse dansk, når lærerne på den ene eller anden måde bringer elevernes forskelligartede sproglige potentiale i spil. At lærerne simpelthen får ind under deres faglige hud, at sproglig diversitet i klassen er en kilde til læring.
Skriv elevernes navne med arabiske bogstaver
Et eksempel kunne være det her fra Herningvej Skole:
»På skolen i Aalborg har de en stor gruppe arabiske børn og nogle danske børn. Lærerne og forskningsmedarbejderen gjorde så blandt andet dét i indskolingen, at de skrev de danske børns navne på arabisk og de arabiske børns navne på dansk. Det ser vi jo hele tiden: de arabiske børns navne skrevet på dansk. Men de vendte den så også om og skrev de danske børns navne på arabisk«, fortæller Helle Pia Laursen.
»Og på den måde arbejdede de så med, at arabisk også er et alfabetisk sprog - det skrives bare med en anden skrifttype. Ud fra det fik eleverne så kendskab til nogle af skriftens grundlæggende principper om, at hvert bogstav har et navn, en lyd og en form, og det gælder på dansk, og det gælder på arabisk, det ser bare forskelligt ud«, fortsætter hun.
»Det kunne lade sig gøre lige i den klasse, fordi der var en arabisktalende lærer. Det er ikke sikkert, man kan gøre det lige på den måde i andre klasser, så dér må man finde på andre måder at aktivere elevernes tværsproglige kompetencer på«.
»Aktiveringen kan også bare bestå i en nysgerrighed fra lærerens side. At han spørger ind til, hvilke sprog eleven egentlig har på repertoiret. At han viser, at han interesserer sig for, hvilke sprog eleven egentlig har på programmet«.
Dette nye didaktiske fund, den tværsproglige didaktik, skulle gerne sprede sig til skolerne og læreruddannelsen, håber forskerne. Fire af forskningsmedarbejderne er lærere på læ-reruddannelsen, og to af dem skriver ph.d.-afhandling om projektet. Og adskillige lærerstuderende er også med i projektet. De samler blandt andet empirisk materiale ind og vil måske skrive bachelor om tværsproglig didaktik.
»Den nyuddannede lærer skal helst have et teoretisk og didaktisk grundlag, der gør, at han kan håndtere den sproglige diversitet, der faktisk er i klasserummet på mange skoler. Han må ikke have en forestilling om, at tosprogede elever er tosprogede elever i gammeldags forstand«, siger Helle Pia Laursen.
Pisa går fejl i byen
Mange abonnerer nemlig stadig på den forældede, firkantede forståelse, selv Pisa: »I denne analyse er eleverne opdelt efter modersmål: elever, der taler dansk i hjemmet, og elever, som taler et andet sprog end dansk hjemme. Denne elevgruppe kaldes i det følgende for tosprogede elever«, står der i Pisa-rapporterne.
Men virkeligheden er altså mere spraglet, fastslår Helle Pia Laursen.
»Når vi i vores projekt ser på de faktiske børns faktiske sproglige verdener, tegner der sig et meget komplekst billede. Dels er det i de fleste tilfælde ikke muligt at skelne skarpt imellem kategorierne 'modersmål' og 'andetsprog', dels er børnenes faktiske sproglige repertoirer langt mere sammensatte, end man ud fra de gængse forståelser af tosprogethed umiddelbart kan få indtryk af«, siger hun og opsummerer:
»Børnenes sproglige repertoirer er præget af deres levede liv og deres sociale relationer og er derfor forskelligt fra barn til barn. Bag betegnelsen 'tosprogede børn' gemmer der sig et bredt spektrum af børn med meget forskelligartede sproglige erfaringer og sprogbrugsmønstre, der ikke kan indfanges og forstås ud fra dikotomiske forestillinger om modersmål og andetsprog«.
