Anmeldelse

John Dewey - En introduktion

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

John Dewey er amerikaneren med det berømte pædagogiske slagord "learning by doing". Og han er teoretikeren og praktikeren, som har haft - og har - stor indflydelse på dansk skolepraksis og danske diskussioner. Mest afgørende er nok de lige linjer fra Dewey til vores opfattelser af begreber og praksisser omkring erfaringspædagogik, projektarbejde og elevcentrering.

I USA er Deweys indflydelse langt bredere. Hans karriere ved især University of Chicago og Columbia University i New York må aftvinge respekt for en enorm boglig produktion, og især som filosof er han ved sin død i 1952 helt fremme i bevidstheden i uddannelsesverdenen. Og mere end det. Han er i 1900-tallets første halvdel en elsket og hadet opinionsdanner i den amerikanske offentlighed.

Under sit ph.d.-studium ved Aarhus Universitet har den unge psykolog og filosof Svend Brinkmann skrevet en fremragende - biografisk orienteret - introduktion til John Dewey.

Brinkmann demonstrerer overbevisende Deweys aktualitet, mens han grundigt og kritisk ser på Deweys tænkning inden for filosofi, psykologi, etik og pædagogik.

Det er interessant og øjenåbnende læsning - ikke mindst når Brinkmann stærkt nuancerer en traditionel tolkning af Deweys læringssyn: "Deweys pædagogik handler rigtignok om barnet og dets forudsætninger, men lige så meget om det meningsfællesskab, som barnet skal lære at deltage i og rekonstruere sammen med andre". Et stærkt individualistisk syn på børns læring er med andre ord ikke Deweys grundsyn - i Brinkmanns optik.

Bogen er især for den diplomstuderende lærer. Og nyd den - for Brinkmann er en vidunderlig fagformidler.