Uffe Bøgelund Bjerre har en stærk baggrund i sløjd, men han glæder sig til at blive klogere på håndarbejde.

Den nye fagkonsulent brænder for håndværk og design

Uffe Bøgelund Bjerre, som er ny fagkonsulent for sløjd, håndarbejde og hjemkundskab, er meget optaget af, hvordan sløjd og håndarbejde kan spille sammen i det nye fag Håndværk og Design. Han har en di-plomuddannelses i sløjd og drejer træ i sin fritid. Fremover vil han blogge på folkeskolen.dk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Uffe Bøgelund Bjerre blev uddannet lærer på Nørre Nissum Seminarium i 1985 var det med linjefag i dansk og idræt. Men det har altid fascineret ham at arbejde med hænderne. Så efter nogle år som lærer tog han linjefag i sløjd på Sløjdhøjskolen i Esbjerg og begyndte at undervise i sløjd også. "Da jeg var på Egtved Skole, manglede man en sløjdlærer, så der blev spurgt, om der var nogen, der ville have uddannelsen. Det sagde jeg ja til, og så har det bare grebet om sig", fortæller den 51-årige lærer, som er startet som fagkonsulent for sløjd, håndarbejde og hjemkundskab i Undervisningsministeriet.

Lektor i sløjd Senere endnu blev det til en cand. pæd. i didaktik og materiel design fra Aarhus Universitet, og det ledte til et job som underviser i sløjd på Læreruddannelsen i Haderslev. "Jeg er jo egentlig lektor i sløjd, men det er ikke en titel, jeg bruger", griner han. Men med indførelsen af materiel design, blev hans stilling reduceret til halv tid, og det var ikke nok for Uffe Bjerre. Så han vendte tilbage til jobbet som lærer, hvor han i dag underviser på Vejle Midtbyskole i sløjd og dansk.

Håndværk og design giver nye muligheder Uffe Bjerre skal være fagkonsulent for de tre fag, men en stor del af hans tid kommer til at gå med at få kørt det nye fag Håndværk og Design i stilling. Han skal følge forsøgsprojekterne og være med til udformningen af det nye fag. "Jeg er en af dem, der synes, at det er en god idé med håndværk og design. Jeg kan godt forstå, at nogle sløjd- og håndarbejdslærere gerne vil have selvstændige fag, men jeg kan også se tanken i det, Antorini siger. Det kan blive et spændende fag, fordi den æstetisk-praktiske arbejdsform er ens, uanset om du arbejder i hårde eller blød materialer. Jeg tror, at børnene kan få meget ud af at se begge sider i opgaverne. De kan få flere valgmuligheder: Skal jeg løse denne opgave i tekstil, i træ, eller kan jeg blande det? Det synes jeg er en spændende måde at arbejde på".

Håndarbejdslærerne skal opdatere ham Sløjd har han haft tæt inde på livet i mange år. Det samme gør sig ikke gældende for håndarbejde og hjemkundskab, så her glæder han sig til at blive klogere. "Jeg har aftalt møder med  hjemkundskabs- og håndarbejdslærerforeningerne for at høre, hvor de ser mulighederne i fagene, og hvor kan jeg gå ind og hjælpe og støtte. Det er et stort samarbejde, og jeg skal klædes på. Jeg skal til at læse en masse om, hvad der foregår på de områder".

Mandag, tirsdag, onsdag underviser Uffe Bjerre i sløjd og dansk på Vejle Midtbyskole, og torsdag og fredag er han fagkonsulent i ministeriet. Fritiden bruger han på trædrejning, knivsløjd og pileflet - og fiskestænger. "Jeg har haft et lystfiskerhold på ungdomsskolen, hvor vi byggede fiskestænger, bandt fluer og støbte blink. Det var vildt skægt".

Uffe Bøgelund Bjerre vil fremover blogge på folkeskolen.dk om, hvad der rør sig i fagene set med fagkonsulentens øjne.

 

Læs mere

Find UffeBjerres kommende blogindlæg her