Grundtvig er skadelig for folkeskolen. Jo hurtigere vi kan gøre op med den arv, jo bedre kan skolen blive. Evaluering er et monster, som kræver mere mad hver dag. Men som vi kan og skal leve med og få fordele af. God kvalitet kan vanskeligt eller slet ikke måles.

Det siger Peter Dahler-Larsen, professor i evaluering. Han er ansat ved Syddansk Universitet, men indtil august er han gæsteprofessor i Nuuk, hvor har arbejder med udvikling af metoder til evaluering af det grønlandske skolevæsen.

Alle skal evaluere

De tider er forbi, hvor man tog offentlige institutioner for givet. Vi kan længes tilbage til dengang, hvor læreren per definition havde høj status og ikke skulle begrunde sit hverv. I dag skal alle offentligt ansatte argumentere for, at det, de gør, er nødvendigt og godt, mener Dahler-Larsen. Derfor skal alt evalueres. Det er uden for diskussion. Og det gælder også skolen. Det siger skiftende undervisningsministre. Det siger KL. Og det siger Danmarks Lærerforening. Det ligger i tidsånden, siger evalueringsprofessoren fra Odense. Men han advarer samtidig mod misbrug og skadelige bivirkninger. Det er vigtigt at vide, hvad der skal evalueres, hvorfor der skal evalueres, og hvad evalueringen skal bruges til, siger han. Og så skal man være opmærksom på det, som han kalder, de konstitutive virkninger.

»Vi skal hele tiden huske, at den evaluering, vi gennemfører, konstituerer en række virkninger, som vi måske ikke har ønsket os. Vi får ikke kun det, vi har i søgefeltet, men også noget andet«, siger han.

»Da Danmark kom med i Pisa-undersøgelserne, opdagede elever og lærere, at nogle af opgaverne var udformet med multiple-choice, hvor det gælder om at vælge en af svarmulighederne i en fart. Det var danske elever ikke vant til, så de sad og grundede over, hvordan de nu skulle forstå opgaven, og så kom de bagud på tid. Bagefter gav lærerne sig til at træne eleverne i multiple-choice, så de kunne score bedre. Undervisningens fokus blev flyttet, og tiden gik fra noget andet. Det er en slags uheldige ikke-beslutninger, som er en følge af evalueringen«.

Kassekreditten bestemmer ikke hele livet

Evalueringsforskningen har et begreb, der hedder indikatorfiksering. Det peger på en fare, som det er vigtigt at være opmærksom på, siger Peter Dahler-Larsen.

»Når man melder en bestemt indikator ud for en evaluering, er der tendens til, at opmærksomheden samler sig meget om netop den indikator, og uden at være klar over det indretter man over tid sin adfærd og sin undervisning på at ramme indikatoren så godt som muligt«.

En primitiv variant er for eksempel, hvad der sker, hvis man evaluerer et hospital på spørgsmålet om, hvor lang tid der går, fra en patient kommer ind på hospitalet, til han møder sundhedspersonalet. Den engelske standard hed, at der ikke måtte gå mere end 12 minutter, hvorefter en del hospitaler så ansatte en »hello-sygeplejerske«, så man kunne leve op til evalueringsindikatoren.

En mere avanceret form er, når indikatoren begynder at definere, hvad det er, sagen handler om.

»Det kan for eksempel være, hvad der er kvalitet i danskundervisningen, og det definerer man så uden at tage en aktiv beslutning om det som det, man kan se ved en test. Så er indikatoren ikke bare noget, man måler på. Den begynder indholdsmæssigt at definere, at god kvalitet er det samme som at score højt i Pisa-undersøgelser. Eller at vi definerer god danskundervisning som det, at eleverne består de nationale test. Det svarer til det, man har sagt om intelligens: At det er det, der måles ved en intelligenstest«.

»Det er en meget mere snedig form for indikatorfiksering, der kan have stor, negativ indvirkning på skolesystemet. Hvis det eneste, det gælder om, er det, der måles i testene, så er evaluering ikke et pædagogisk værktøj for lærerne. Så fører man skolepolitik, når man laver testene«, mener Peter Dahler-Larsen.

Han understreger, at kvalitet er et begreb, der er vanskeligt at indholdsbestemme, og at det er »vanskeligt eller nærmest umuligt at måle, hvad god kvalitet er«.

»Vi må holde fast ved, at skolens egentlige målsætning dybest set er ret uudgrundelig. Vi skal blive ved med at diskutere den, og vi skal aldrig give en alt for ensidig definition på, hvad vi vil i fremtiden. Det må hele tiden være relativt åbent. Men derfor skal vi da alligevel hen ad vejen drøfte nogle foreløbige kvalitetsindikatorer, som ikke siger så meget om skolens slutmål. Jeg holder jo også øje med underskuddet på min kassekredit, uden at det præger hele mit liv«.

Skolens bløde bug

Peter Dahler-Larsen har spekuleret på, hvorfor det samlede danske skolesystem var så forsvarsløst, da evalueringsmonstret væltede ind over landets grænser i slutningen af 1990erne og krævede mere og mere mad.

»Hvorfor har man for eksempel ikke som i Sverige tradition for klasserumsundersøgelser og pædagogisk forskning, der kan dokumentere, hvad der virker, og som kan bruges til at argumentere over for Pisa og andre undersøgelser«, spørger han.

»Folkeskolen havde en enormt blød bug på det område. Man havde ikke udviklet metoder, så man kunne evaluere ved hjælp af data. Det gjorde lærerne meget sårbare. Og jeg tror, at en af forklaringerne er nogle træk i den danske skoletradition«, siger Peter Dahler-Larsen. Og så kommer frontalangrebet på Hans Hellighed, Nikolai Frederik Severin Grundtvig:

»Jeg er sikker på, at vi skal kigge på vores historie for at forstå svagheden. Og 1864 gør en kæmpeforskel. Indtil da havde Danmark en bred vifte af forskellige oplysningskanaler. Vi blev inspireret fra Tyskland, England, Frankrig og mange andre steder. Men efter 1864, hvor vi blev truet på vores nationalitet og næsten vores nations overlevelse, var det den grundtvigske oplysningstradition, der vandt, og som lægger vægt på, at oplysning er hjertet, folkeligt fællesskab, sangene, sproget og historien. Vi landede i en tradition, man ikke kender i andre lande, hvor det handler om rationalisme, eksperimenter, data, empiri, evidens, teori, universalisering og almene love«.

Nummer 462 i Højskolesangbogen

»I Danmark var der nærmest tale om en slags vækkelse, og den grundtvigske arv er meget problematisk«, argumenterer Peter Dahler-Larsen og henviser til den amerikanske forsker Thomas Schwandt, der siger det på denne måde: At når danskere taler om oplysning, skal det ikke oversættes med enlightment, men med awakening.

»Vi har alle sunget nummer 462 i Højskolesangbogen, Grundtvigs Er lyset for de lærde blot. Og vi synger den stadig. I første vers lyder det: Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.

Grundtvigs sol skinner ikke på alle, lyset er ikke universelt. Den skinner mere for bønderne end for de lærde.

Og når mine børn har første skoledag, siger skolelederen: Her skal vi have det rart sammen. Det er vigtigt, at I opfører jer ordentligt. I skal også lære noget, men I skal slet ikke lære det hele i dag, selv om I har lyst, for det tager laaang tid at lære. Han siger ikke: Vi lærere ved en masse spændende, som I ikke ved endnu, og det bliver sjovt at lære det«.

»Læreren er først fællesskabets repræsentant og dernæst fagperson, ikke omvendt. Vi må af med antiintellektualismen i den danske oplysningstradition«, insisterer Dahler-Larsen.

»Når læreren skal legitimere sig over for forældre, siger han: Jeg repræsenterer hele klassen, jeg er fællesskabets lærer. Han siger ikke: Du kritiserer min læseundervisning, men jeg kan vise dig, at du ikke har ret, for forskningen viser, at den læsepædagogik, vi bruger, er den bedste, og vores evaluering viser, at ...«.

»Mange lærere har svært ved at knytte deres rolle som lærer til forskningsbaseret viden, fordi vi gennem mere end 150 år har lagt mere vægt på fællesskab end på viden. Og lærere, der ikke står på et sikkert vidensfundament, er sårbare. Det betød, at lærerne var sårbare, da managementbølgen kom, og andre uden for skolen sagde: Nu skal vi bestemme, hvordan der skal evalueres, for lærerne havde ikke et bolværk i form af en tradition for at knytte evaluering til viden og forskning. Fordi vi har det oplysningsbegreb, vi har, er det svært for lærerne at sige: Det er os, der har viden på det her felt. Det er os, der er specialisterne. Og vi evaluerer ud fra viden, pædagogisk teori og forskning.

Dermed overlod man hele dagsordenen til OECD og dem, der sætter en ren markeds- og økonomidagsorden, og til brugerne, som man i Danmark mener er så vigtige«.

Ikke brug for oplyste bønder

»Den grundtvigske tradition er skadelig for skolen, og vi må gøre op med den. Jo hurtigere og grundigere skolen kan revidere sit forhold til den arv, des bedre, og des mere kan man styrke skolens status. Det er meget bedre at være elite end at være folkelig. Samfundet har ikke brug for flere oplyste bønder, og mine børn har ikke brug for, at det, de lærer, skal gennem et særligt dansk filter. De har brug for at lære nogle ting. Lære at tænke og reflektere«, siger den engagerede far og evalueringsforsker.

Er det ikke et politisk synspunkt, som går bag om ryggen på evalueringsforskeren? Eller måske en indikatorfiksering på det målbare frem for det uudgrundelige?

»Jo, mit standpunkt er værdimæssigt, i og med at jeg bygger på, at det er bedre at basere sig på viden end på forestillinger om fællesskab, især hvis de forestillinger ikke længere holder. Men jeg er ikke fortaler for en bestemt politik eller pædagogik frem for en anden. Jeg hævder bare, at hvis man gerne vil have en evalueringskultur, så fanger bordet. Så må man lade viden og data tale, når man skal afgøre, om man vil have niveaudelt undervisning eller matematik på arabisk. Hvis fællesskabet ikke kan tåle data, så vil jeg gerne som forsker have lov at sige, at fællesskabet har et problem. Hermed har jeg hverken sagt, at alle data er lige gode, at data taler for sig selv, eller at alt kan måles. Men det er dem, der kan håndtere data og viden, der har høj status. Og hvis lærere argumenterer videnbaseret og viser, at det er dem, der kender den pædagogiske forskning, ved hvordan børn lærer at læse, og hvordan man klarer sig i et vidensamfund, så vil de have helt andre forudsætninger for igen at blive respekteret«, siger Peter Dahler-Larsen.

tha@dlf.org

thejsen@dlf.org

Se mere på tv

Tirsdag den 15. februar, klokken 19.45, interviewer Thorkild Thejsen professor Peter Dahler-Larsen om de samme temaer. Udsendelsen varer 45 minutter og er den sjette i serien »Skolebænken«, som produceres i et samarbejde mellem dk4, Dansk Skolemuseum og Folkeskolen.

I en måned vises programmet stort set hver dag på forskellige tidspunkter. Udsendelsen kan også ses på folkeskolen.dk. Klik ind på fanebladet »Skolebænken« øverst på skærmen.

Her finder du også flere artikler om de samme temaer. Blandt andet et længere interview, hvor Dahler-Larsen argumenterer for, hvorfor han mener, at evaluering af skoler hver for sig kan være ødelæggende i vidensamfundet.

Vind bøger

Hvis du kan svare på de to spørgsmål, der stilles i slutningen af udsendelsen, kan du vinde Christian Jungersens roman »Undtagelsen«, Michael Andersens »Intern evaluering af undervisning« og Andy Hargreaves »Hvad er værd at kæmpe for i skolen«. Tast www.folkeskolen.dk, klik på »Quiz« under »Skolebænken« og svar. Der er 15 bøger på højkant.